Lav en historie på 15 minutter...

Lav en historie på 15 minutter...
Sådan lød opgaven. Koneko og jeg arbejdede sammen, og uredigeret kom der dette ud af det:


Sommertid. Vintertid. Årets gang. Træernes forvandling sker igen og igen. Så ens for øjet, der ikke ser. Mirakler for dem, der kigger nærmere. Ask, Eg og Birk stod side om side, trods hvor forskellige de var. De levede side om side med kronerne flettet sammen. Ofte diskuterede de om de var et træ, eller om de var forskellige. Folk så ikke altid mellemrummene imellem de snoede stammer, og de bemærkede sjældent forskellene - trods at Ask var smidigst, Eg var den største og stolteste, mens birk var sin helt egen; hvid og lys.
Ved siden af dem stod Pil. Dens grene hang trist ned af. Sørgmodig. Den var ikke en del af dette fællesskab og folk så ikke på den med forundring og nysgerrighed. Folk bemærkede den slet ikke eller dens forvandlinger gennem tiden.
Men den midsommernat, hvor træerne bryder ud og danser med feer og elevere i måneskin, lod Pil tage Egs plads i trekløveret, så Eg ved solopgang måtte tage Pils plads. Han følte sig for stolt, men lyset tvang ham til det. Aldrig havde piletræet grædt så meget som den kommende sommerdag.
Folk stoppede op af forundring over træet og løftede dens grenehang for at se ind i den forunderlige verden. Børn legede, hjortene gemte sig og fuglene byggede reder skjult fra verden. Pil, der var i Egs plads, følte sig ensom, trods den nu stod sammen med Ask og Birk. Den savnede sine venner af børn og dyr. Ask og Birk var ikke det samme livlige selskab, og der var kun fuglene til at underholde dem i deres flotte trækroner. Pil måtte stå i Egs plads indtil næste leg i måneskindet.
Ved midvinter i frostens kulde stod månen endnu engang magisk over skoven. Den lod træerne bryde ud endnu engang. De dansede med vinterfeerne, som de havde gjort med sommerens feer. Eg ville dog ikke forlade sin plads fra piletræet. Han var bange for at Pil ville komme tilbage. Han nød selskabet fra børnene og hjortene, og han følte sig igen stolt over sin plads i livet - trods at det ikke var det samme som før. Ganske rigtig ønskede Pil at få sin plads igen. Men da han ikke kunne lokke Eg ud fra træet, måtte han forsøge sig på anden måde. Pilen begyndte i stedet at fortælle om hvor flot han havde stået i sommersolen med agern, og de smukke farver i efteråret, hvor pilen blot var trist og kedelig. Eg begyndte at savne sit gamle liv, men han havde heller ikke lyst til at forlade piletræets glæder. Da solens stråler atter tittede frem stod Egs stærke grene og Pils lange hår så tæt flettet sammen. Det var ikke til at se, hvor den ene begyndte og den anden endte. Begge havde sine glæder, og delte hinandens. En glæde delt, er dobbelt glæde.