hjemme...

Hjemme. Langt om længe.
Moichi havde ikke brudt sig meget om, at han stadig måtte forlade den lille nye familie for at arbejde. Egentlig havde han mest lyst til at blive hjemme og pusle om sin lille søn, Matthew, og sin elskede hustru. Men Hiskouto havde planer med ham. De havde snakket løst om, at han skulle have job som lærer på Rihatsu - måske endda Rektorposten, når den nuværende rektor engang gik i. Selv var han mere i tvivl. Dette var en nyhed, som han ikke havde fået delt med Frida endnu, men det var nok snart på tide. Han lod ikke til at få lov med at hjælpe Hoshi med sit job som overhoved af slægten. Hoshi havde trods alt også stadig sin far til hjælp. Så unge de var - ham og Hoshi.
Så hjem kom han. Lidt træt. Lidt slukøret. Han glædede sig allerede til at omfavne Frida og tage deres lille, rødhårede søn op. Mærket af ilden, ligesom Frida, men med Hiskoutos smukke, blå øjne, ligesom han selv bar.

Frida havde gået hjemme hele dagen og nussede med en masse små ting, hun nød faktisk helt bare at kunne gå hjemme og passe huset og hende og Moichis elskede søn, efter hun var kommet til Kirsebærdalen var hun blevet en del mere stille i det og meget mere huslig, en rigtig lille hjemmegående husmor, ok hvem havde lige regnet med at hun ville ende med at blive det, det var der nok ikke mange der havde. Hun havde lige lagt Matthew til at sove i hans lille vugge mens hun selv havde sat sig til at læse en bog, ja hun skulle jo sådan set lære lidt om kulturen og alt det der hørte til når man nu boede her, så det brugte hun meget tid på når det var at Moichi ikke var hjemme, og når Matthew sov, for så havde hun tid til det, hvilket jo bare var dejligt, hun savnede allerede at have Matthew i sine arme, der var ikke noget bedre end at kunne sidde og vugge ham lige så stille frem og tilbage og bare kunne sidde og kigge på hans søde og smukke lille ansigt, jo hun elskede også at være i Moichis arme, men det var bare noget andet når hun sad med sin søn, en søn hun aldrig havde troet hun ville få, hun havde altid været meget i mod at få børn, og især efter at hendes søster havde tvunget hende til at få en abort da hun havde fundet ud af at Frida var gravid, og så med Colins barn, derefter havde Frida sagt at hun aldrig skulle have børn, men den opfattelse havde Moichi ændrede på, hvilket hun virkelig elskede ham for, for følelsen af at blive mor for første gang var virkelig den bedste følelse i hele verden efter hvad hun mente.
Hun kunne ikke lade være med at sidde og smile en smule, hun håbede snart at Moichi ville komme hjem, for hun savnede ham når han ikke var hjemme, men hun viste jo også godt at han blev nød til at arbejde.

Døren lukkede han stille bag sig, da han aldrig helt havde styr på, hvornår deres lille søn sov, så han listede ind og smilede. Der sad hun jo. Han mente stadig, at hun blev smukkere og smukkere for hver dag, og selvom kroppen altid ville bære præ af at have båret et liv i sig, så generede det ikke Moichi det mindste. Det havde ikke gjort hende mindre smuk i hans øjne. "Hej min elskede, Frida" smilede han varmt "Hvor er min søn? Sover han?" En kærlig og omsorgsfuld mor og far. Så heldig havde den lille Matthew været. Mon han ville mene det, når han blev voksen, også? Han ville nok hade dem, når han nåede teenagealderen, ligesom de fleste andre teenagere hadede deres forældre - og alligevel... alligevel var Moichi overbevist om, at Frida ville forblive lige kærlig og omsorgsfuld. Hun var en fantastisk mor. Moichi kyssede hende let og mildt. Tydeligt ligeså forelsket som da han første gang så hendes kræfter udvikle sig, og da ilden først mærkede hende... Der var han helt solgt. Kærligheden voksede derefter i takt med, at han lærte hende at kende.

