Jagten

Jamara sad på en gren af et af de store træer inde i junglen, hun sad med en tyk og spids gren i hånden og kiggede ned, der ville ikke gå så lang tid igen inden det blev mørkt og i denne del af junglen blev det altid forfærdeligt koldt når solen var gået ned så om ikke så lang tid skulle hun til at tænde bålet, men for nu skulle hun sørge for hende aftensmad. Hun lukkede øjnene og lod den hånd der ikke holdte om spyddet glide ned på grenen, med en blanding af høresansen og vibrationerne i jorden og rødderne der nogen steder stak op sad hun stille og ventede på et bytte, hendes tanker gled et sekund på hvad hun skulle gøre hvis hun ikke fangede noget mad, hun havde spist det sidste tørrede kød i forgårs og der var kun et halvt brød tilbage, hun skulle snart nå en ny by. Men så tog hun sig sammen og lod sanser forsvinde undtagen høresansen og hendes kræfter - der for hende fungerede lidt som en 6 sans - og fortsatte jagten på en ordentlig aftensmad. Hun kunne høre noget komme i det fjerne, men endnu kunne hun ikke vide hvad det var.

Oplevelsen med Flint havde været speciel, men som altid måtte den lave, mørkhårede pige med himlens øjne videre. Hun havde planer og mål i livet, hun skulle nå. Der var for mange ting, der ikke var, som hun havde forestillet sig, da hun boede på børnehjem. Intet at gøre ved det.
Efter at have været hos Flint, havde hun ligeledes skiftet tøj. Lange bukser var mere praktiske i junglen, men ikke i cowboystof, og så var Sonias muligheder få. Hun havde dog et par leggins, som hun havde taget på, og med den blå nederdel og top, så lyste hun nok nærmest op i junglen. Hun duede virkelig ikke til det her, og de sorte ballerinasko trængte virkelig også til at blive vasket. Sådan var det vel bare, når man ikke ejede ret meget.
Blikket flakkede omkring. Hun følte sig så overvåget, når hun gik her, og det var ikke ligefrem, fordi hun så så gammel ud. En teenager i de flestes øjne.

Som væsnet kom tættere på opdagede hun at det ikke var et dyr, ikke noget hun kunne spise, men en pige af en anden race. Hun så hendes flakkende øjne og som hun sad heroppe ville pigen nok ikke se hende lige med det samme, hendes bukser var brune med en grøn og brun nederdel til hvis grønne farve var den samme som Jamaras med den lille undtagelse af nu hvor hendes øjne var grå af at bruge hendes kræfter trøjen hun havde på havde lange ærmer og var brun med et grønt mønster op af ærmerne hun var temmelig godt kamufleret. Men som hun stoppede med at bruge hendes kræfter forandrede øjnene sig tilbage til den grønne farve og hun sukkede så længe pigen stod der ville der ikke komme nogen dyr, men samtidig var det ved at være noget tid siden at hun forlod Flint og hans landsby hun savnede lidt at have en at snakke med. Opgivende kørte hun hænderne igennem håret og begyndte nedstigningen, bag træet lå alle hendes ting og også hendes sværd så hun tog spyddet med sig bare for at være på den sikre side.

På alle måder var Sonia vist ikke lige en pige, man ville forvente at se i junglen. Hun lignede en alt for sød og uskyldig pige til overhovedet at burde gå rundt alene, men sådan var det. Sonia var ikke alt, hun så ud til, trods hun var noget naiv. Til gengæld havde hun vist også fået Flint til at forstå, at hun ikke havde i sinde at være hans kæreste. Hun var ikke forelsket i ham.
Ligeså stille forsatte hun sin gang langs en af dyrestierne, mens hun håbede på, at hun før eller siden ville nå ud af junglen. Hun hørte ikke til her. Ikke rigtig. Hun var havnet her, fordi hun var faret vild i skoven, der var gået i et med junglen - i hvert fald på det tidspunkt, hun var havnet her. Altså hun kunne risikere, at hun om lidt stødte på en strand og gik rundt på en ø, der lå hele vejen rundt om denne jungle, hvor Flints landsby lå. Det var ikke til at sige.. og lige nu håbede hun, at den tanke ikke var sand. Hun ville væk. Ud og finde en by og have noget ordentligt mad.

