Den forsvundne sti

Med et opgivende suk satte Kath sig på en af de store sten. Hun lagde nakken tilbage og så op af bjerget, der tårnede sig op bag hende. Det var ikke det rareste sted at være efter hendes mening. Bjergene kunne bryde sammen når som helst, ligesom alt andet på Fabula, men intet kunne vist være så farligt som bjergene. Kath var her egentlig også kun, fordi hun igen var sendt ud for at skrive naturartikler. Naturen var da også vidunderlig, og hun savnede tit et kamera. Omvendt ville de færreste kameraer overleve, når hun rendte rundt og temperamentet fik hendes kropstemperatur til at stige kraftigt. Gad vide, om der fandtes kameraer, der kunne tåle ild? Næppe. Hun havde i hvert fald ikke hørt om det før.
Blikket gled kort op igen. Skulle hun virkelig op af den bjergside? Hun var kommende journalist – ikke bjergbestiger! Hendes underviser havde også snakket om, at der skulle have været en sti, men det var aldrig til at sige med sikkerhed, når man talte om noget i Fabulas natur. Hun så i hver fald ingen sti.
Med albuerne støttende mod knæene, hvor benene var samlet fra lår til knæ, og så med hovedet hvilende i håndfladerne, sad hun og så ud i skoven, der omringede stedet. Lige her var der lysning, så solen skinnede ned på hende og fik det ildrøde hår til at glitre en anelse.
Små, lyserøde væsner dukkede frem fra skoven. De var vist en 10stykker. De blå øjne så undrende på dem. Hvad ville de nu? Puffer. De var og blev irriterende. Pufferne kom hen og begyndte at danse glædeligt omkring hende, mens de sang deres mærkelige sprog. ”Smut dog” sukkede hun og himlede med øjnene. De forsøgte at hjælpe hende op og stå. Hun kom da også op af stå, da de skubbede, men det var med en hvæsene tone, hun rettede sig mod dem ”Smut for fanden da!”
I overraskelse og frygt kyb de sig sammen og så bange op på hende. Endnu et suk forlod hendes læber, og hun begyndte at gå langs bjergets fod for at finde den sti. Pufferne var ikke sene til at smutte efter hende. Uden videre stoppede hun op og vendte sig mod dem. ”SKRID! Jeg skal ikke bruge hjælp!” Flammerne begyndte at kunne anes langs huden, der bar den svage røde glød. ”Jeg kan sagtens selv finde den sti!” Hun tøvede og sukkede, før hun tog sig til panden. Håbløst. ”Hvorfor overhovedet sige den slags til jer? I forstår jo ikke et ord alligevel” sukkede hun og himlede med øjnene, før hun skulle til at gå igen. Pufferne var ligeledes klar til at følge hende igen.

For lang tid siden havde Arhez forceret bjergene. Dengang havde det været i sin evige søgen efter lykke og berømmelse. Hun havde fundet en sti, som havde ført hende gennem bjergenes lavest beliggende plateauer – udenom de bjergtoppe, som Arhez helst ville undgå. Bare tanken om at bevæge sig over trægrænsen og op i den tynde luft fik det til at risle koldt ned af ryggen. Nu var hun vendt tilbage for at forsøge at finde sig vej tilbage. Hun havde hurtigt konstateret, at stien var forsvundet. Ikke at det undrede hende overhovedet. I stedet slog hun hætten på sin kappe tilbage og med en lethed, som virkede overnaturlig, begyndte hun bevæge sig ind i bjergene.
Pufferne nærmede sig, da hun stoppede op for at orientere sig. Hun smilede næsten sukkersødt til dem, og da en af hunnerne rakte en hånd op mod hende, tog hun den. Det lille væsen udstødte en langtrukken kwraaq-lyd, mens den febrilsk forsøgte at slippe den store brændende hånd. Arhez smilede stadig, da hun lagde hovedet på skrå og uden lidenskab iagttog den lilles smerter, da puffens hånd smeltede væk mellem Arhez' fingre. Herefter rejste hun sig og sparkede det lille væsen væk med en jernbeslået støvle. Hun tørrede hånden af i kappen, inden hun bevægede sig videre. Vinden tog let i det røde hår, der stod som en majestætisk manke om hende. Vinden var stærk nok til at hun følte sig genoplivet – men svag nok til ikke at få hende til at krympe sig.
Med et sæt vendte hun hovedet og vejrede i vinden. Jo den var god nok, der var andre i nærheden. Duften af sod og røg lod hende fortælle, at det ikke blot var en stakkels rejsende. Flamoreon. Hun kneb sine grønne øjne sammen til to smalle sprækker. Hendes hånd gled ned til det store sværd, der hang ved hendes runde hofter.

