Hvad Fanden Gør Man?

Dette er en trådestart til Maria Noir på Parisian Vampires. Den blev skrevet i vrede og tårer, og det er et af mine længste indlæg til dato - til gengæld er jeg også ret stolt af det

Hvad fanden gør man, når frustrationerne går en op over i begge øre? Hvad fanden gør man, når man er klar til at fare i flint hver andet sekund? Når man bare har lyst til at gribe ud efter den første og bedste for blot at klemme livet ud af dem, trods at det blot vil få en til at hungre efter flere – mere blod, mere død, mere ødelæggelse. Ja, ødelæggelse! Det var dét, man skulle gå efter. Skadede man andre, så ville man såre dem, og så ville den onde cirkel køre. Derfor holder man bånd på sig selv og lukker andre ude, mens man forsøger at glemme hadet og frustrationerne. Det virker bare ikke! Man samler vreden sammen som en svulmende vulkan, hvor magmaen samler sig, og til sidst sker der det, at selv den mindste rystelse får en til at eksplodere og ødelægge alt omkring en. Man står derefter alene. Alle er flygtet i skræk, og der går lang tid, før tingene begynder at blomstre op igen. Men hvad er der at gøre ved det? Intet. Der er intet at gøre. Man sidder bare der – alene tilbage – og venter på, at alt går i bero. At alt igen kan vende tilbage til det normale. Men… hvad skulle man gøre? Hvad kan man gøre? Man står der med de indespærrede følelser af frustrationer, vrede og ellers bare en rigtig dårlig dag. Og ud af ingenting så er der én, der bare stiller det helt forkerte spørgsmål. Lige dét ene spørgsmål, man bare ikke har brug for. ”Er der noget i vejen?” Ja, nu skal du høre, der er sten, grus og asfalt – men hvad fanden hjælper det mig? Og nej, man har ikke en skid brug for at snakke om det. Ønsket om at være i fred er alt overskyggende. Man forsøger at lukke sig inde i sig selv. Små udbrud af rystelser lader man sive ud omkring dem, der står en nærmest. Advarslen om, at der er noget undervejs, og man bare skal være alene NU. Alle skal bare væk, inden man virkelig eksploderer og mister dem helt. Men forstår folk advarslerne? Ved de at lige om lidt bliver man den næste Pompei? Nej. De er nogle ignoranter. De tror, at der ikke sker noget. De små rystelser tager de blot som, at man lige skal afreagerer, og så er alt glemt igen. Men sådan er det jo ikke? Er det? Ikke i min egen verden, men det er måske kun mig, der føler sig som en levende vulkan, som alle tror, sover eller er direkte død.
Sådan gik den unge kvindes tankespil. Den unge kvinde, der sad der helt alene en kold aften. Eller… Aftenen var langt varmere end de havde været den sidste tid, men hun følte kun kulden udenom sig, mens den brændende vrede sejrede indvendigt. Det værste udbrud var ovre. Hun havde taget den lyseblå dunjakke fra stumtjeneren, der væltede bag hende, da hun rev døren op. Blev den samlet op? Nej. Hun var faret ud af døren, som var smækket hårdt i bag hende. Han havde været død, hvis øjne kunne dræbe. Det ønskede hun selvfølgelig ikke, udover lige i det sekund hvor udbruddet stod på. Bagefter ville hun fortryde, og nu ville der ikke gå længe, før hun ville skamme sig over i det hele taget at have ønske sådan en forfærdelig ting. Hendes hænder var på skifte knyttede og løse, og når hun slappede af i hånden, så var hendes negle i en slåskamp med hinanden, der til tider greb fat i den nederste del af hendes lynlås. Hendes negle var flere gange ved at give efter den hårde behandling fra resterne af den vrede, der brændte. Fortænderne bed hårdt i den sprukne underlæbe, der fik blodet til ligeså stille at titte frem. Flere små bid fulgte over den døde hud, så den forsvandt og gjorde læberne endnu mere følsomme og sårbare, men smerterne bed hun bogstaveligtalt i sig. Den kolde blege hud var ligeså bleg som altid – næsten ligbleg. Kun omkring øjnene var hun rød og det sveg hver gang hun blinkede. Derfor var de blå øjne klemt i det meste af tiden. De blå øjne var våde endnu, mens