Frida kiggede op da det var sådan at hun hørte Moichi komme ind og sendte ham et kærligt smil, hun elskede ham, det var der ikke nogen tvivl om, selvom noget af hendes hjerte stadig lå ved Colin og altid ville gøre det, så elskede hun virkelig Moichi og det ville hun også gøre resten af hendes liv, han var blevet hendes liv, ham og deres søn, og hun kunne faktisk ikke vente til de skulle have sig flere børn, for det ville hun med glæde give ham, og hun ville give ham sit liv hvis det var det han ville have. "Hej min skat, velkommen hjem" sagde hun kærligt og lagde bogen fra sig på et bord ved siden af sig, "Ja han kunne ikke holde sig vågn mere, så han er lige blevet lagt til at sove" sagde hun og lyste endnu mere op i et smil, det gjorde hun altid når de snakkede om deres søn, det var tydeligt hun virkelig elskede ham meget. "Har det været en hård dag skat" spurgte hun igen kærligt og strøg ham blidt over kinden da han kom hen og gav hende et kys, hvilket hun bare gengælde. Hendes følelser for ham havde lige fra de lærte hinanden at kende vokset hele tiden, og deres forhold havde vokset sig meget stærkt fordi de havde klaret sig igennem de problemer der havde været, lige som hun også var glad nok for at de havde ventet med at have sex til de var blevet gift, ok det havde ikke været nemt for hende, men hun var stadig glad for det, for det betød bare at der var noget specielt mellem dem.

Det lod til, at Moichi måtte vente lidt med at holde sin søn i sine arme igen. Det gik jo nok. Så måtte han 'nøjes' med sin vidunderlige hustru, som han satte sig med på skødet i lænestolen, hvor hun før havde siddet. "Ja, det må jeg vist indrømme" smilede han varmt og kyssede hende igen, "Der bliver lagt planer for mig i familien... det lader til.." Han tøvede lidt og overvejede kort, hvordan han skulle få det fortalt. "Ja.. jeg håber, at du kunne lide at date din lærer" startede han stille med et drillende smil om læberne "For du risikerer nu at være gift med den kommende rektor for Rihatsu". Han vidste ikke selv, hvordan han havde det med det, så nu ville han se hendes reaktion, før han bestemte sig. Havde hans mor været mand, så havde han stået som kommende overhoved af hele slægten, men nej. Mændene først, og hans næsten jævnaldrene morbror var i stedet slægtens leder. Moichi kendte sin plads, men det forhindrede ham ikke i at ærgre sig i stilhed. Udadtil var der ingen, der så, hvordan han havde det, måske med undtagelse af Frida, der trods alt kendte ham bedre end nogen anden. Hvad der blev sagt og gjort hos familien, det blev hos familien.

Frida strøg ham blidt over kinden da han sagde at det havde været en hård dag, hun hadede når han havde haft hårde dage, for så var han træt når han kom hjem til hende, ikke at det gik ud over hende eller Matthew, men hun ville bare gerne have at han var frisk og glad og det var ikke altid han var det når han kom hjem efter en hård dag, men igen det var der vel ikke nogen der var når det kom til stykket. Hun satte sig bare ned oven på ham og kyssede hans hals inden hun gengælde hans kys, hvor var det bare godt at han var kommet hjem, for selvom det ikke altid var længe han var væk, så hadede hun at være adskilt fra ham i længere tid af gangen. Hun kiggede en smule undrende på ham da det var sådan at han begyndte at snakke om planer, det havde hun da ikke hørt noget om før, "Planer" gentog hun lige så stille og ventede bare på at han ville fortælle videre. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, "Skat du ved hvordan jeg havde det den gang, jeg havde ikke noget mod det, tvært i mod så holde jeg meget af dig og det er jo kun blevet mere og mere" sagde hun kærligt og kyssede hans kind og sendte ham et sødt smil, at han så sagde at han kunne blive den kommende rektor på Rihatsu, ja der viste hun ikke hvad hun helt skulle sige, hun havde bare regnet med at han skulle være lære igen, men rektor, det var da alligevel meget stort, hun prøvede at sige noget, men det gik ikke helt godt og så rystede hun på hovedet for at få samlet sine tanker lidt, "Skat du skal kun gøre det hvis det er hvad du vil, men uanset hvad du gør, så ved du at du har min støtte, men det lyder da som et rigtig godt job, selvom jeg godt ved at det ikke er det job du helst vil have" sagde hun med et sødt smil op til ham og kyssede ham blidt på kinden igen.