En lyd. En Pufs udråb. De var så lette at genkende, og vinden skiftede ligeså stille og hele tiden lige i øjeblikket, så lyden blev for en kort bemærkning båret mod Kath. Der var flere puffer i området. Som hendes høje hæle skridtede over jorden begyndte lugten af brændt gummi at nå hende. Det var sådan, hun bedst kunne karakterisere lugten i hvert fald. De blå øjne spejdede kort omkring. Hun var opmærksom på, at hun ikke var alene, og der gik ikke længe, før hun fik øje på en anden af sin slags. Burde hun lade den obligatorisk hilsen flyde fra hende? Hun overvejede det kort, før hun lod hånden lægge sig for munden. Kyssede den. Den lille flammende kugle hvilede nu i hendes håndfladen, inden hun med et let pust sendte den mod kvinden.
Flamoreon var bestemt ikke en sjælden race på Fabula, og det var svært at forvente, at alle kendte hinanden, og Kath anede ikke, hvem hun stod overfor. Hendes egen holdning var rank og selvsikker. Let hang hun i hoften, hvor hænderne hvilede, mens de blå øjne vurderede kvinden. Kaths temperament var tydeligt størst af de tos. Begge med flammende rødt hår, men de blå øjne var en langt bedre indikator. Ild var varmest, når den var blå. De ældste havde blåt hår, og de fleste vidste også, at jo før ens hår blev blåt, jo stærkere var ens temperament. Der var vel også kun meget få ældre? De fleste døde vel i arrigskab grundet det stærke temperament.
Flammerne i det ildrøde hår havde lagt sig, da Kath havde bevæget sig med bjerget og fået øje på denne kvinde. Varmen var dog endnu stærk omkring hende, og heldigvis var tøjet da designet til at kunne klare flammerne. En kort, sort nederdel og en sort top, begge i et lædderglat look. Hun lignede ikke ligefrem en, der havde tænkt sig at kravle i bjerge, og stod det til Kath, så var hun bestemt også helst fri.

Arhez så den lille kugle komme mod den. Hun kendte hilsenen - selvom hun anså den som alt for overdådig til, at hun altid følte for at at gengælde den. Hendes grønne øjne gled over den anden. Hun var ung. Blåøjet ganske vist - men ung. Arhez ventede til kuglen var ganske nær, før hun besvarede hilsenen. Ikke overraskende for Arhez selv brød hun sig ikke sønderligt om den fremmede allerede. Hun var for... hun manglede ordet. Hun levede tydeligvis i en anden del af Fabula end Arhez. En verden til forskel. Hun lod tungen glide hen over fortændernes flade (bidefladen), mens hun tænkte over sit næste træk. "Faret vild, gnist?" spurgte hun spydigt men med moro i stemmen. Hendes stemme var dyb og ildevarslende. Hånden om sværdskæftet rykkede sig ikke en milimeter i skjulet under kappen.
Hun mærkede, hvordan alle hendes muskler spændtes. At stole på at en fremmed var god, var en tåbes holdning. Arhez vidste bedre. Og en flamoreon. Arhez ville end ikke stole på sig selv, hvis hun mødte sig. Musklernes spændthed fik hendes temperatur til at stige. Tilfældet at et andet ildvæsen mødte hende her fandtes ikke. Nogen var ude efter hende. Måske var det Lord Oswald, som hun havde stjålet sværdet fra? Eller Jarlen af Uthtar hvis søn hun havde elsket til døde - bogstaveligt talt. Hans brændende lig havde lugtet så inderligt specielt. Arhez var lige ved at smile ved tanken. Men skubbede så tanken om yndlingen fra sig. Den tid den glæde.
"Eller du leder måske efter nogen?" fortsatte hun efter en betydelig pause med en næsten hypnotiserende monoton stemme. Hun bevægede sig med en kats smidighed og elegance fra klippestykke til klippestykke ned mod den anden. Snart stod det klart, at Arhez var et hoved højere end den anden (( ret mig hvis det er forkert )).