Hun stoppede op da hun var næsten helt nede og kiggede på pigen, hun så virkelig ikke ud til at være den type pige der gik rundt alene, nærmere en eller anden vildfaren prinsesse. Pigens ballerina sko var måske engang sorte, men sådan så de ikke ud mere og de lignede i hvertfald at pigen havde gået rundt i denne jungle en del længere end hun ville. Hun så pigen komme tættere på og lod sig dumpe ned på jorden, hvis pigen ikke gik alt for meget i hendes egne tanker ville hun nok have hørt hende, men det var ligemeget et par skridt længere og hun ville se hende. Jamaras mave knurrede lavt og det at hun var sulten og nok havde mistet hendes mulighed for frisk kød gjorde hende ikke ligefrem gladere, men heldigt for pigen var hun heller ikke i et særligt slemt humør, hun regnede i hvertfald med at hun imorgen kunne fange et dyr og så kunne der heller ikke være så langt til en by, mange så byer lå tæt på junglen da den jo gav frugter og vildt, smilende lænede sig op ad træet og ventede på at pigen kom.

En lyd. Sonia stoppede op med det samme og var yderst opmærksom. "Er.. Er her nogen?" spurgte hun lige ud. Begge hænder hvilede mod hendes bryst - den ene ovenpå den anden. Det fik hende ikke til mindre at ligne en forvirret lille prinsesse. Det var hun bare ikke. Eller, det vidste hun ikke, at hun var. Og havde hendes familie kendt til hendes eksistens, så ville hun nok heller ikke være blevet behandlet derefter. Hendes mor havde opgivet sin position som kommende overhoved for Kirsebærdalen, men Sonia kendte hverken til Kirsebærdalen eller hendes mors liv. Hun kendte sin mors navn, og hun havde et billede af hele sin familie. Det var vel egentlig det. Hendes mor var død, og hun havde troet i mange år, at hendes far også havde været det. Og egentlig havde hun svært ved at forholde sig til, at hun havde en familie. De levede godt nok mange forskellige steder, men de var de.
Sonias blik flakkede omkring. En smule skræmt, ja, det kunne hun ikke sige sig fri for.

Jamara vendte sig så hun stod med siden til træet og kiggede på pigen, hun så ud som en lille skræmt prinsesse der ikke havde fået sin vilje, først smilede hun svagt og så grinede hun, lavt og hurtigt, men man kunne dog høre det "Hvad laver du ude i skoven helt alene?" spurgte hun stadig med et smil og pegede på hende ved du. Så kiggede hun op på himlen måske ville hun være heldigt at fange et dyr når den her samtale var ovre. Først da tænkte hun på spyddet i hendes hånd og satte det stille og roligt op ad træet "Jeg hedder Jamara, hvad med dig?" hun vendte sig om mod hendes ting og tog sværdene op fra jorden, hun kiggede på den ene og kørte en finger over håndtaget der hvor der var indgraveret tro håb og kærlighed i det gamle skriftsprog, så kiggede hun op, pigen lignede egentlig en der kun var lidt yngre end hende selv.

"Jeg gik tilsyneladende forkert, da jeg fulgte en sti i skoven, og nu havnede jeg her, og jeg ved ikke rigtig, men jeg ville nærmere betegne det som en jungle, når man ser på typerne af planter her" svarede Sonia en smule småforvirret, da en kvinde gav sig til kende ved et kort grin. I det mindste var Sonia ikke helt så forsvarsløs, som hun kunne se ud, når hun lignede en lille, forvirret prinsesse, der var faret vild.
Den ene hånd gled op til en større lok af det sorte hår, som fingrene begyndte at lege med i rastløshed. "Sonia" svarede hun på spørgsmålet til navnet. O og I lydene var tydelig, og der lå et tryk på første stavelse. Nia var ofte blevet hendes kælenavn, fordi det lød sådan på slutningen af hendes navn.
Sonia følte sig en del mere afslappet, da hun blev spurgt om hendes navn. Der var for mange fjender rundt omkring. Det vidste hun, og hun rejste tit alene, hvilket ikke var en god kombination. Omvendt havde hun også lært at klare sig selv på mange måder. Magi var en god hjælp, og hun var i det mindste ikke ramlet ind i et område, der elliminerede magi, ligesom hun heller ikke var havnet i en by, der slog hekse ihjel af frygten for magi.

