Amuletten til den anden verden

Amuletten til den anden verden

Denne legende kendes kun af de mest lærte indenfor sten og amuletter.
Det er den sten, som Sonia Hiskouto går rundt med. Hun kender historien fra sin mor, som hun fik amuletten fra.

Historierne om prinsen, prinsessen og kampen mod dragen er en kendt fortælling. Den går igen og igen, men i det lille land Hupna, skete der noget, man ikke havde regnet med.
Som man kender det, blev prinsessen givet til dragen for, at den ikke skulle angribe kongens by, og dragen nægtede at tage imod mindre end kronprinsessen, Lagrima. Den smukke prinsesse med det lange, gyldne hår, der bar de flotteste bølger, man kunne forestille sig. Som tråde af 24 karats guld, og med øjne så blå som safirer.
Aftalen gik i hus, og prinsessen blev udleveret til dragen ved solopgang. Ingen skulle nogensinde finde på at redde hende, advarede den, men kongen nægtede at lytte. Den ene ridder efter den anden blev sendt ud for at finde prinsesse Lagrima og bringe hende hjem. Dragen havde fået prinsessen, og nu ville kongen have sin ældste datter tilbage.
Solen stod op og gik ned mange gange, før der en morgen ankom en prins fra et fremmed land. Han ville bringe prinsessen tilbage, sagde han, og kom han ikke tilbage, så havde dragen dræbt ham. Ingen havde nogensinde hørt om, at denne drage skulle have dræbt andre, selvom man efterhånden frygtede for prinsessens liv.
Prinsen drog af sted. Rejsen gik igennem dybe dale, høje bjerge og over havet i det omskiftelige vejr, der nær havde dræbt ham. Båden på havet sank i en storm, men havfruer reddede ham i land. De advarede ham mod at drage videre, men han nægtede at lytte. Han skulle finde prinsesse Lagrima og have kongeriget tilbage.
I den dybeste skov nær dragens hule hørte han en vidunderlig sang, og ikke længe efter fandt han prinsessen; dansende og syngende. Så smuk i aftensolen, at han måtte stå helt betaget og kunne ikke mæle et ord, da hun først opdagede, at han så hende. ”NEJ!” råbte hun af ham. ”Jeg vil ikke med tilbage, jeg bliver her!”. Det skingre udråb vækkede ham, og han fandt sit sværd frem. ”Jeg vil redde dig fra dragen.” ”Jeg vil ikke reddes fra noget som helst” holdt hun vredt på og vendte ryggen til ham med korslagte arme. Han stod tavs et øjeblik, før han bevægede sig mod den grotte, han kunne ane, og som nok var dragens. Lagrima fór efter ham, tryglende og bedende om ikke at slå dragen ihjel, der havde hørt hendes råb og kom ud fra hulen. Alle de andre riddere havde fået et par knubs, men dragen havde sagt, at når først prinsen fra det fremmede land kom, så ville eventyret ende.
Lagrima forsøgte at redde dragen, som hun havde forelsket sig i, men prinsen lod hende ikke distrahere ham, og han lyttede ikke til hendes klagesang.
Som dragen havde sagt, ville prinsen vinde, og på dødslejet efter en hård kamp, gled en tårer fra dragen og ned til prinsessens hånd, da hun lå tæt på ham og grad. ”Min prinsesse, find mig her” hviskede han til hende, og tåren forvandlede sig til en lille turkis sten. Hun skjulte den for prinsen, da hun rejste sig fra den døde drage. Modvilligt fulgte hun ham hjem, hvor kongen befalede et bryllup.
Solen stod op og gik ned mange gange, før prinsessen fandt ud af, hvad stenen skulle gøre godt for, trods hun havde sørget for at sætte den i en kæde og altid have den tæt på sig. Uden hun helt vidste hvordan, havde hun åbnet en magisk port. Med en smule angst men endnu mere mod, trådte hun igennem porten og kom til en foranderlig verden, hvor hendes drage ventede hende. Hun genkendte ham, selvom han ikke lignede sig selv. Han var blevet menneske som hende, her blev han blot kaldt for en Magus, fordi magien levede i alt, en selv og i alt omkring en. Her ville hun også være en magus, og hun lærte magien at kende hos den prins, han var blevet i dette fremmede land.
”Så længe du er her, så går tiden ikke, men vi kan være lykkelige sammen, så længe du ønsker, og du kan besøge mig, så længe du vil. Du vil altid kunne drage hjem, og jeg vil vente på dig her fra nu af og for altid”.
Verden, hun var kommet til, lærte hun at kende som Fabula, og her levede hun lykkeligt med sin drage. Kæden endte hun med at smide i havet. Nej, hun blev aldrig ældre, og hun kunne ikke få børn med sin mand i denne verden, men hun var ligeglad. Hun blev hos ham af ægte kærlighed og levede lykkeligt, indtil skæbnen tog deres liv sammen. Nu lever de i en anden verden og er mere frie end nogensinde – sammen.

---

Det siges, at stenen kunne bringe Lagrima til alle de verdner, hun ønskede sig. Hun behøvede bare at forestille sig den perfekte verden, og så kunne hun drage der til - parallelt med sin egen verden. Lagrimas perfekte verden var en verden ingen kunne styre, og hvor hendes drage var.