Det var rart at blive mindet om hendes støtte. Han vidste jo, at den slags ikke bare var obligatorisk, der hvor hun kom fra. Der var en kvindens anerkendelse, respekt, og støtte noget man skulle tilegne sig og ikke noget, man bare fik ved at være mand. Sådan var det bare, og det var der intet at gøre ved. Det sværeste, han havde været ude for, var den fyr, der havde fornærmet Moichi og derved hele slægten. Havde det stået til Moichi, så havde han dræbt ham på stedet. Frida ville ikke have det, og det havde han respekteret. En svær beslutning, specielt når kulturerne var så modstridende.
"Nej, det er ikke det job, jeg ønsker" svarede han stille og strøg hendes kind "Men jeg vil aldrig opnå det, og jeg må kende min plads. Desuden vil jeg starte som lærer på Rihatsu. Ikke lige nu, men med tiden". Det var ikke til at sige, hvornår den nuværende Rektor ville gå af, og Moichi ville ikke blive rektor før det. Der lå et roligt smil om hans læber, mens han betragtede Frida. "Uanset hvilket job, jeg fik, så ville den største glæde ved det altid være, når jeg fik fri, så jeg kunne komme hjem til dig og lille Matthew".

Frida viste godt hvor svært det nogen gange var for Moichi, for det var jo også svært for hende, det med at lære en helt ny kultur og hvordan det var at bo sådan et sted, men hun mente selv at det gik rigtig godt, og hun havde jo også stillet sig imellem Colin og Moichi da det var at Colin havde været efter Moichi, dog viste hun godt at det ikke falde i god jord at hun ikke ville have at Colin blev dræbt, men den del kunne Frida ikke leve med, at det ville være hendes skyld at han var død, men hun havde heller ikke fundet sig i den måde han havde snakket til Moichi, for det havde jo også ramt hende og der var hun bleven sur, hvilket de begge to havde fundet ud af.
"Men skat du skal kun gøre det, hvis det er det du vil, men for at være ærlig, så ville jeg have gjort det hvis det var mig, for det lyder altså til at være et ganske godt job, og du kunne jo godt lide at være lærer den gang vi mødte hinanden, så hvorfor sige nej" spurgte hun roligt og lagde hovedet ned på hans skulder da han strøg hendes kind, det var virkelig dejligt at han gjorde det, men det var i det hele taget bare dejligt at være i hans arme og tæt på ham igen. "Har de snakket om andre jobs hvis du siger nej eller er det, det du kan få lige nu, og se det kan jeg kun være enig i, ville være lidt træt af hvis du kom alt for langt fra os, men hvis det var, så ville vi bare flytte med dig" sagde hun med et kærligt smil, altså det blev de bare nød til, for hun kunne ikke undvære sin mand, og lille Matthew kunne ikke undvære sin far.

Familien havde aldrig fået noget at vide om, hvad der var sket på den kro, og det skulle de heller ikke. De ville ikke tøve med at opspore Colin og slå ham ihjel, og Moichi selv ville blive vanæret for det. Sådan var det bare, så det måtte blive mellem ham og Frida.
Jo, han kunne lide at undervise, men Rihatsu var ikke det samme som Tylypahkaa. Her var man langt hårdere. Nårh ja, Moichi var vant til det, men det var virkelig to forskellige ting. "Som sagt. Jeg skal ære den plads, jeg bliver givet. Jeg har som sådan ikke lov at sige nej" svarede Moichi med et lille træk på skuldrene "og det er et ærefuldt erhverv her". Det var det virkelig, og han ville nok vænne sig til det. Måske handlede det mest bare om, at han stadig følte sig lidt for ung til det? Han smilede dog stort af, at hun bare tog det så let - hvis han skule arbejde langt væk, så ville de bare flytte med. Moichi havde dog ingen planer om at forlade Kirsebærdalen, så det gik nok alt sammen. Blidt kyssede han hende igen og betragtede så hendes øjne. "Jeg elsker dig, Frida".