Jamara grinede lidt og sagde så anerkendene "Du er klog" hun kiggede lidt på hende "Hvor mange dage har du gået ude i denne jungle?" hun lagde pres på ordet jungle for at vise at fejlen med at kalde stedet en skov ikke ville laves igen. "Har du noget mad med? For du afbrød lidt min jagt så jeg har ikke noget at dele og der går nok ikke så lang tid inden det bliver mørkt".
"Okay Sonia, det er et pænt navn" hun var ikke så vant til at give komplimenter og hendes humør var også faldet lidt efter hun mistede muligheden for frisk kød så det lød ikke helt overbevisende "Hvor bor du henne af? Måske vil det være muligt for mig at finde ud af hvilken vej du så skal gå" hun kiggede lidt på Sonia, som om hun nogensinde ville sige det, men lidt høflig kunne hun da selv prøve at være.
Hun kiggede et sekund mere på sværdene og lod dem så glide om på ryggen hvor de hørte hjemme, hun sukkede svagt, hun hadede at tænke på hendes familie, hun følte sig svag når hun gjorde fordi hun altid blev så ked af det. "Jeg er sikker på at dine forældre savner dig så du må nok hellere begynde at gå tidligt imorgen".

"Dage kan være svære at definere jo, så jeg ved det ikke, og slet ikke, fordi..." Sonia tav og overvejede sine ord. "Jeg har været lidt fraværende" endte hun sin konklusion og trak lidt på skuldrene. Det var svært at vurdere en tid, der ikke kunne fastlægges, og endnu mere, når man havde valgt at tage til et parallelt univers, hvor tiden slet ikke gik. På Fabula kunne den bare ikke defineres, men man blev ældre. Det gjorde man ikke, når man rejste via Sonias amulet, der blev holdt godt gemt, og som hvis hemmeligheder ikke var særlig kendte.
Mad? "Jeg tror, at jeg måske har lidt brød og frugt, men det er næppe meget" svarede Sonia næsten undskyldende "Men vi kan dele, hvad jeg har, hvis du kan hjælpe mig til den nærmeste rigtige skov, eller en by.." Det generede aldrig Sonia at dele, og det undrede ingen, når man bemærkede hendes bløde, varme aura af venlighed og omsorg. Ai.
"Tak, jeg kan også godt lide dit" svarede Sonia som svar på den kompliment, hun fik. Jamara. Det klingede godt.
Til gengæld blev det næste spørgsmål noget sværere for Sonia at svare på, og hendes smil måtte falme en anelse. Det var ikke en samtale, Sonia altid havde det lige godt med, og det var tydeligt, at det ikke lige var, hvad Sonia havde regnet med at blive spurgt om. "Jeg troede, at jeg var forældreløs, indtil jeg engang fandt min far efter lange rejser. Jeg har altid klaret mig, og det gør jeg endnu. Jeg bor ingen steder, selvom både min søster, bror og fader har tilbudt, at jeg kan bo hos dem. Ingen af dem lever sammen. Vi blev splittet, da jeg ikke var ret gammel. Min mor er her ikke mere" forklarede Sonia så roligt, hun kunne, uden at hendes stemme ville begynde at dirre over de mange minder og de store eventyr, hun havde været på.

"Det har du nok ret i selv en der er meget nærværende kan have svært ved at holde styr på dagene" Det fik hende til at tænke på hvor mange dage hun mon havde brugt i denne her jungle, det var altid svært at vide og hun var som altid mere opmærksom på hvor meget mad der var tilbage.
"Det er okay" Hun smilede svagt til hende og tog hendes rygsæk fyldt med alle hendes ting op "Jeg har også selv noget brød og der er en masse forskellige frugttræer lige til venstre vi skal nok få noget at spise" sagde hun imens hun lagde rygsækken op på en gren i træet hun lige havde siddet i. "Jeg skal nok hjælpe dig ud herfra for som man siger om en jungle, alt er forbundet" hvad hun mente med det lod hun glide hen med et drillende smil.
"Tak" sagde hun med et lille smil. Hun synes dog at Sonia var et lidt voksent navn til en teenager, eller de lignede hun i hvert fald, men det betød jo ikke at navnet ikke var flot alligevel.
"Øh det gør mig ondt" familie var aldrig hendes yndligns emne, men det kom jo altid op på et eller andet tidspunkt så hvorfor ikke selv starte det i stedet for at det kommer bag på dig. "Undskyld jeg spørger og du skal bare sige til hvis det ikke vil svare, men hvorfor er du ikke sammen med din familie? Når du nu kan..." hun kiggede lidt ned i jorden "De fleste ville dø for en chance sammen med familie" så efter lidt tid kiggede hun uforstående op på Sonia igen.