Gnist? Ordene gik rent ind som provokation hos Kath. Gnist? Lille, ubetydelig og døende? Hun skulle nok vise, at en gnist kunne starte en stor brand, hvis kvinden der prøvede på noget. Det var heller ikke, fordi Kath stolede på fremmede, eller andre for den sags skyld. Hun holdt bare racens eneste regel i hævd. Det skadede jo ingen at gøre det.
Pufferne dansede stadig omkring hende, og hun hvæste kort af dem og stod et øjeblik i lys lue, hvilket fik dem til at bakke noget skræmt væk. "Tak" lød det opgivende og irriterede suk fra hende, da pufferne veg væk.
"Jeg er hverken faret vild eller leder efter nogen" svarede Kath. Roligt, selvsikker og uden at vise et større tegn på det ulmende temperament, hun forsøgte at styre. "Desuden rager det ikke andre, hvad jeg foretager mig". Det gjorde det ikke - virkelig ikke. Hun lagde hovedet lidt vurderende på skrå og armene gled over kors, så hoften hang. Lidt snobbet holdning egentlig, men det faldt for naturligt for Kath. Hun var vant til at være noget. At være lidt for højt på strå.
Kaths stemme var ikke ligefrem dyb. En typisk ungpige, der alligevel ikke nåede et toneleje for sopranerne. Nu var hun heller ikke typen, der brød ud i sang, så det i sig selv ragede hende en høstblomst. Og hvad så, hvis hun ikke kunne nå det høje C? Hvad i alverden skulle hun dog bruge det til?

//oog: Kath er lige under 1.70, så det ved jeg ikke

Arhez smilte, men det var mere et smil, der hørte til hos en mistroisk djævel, end det tilhørte en, der var rolig og tilfreds med resultatet. Arhez brød sig ikke om hendes holdning. Faktisk brød hun sig overhovedet ikke om hende. Der var noget irriterende over hende. At sætte finger på hvad det var, var ikke lige til. Det var en blanding af mange faktorer. Da den anden et øjeblik hvæste af puff'erne, så Arhez sit snit. Hun tog få lange, hurtige skridt frem mod den anden, mens hun med en lav lyd trak sin kniv. Hun greb om hendes hår og holdt knivens æg mod den andens hals. "Var din mund, lille glød," sagde Arhez med en ildevarslende lav stemme. Hun hvæste mod hendes øre. "Din næsvished kan få dig dræbt," tilføjede hun med en næsten hvislende stemme.

Knapt nåede Kath at opfatte, at kvinden flyttede sig, før hun mærkede det hårde tag i hendes hår og kniven mod sin hals. Hun havde været ved at skrige, men kniven havde forhindret det. I stedet steg hendes puls uvilkårligt, og skrækken fik hende til at ryste svagt over hele kroppen. Hun var bare overrasket. Ikke bange. Det prøvede hun at bilde sig selv ind, men det var vist for tydeligt, at hun ikke bare var blevet forskrækket af, hvad der foregik omkring hende. "Undskyld" hviskede Kath stille med en stemme, der bedende skreg om tilgivelse. Lille glød. Ja, hellere en lille glød end en udbrændt gnist. Helt klart. Og Kath var ikke ligefrem til at være oppe imod folk med våben. Det her... Det var skidt!

Arhez var ikke overbevist. Hun strammede grebet på den anden. Hendes holdning før havde overbevist Arhez om, at man ikke skulle stole på hende. "Hvem har sendt dig herud?" spurgte hun med munden helt op til den andens øre. Hun snuste den andens fært ind. Hun ville kunne genkende hende fra nu på den. Arhez tænkte igen på jarlen og hans søn. Ville de sende en så ynkelig lejemorder ud? Jarlen kendte Arhez' styrke. Han vidste, at hun ville kunne klare hende uden problemer... med mindre... Arhez så igen på hende. Der måtte være et eller andet skjult på hende.

Hvem, der havde sendt hende? HVEM? Ja, hvis hun slap levende her fra, så skulle hun fandme nok fortælle sin lærer en ting eller to - det var helt sikkert! "Min lærer fra journalistskolen" svarede hun i et let suk og lød ikke ligefrem glad for den situation, hun stod i lige nu. Det her virkede ikke ret godt, og hun ville virkelig gerne bare væk så hurtig som mulig. Det lod til, at der faktisk fandtes en overmand til hende - eller en overkvinde. Det var ikke noget, Kath var glad for at indrømme. Hun var en tand for indbilsk på det punkt. At Fabula bestod af flere verdner, end hun kunne overskue, tænkte hun sjældent over. Der var kun en virkelighed - og det var hendes hverdag, og der rendte folk ikke rundt og overfaldt hinanden på den måde, som kvinde der gjorde!