Frida viste godt at det der var sket på den kro skulle blive mellem hende og hendes mand hvis ikke at det hele skulle ende helt galt, og hun ville helst bare have det til at ligge i baggrunden, det eneste hun havde tilbage som sådan rigtigt kunne minde hende om Colin, ja det var hendes søns mellemnavn som var Colin, men det havde også været en kamp at få lov at kalde ham det, for Moichi havde jo på ingen måder været glad for det, og hun forstod ham også godt, men som hun havde sagt, så var det som en afslutning på hendes liv uden for kirsebærdalen og fra det liv hun havde fået bygget op sammen med Moichi.
Hun nikkede til det han sagde, det var stadig ikke nemt for hende at følge det med ære sin plads, men det var blevet meget bedre her på det sidste, men nu havde hun også været her et stykke tid jo. "Jamen skat, det lyder altså også som et godt erhverv, men uanset hvad, så er jeg lige her ved din side, jeg har ikke brug for at være andre steder, det er her jeg høre til" sagde hun og strøg ham blidt over kinden og sendte ham et kærligt smil, ok hvis hun skulle se det på den måde så passede det jo, selvom hendes søster stadig mente at Colin var hendes livs kærlighed, så havde Frida faktisk selv ændret mening, Moichi var hendes livs kærlighed. Hun gengælde blidt kysset og lagde sin hånd på hans skylde og kunne ikke lade være med at smile da det var sådan at han kiggede hende ind i øjnene "Jeg elsker også dig, mere end du ved" sagde hun kærligt.

Det glædede ham sådan at se og høre, at hun virkelig var der for ham, og hun var det, fordi hun ville det. Med en hvilken som helst anden hustru, hvis han havde fundet hende her i landet, så havde hun været det af pligt og ære - ikke af lyst og kærlighed nødvendigvis. Dette var langt mere værdifuldt, og det satte han pris på. "Jeg må nok hellere takke ja, og så ser vi, hvad der sker... Det er næppe imorgen, vi snakker om. Der kan gå længe" smilede han og kyssede hende igen. Det kom jo an på, hvornår en lærer gik af, og om de mente, at han kunne klare det fag, for ellers havde de andre, der kunne sættes ind. Så besværligt. Men sådan var det bare. Han kyssede Frida endnu engang, lidt mere intimt end før. "Så dejligt at være hjemme" hviskede han stille.

Hendes kærlighed til ham var ikke til at tage fejl af, for hver gang hun så ham lyste hendes øjne en smule op, hvilket gjorde det tydeligt at hun virkelig elskede ham, og det bedste ved deres forhold var at de faktisk næsten aldrig skændes, mange ville nok sige de havde det perfekte forhold. Lilje sagde det hvert fald tit til hende når hende og Matthew jr. kom over og hilste på hende når Moichi var på arbejde, det var nu meget dejligt at hun gjorde det, men hun ville nu alligevel ønske at Ast også gad komme lidt mere, men hun forstod hende vel et eller andet sted godt, hun havde det ikke godt med børn, så hun fordybede sig i et eller andet arbejde som Frida ikke viste hvad var. "Det lyder som en god ide skat, så må vi bare tage tingen som de kommer" sagde hun kærligt og strøg ham drillende op af halsen og ned igen og sendte ham et drillende smil. Hun gengælde det intime kys med et lige så intimt kys og sendte ham så endnu et kærligt smil "Det er også dejligt at have dig hjemme og ved jeg Matthew også mener" sagde hun med et sødt smil, Matthew forgudede sin far rigtig meget, hvilket Frida bare var rigtig glad for at han gjorde.