Sonia fandt den lille læderpose frem, der hang om halsen på hende. Magisk, så der kunne ligge mange flere ting i, end man skulle tro, da den ikke var ret stor. Hun fandt blandt andet en kurv frem. "I det tilfælde, at der er frugttræer, så må vi hellere få samlet nok til, at vi ikke sulter den næste tid" lo hun let og var allerede klar til at gå i gang med at skaffe mad. Hun jagede ikke, og kød var en luksus for hende. Det var som regel kun noget, hun kunne opsnappe i byerne.
"Ja, de fleste uden familie ville nok have det sådan" Sonia var noget tøvende og trak på skuldrene over spørgsmålet. Der var mange grunde til, at hun ikke var blevet hos sin familie. Den ene var, at den trods alt var meget spredt. "Men jeg er jo velkommen hos dem, og jeg kan være hos dem, når jeg ønsker det. Jeg har bare aldrig været vant til at have forældre eller rigtige søskende, så jeg har ikke følt, at jeg havde behov for at blive, når der stadig er spørgsmål, der trækker i mig, og som jeg ikke kunne besvare ved at blive... Jeg har svært ved at falde til ro et sted, og jeg har aldrig haft en følelse af at høre til et sted..." Det var vidst sådan, Sonia bedst kunne forklare, hvordan hun havde det. Familien betød utrolig meget for hende, men hun følte bare ikke behovet for at være hos dem hele tiden.

Jamara kiggede lidt på den lille læderpose, og forstod at der måtte være magi i det siden hun kunne få en hel kurv ud ad den, men hun måtte dog grine alligevel, det var ikke hver dag folk var så parate. "Ja hvis du samler nogle frugter så finder jeg noget brænde og starter et bål" på nogle punkter var hun ked af at hun ikke havde ild som en af hendes elementære, så behøvede hun ikke at arbejde for at tænde bålet, men hun elskede de elementære kræfter hun havde fået og trods hvor gode alle de andre også var ville hun ikke bytte dem.
Uden familie... ordene rungede i hendes hoved. At have så meget familie og vælge det fra, alle forklaringer i verden ville aldrig få hende til at forstå. Hun ville give alt for bare en time med familie. "Nårh... så må du have været mange steder" ja dette liv var spændene, men hvem ville give det op for et par forældre der elskede en? eller en lillesøster at drille? i et øjeblik var det eneste der fyldte hendes hoved et billede der havde hængt på væggen, hende med hendes lille familie, mor og far smilede og hun stod med kaninører bag hendes søsters hoved og et stort smil, hendes søster smilede også rigtigt stolt, hun havde ikke set det billede siden hun tog væk derfra. Hun lagde det i hendes søsters hånd lige efter hun havde givet hende det allersidste knus fra hendes storesøster, mon hun overhoved kunne huske hendes storesøster og alle de dage de brugte sammen?. Hun kiggede op på Sonia igen og følte sig straks mere nærværende.

Sonia så op, da hun grinte, og et smil blev sendt tilbage. "Vær beredt, ikke?" lo hun let, og nikkede til, at hun nok skulle samle frugt. Hun regnede dog ikke med, at hun behøvede fortælle Jamara, at træet ikke måtte være fugtigt. Omvendt var det nok også ret svært at finde træ her, der ikke var det. Hele junglen var jo fugtig!!
Havde Jamara sagt, at der kunne være besvær med at tænde et bål, så havde Sonia gjort det. Hun havde trods alt en stav, der kunne klare den slags på ingen tid, selvom Sonia ikke havde meget lyst til at sige besværgelsen højt - da den krævede, at hun sagde noget, der rimede i forhold til, hvad hun ønskede af magien, og det lød altid ekstremt åndssvagt i hendes ører. Til gengæld virkede det.
Så Sonia var straks i gang med at finde frugter, dog nægtede hun at tage nogle, som hun var i tvivl om var giftige eller ej. Ingen grund til at løbe en risiko i hvert fald. Omvendt kunne hun så heller ikke navnet på halvdelen af alle de frugter, hun stødte på. Så kunne man undre sig, hvordan hun fandt tilbage, men hun havde ladet en lille lyskugle lyse over stedet med kommentaren til Jamara om, at så farede de ikke vild. De skulle bare gå efter lyset, der heldigvis var klart nok til at se i dagslys også. Den havde hun også lavet med staven med ordene 'lille lys, lys for mig, så jeg kan finde vej', hvorefter hun var ved at grine af det selv. Hun havde nok aldrig brugt de samme ord to gange, egentlig, hvis hun forsøgte at tænke over det.

Spørgsmålet til, om hun havde været mange steder, havde hun kun besvaret med et lille 'ja', før hun kom tilbage og de mødtes igen. Hendes kurv var så tung nu, at hun havde været nødt til at bruge staven til at holde den svævende i luften, og den landede så fint og let ved siden af det bål, som Jamara var ved at lave. "Jeg har været så mange steder, at jeg ikke kan remse dem op, og min historie er noget nær utrolig. Men sådan er det vist altid for rejsende på Fabula" hun smilede let og satte sig ned og så på Jamara. "Hvad med dig?"

---

//oog; hvis det ikke har lykkedes Jamara at få ild i bålet, spørger hun selvfølgelig til, om hun skal tænde det ^^

Jamara svarede ikke, men grinede bare svagt af hende og vendte sig for at gå ind mod junglen og se om hun kunne finde noget træ der ikke var for fugtigt, og hvis alt gik helt galt kunne hun bare lave nye grene på et træ og fordi de jo først lige var kommet ville de ikke nå at være fugtige, men indtil videre gik hun bare og kiggede ned i jorden efter nogle gode grene. Men da hun havde gået i noget tid og kun fundet to små grene opgav hun og gik hen til et stort træ, satte hånden på stammen og vidste at hendes øjne blev grå imens der begyndte at komme grene i alle størrelser og former der var tynde nok inde ved træet til at hun kunne knække dem af. Sonia havde lavet et lys de kunne gå efter, men af gammel vane havde hun bare manipuleret jorden til at gå ekstra meget ned hvor hun havde trådt så hun fulgte bare hendes fodspor. Hun kom tilbage lige for Sonia og lagde grenene på jorden inden hun satte sig. Så hørte hun Sonia komme.
Hun kiggede hen på kurven der kom svævende, den så tung ud og der var helt sikkert meget mere fugt end de kom til at spise. Hun ventede lidt noget mere end bare det lille ja til hendes spørgsmål hun havde fået inden de gik hver til sidst og da Sonia begyndte og snakke om det igen hørte hun efter imens hun lagde hånden på jorden. Så sad hun ellers bare og ventede på at to flintsten ville komme til hende. "Hvad mener du? Om hvor meget jeg har set eller om min familie?" spurgte hun imens hun stadig sad med ryggen til Sonia og med grå øjne kunne mærke at stenene næsten var der.

Det trick med fodsporene var smart, men ikke lige noget Sonia kunne gøre efter. Tydeligvis var de af vidt forskellige racer, men det gjorde intet for Sonias skyld. Hun var yderst åben overfor stort set alle.
Frugtkurven var også yderst tung, men Sonia vidste, at det, de ikke spiste, det kunne hun gemme i pungen, så hun havde mad til de næste par dage også, og havde Jamara et sted at opbevare det, så kunne de dele, hvad der blev tilbage. Hun satte sig ved brændet og ventede på, at Jamara ville tænde det.
"Jeg tænkte nu mest på, hvor meget du har set og oplevet, men jeg vil da også gerne høre om din familie" svarede Sonia let med et smil om læberne, mens hun tog et af frugterne og fjernede noget snavs på det med fingrene. Det var egentlig ligegyldigt, da skralden bare skulle af den her, før den kunne spises, så hvordan den så ud udenpå var ligegyldigt. De var ellers fine, syntes hun selv, af dem, hun havde fundet, og hendes mave rumlede kort af sulten.

Nu kunne hun høre græsset rasle da stenene kom glidende, efter et sekund ramlede de imod hendes hænder. Hun kiggede op på Sonia nu med grønne øjne igen "Jeg har været på vejen længe, set en hel del, men jeg er sikker på at der er mere at se endnu, jeg kunne gå på vejen resten af mit liv og stadig ikke se det hele" hun kiggede ned på bålet igen, rejste sig så og gik hen til en lille plet tørt græs som hun med det ene af hendes sværd skar over nede ved bunden og tog så op da hun lod sværdet falde på plads omme på ryggen igen og gik tilbage med det og lagde det på bålet så det kunne blive tændt. "Mine forældre blev myrdet..." Hun satte sig ned igen og tog stenene op, men inde i hendes hoved kom billederne af hendes døde forældre frem lige som i hendes mareridt. "Jeg havde en lillesøster..." hun smilede svagt ved mindet om hendes lillesøster og begyndte at køre stenene mod hinanden. "Hun blev adopteret væk til et par af forskellig race der derfor ikke selv kunne få børn, de så mig som gammel nok til at jeg kunne passe på mig selv og efterlod mig i det forfærdelige hus" hun havde nu sagt så meget mere end hun ville, men samtidig så meget mindre end hun kunne. I ren raseri slog hun stenene mod hinanden og ilden startede lystigt i bålet imens en lille tåre trillede ned ad kinden, men den tørrede hun hurtigt væk. "Frugten ser lækker ud, jeg henter lige det brød jeg har tilbage"

Da hun rejste sig for at hente brødet, sad Sonia lidt og tænkte over, de ting hun havde sagt. Der var så mange paralleller på en lidt pudsig måde. De havde begge rejst meget, og været forældreløse. Det havde Sonia trods alt troet, at hun var, indtil for nylig, ligesom hun ikke havde troet, at hun havde nogen søskende tilbage. Tingene havde dog ikke været, som Sonia troede, og det var hun lykkelig og taknemmelig for. Så da Jamara kom med brødet svarede Sonia med: "Jeg troede, at min søster var blevet taget af ulvene. Jeg mente, at jeg så mine forældre brænde inde under en påsat brand, og jeg så min bror blive bortadopteret, mens jeg selv måtte blive på børnehjemmet...." Hun lod det kort hænge i luften "Min far var sluppet ud, men kunne ikke finde os. Jeg fandt ham fornylig. Inden da havde jeg stødt på min søster. Det har vist sig, at hendes mor var en lupinus, så ja, hun blev taget af ulvene, men for opdragelsens og flokkens skyld.. Og hun vidste hvor vores bror var... Jeg har levet så længe uden dem... Så det har virkelig gjort mig lykkelig at finde ud af, at verden ikke var, som jeg troede". Det havde virkelig vendt op og ned på hendes livssyn. Nu troede hun virkelig mere end nogensinde på, at alting var muligt - virkelig ALT!

Hun gik tilbage og satte sig med brødet, hun hørte lidt på historien imens hun brækkede brødet i to og rakte Sonia den ene halvdel så kiggede hun op på hende da hun var færdig "Jeg så mine forældre dø, det kommer de aldrig tilbage fra" hun lagde pres på så for at vise at hun mente det, at det ikke bare var en tale måde "Og min lillesøster er glad, måske så hun hendes forældre dø men nu lever hun et så normalt liv som hun kan, jeg har ikke tænkt mig at fjerne hende fra det" hun kiggede lidt på Sonia, hun havde ikke den mindste lyst til brødet der lå i hendes hånd "Det er godt at du har håb, men jeg mistede det for lang tid siden og jeg får det ikke igen" så vendte hun sig fra Sonia og kiggede ind i flammerne, hun var begyndt at se sig selv som ilden, vild og ustyrlig og nogle dage undrede hun sig virkelig over om det nogensinde var ment at hun skulle leve i en familie med lillesøster og to glade forældre. Hun rykkede lidt i det sorte hår, hvad hun var snød tit mange fordi hendes hår var sort og kort, men hvorfor have langt hvidt hår og ligne alle andre? Hun vendte sig igen mod Sonia, men kiggede ikke på hende i stedet tog hun en af frugterne op, hun var ikke helt sikker på hvilken det var, men det lå nok mest i at hun ikke kiggede ordentligt på det, hun tørrede det bare af i nederdelen og tog en bid.