frustrationerne spændte i hele hendes krop, så det gengav små rystelser, der for en gangs skyld ikke kom af kulden, som hun følte. Når hun endelige åbnede øjnene, så opdagede hun, hvor hun var og kunne endnu engang briste i gråd. Aftenen var mørk og hun stirrede ned i det sorte vand, hvor hun sad på kanten. En stor bølge ville have gjort hende gennemblødt, men vinden var stille til aften. Et skub ville have smidt hende ned i det kolde vand. Halvt om halvt ønskede hun det. Hun kunne godt bruge det skub, og derefter bare blive holdt nedenunder vandet, indtil hun ikke længere mærkede, at det hun trak ind ikke var luft, men det kolde sorte vand. Det sidste hun havde lyst til nu, det var at komme hjem og se sin far i øjnene. Hans ord var så hårde, og de sagde altid, at han stadig så hende som en lille pige. En lille pige, der ikke kan se, hvordan verden hænger sammen. Han stolede ikke på, at hun kunne klare sig selv. Han troede ikke på, at hun kunne klare sig igennem livet på den måde, som hun gjorde. Hun havde et arbejde – endda et godt arbejde, der kunne tage hende videre. Men han skulle altid minde hende om, hvor hård branchen var og hvor skidt alting kunne gå, ligesom han ikke troede på, at hun kunne finde et hjem for sig selv og klare sig der. Han troede ikke på, at hun kunne sætte et budget sammen. Han troede ikke på, at hun tænkte over sine backupplaner. Han ville bare ikke indse, at hun faktisk godt vidste, hvad hun gjorde. Det var ligesom, da hun var lille. Han havde altid været perfektionist, ligesom han altid havde været pessimist og en smule paranoid. Hun kunne synge så smukt. Hun kunne tegne så pænt. Hun skrev fantastiske historier. Og uanset hvad hun gjorde, så var der altid fejl, som han skulle påpege. Intet hun gjorde var godt nok. Intet var godt nok til ham. Hun var en fejl. En skamplet. Hun kunne aldrig nogensinde blive god nok til ham. Og alligevel påstod han, at hun var hans et og alt. Hans lille guldklump, der var komplet uerstattelig, og ingen ville nogensinde blive god nok til hende. Nej, det var ikke det, der var problemet. Problemet var, at ingen var god nok til at være hans svigersøn, for intet var godt nok til ham. Det var vel også derfor, at han altid havde arbejdet det samme sted. Han startede ud et sted, som han dybest set ikke ønskede at være, og der var han bare blevet, fordi ingen andre steder var gode nok til ham – og så kunne han ligeså godt blive, for han vidste jo, hvad han havde, men ikke hvad han ville få. Man kom bare ingen vegne i livet på den måde. Hun forstod det ikke. Hvordan kunne man leve et helt liv på den måde – uden at ville tage chancer, man skulle altid have ryggen fri. Der var intet, der måtte overraske en. Der var ingen, der nu måtte komme og kunne skubbe en ud over kanten. Kanten ned til det sorte vand, der ville gribe om en og tvinge en til aldrig mere at se dagens lys. Hvor befriende.
Her lå så bare endnu et problem. Hun var ikke vandskræk, så det var ikke det. Hun var godt nok ikke glad for vand og mørke, men… det var mere døden, som hun altid havde været skræmt af, men samtidig også så fascineret af. Hvad var det nu, den der gamle film hed? Den der, hvor de tog livet af hinanden og så livede hinanden op igen, så de kunne fortælle, hvad der lå på den anden side. De blev nærmest sindssyge, og der skete en masse, som hun ikke kunne huske. Måske… Måske ville hun en dag have turdet gøre det samme, hvis hun havde muligheden. Og alligevel. Hun var aldrig blevet bedøvet før, så ville hun have turdet ligge sig på en briks og overlade sit liv i andre hænder. Ville hun turde stole på, at de reddede hende tilbage til livet? Nej, hun havde alt for svært ved at stole helt igennem på nogen. Det var hendes fars skyld. Han nævnte altid de værst tænkelige ting og satte en skræk i livet på hende, så hun ikke tog chancerne, som hun burde tag. Skulle hun tage en chance nu og lade sig glide ned i Seinen. Ned i det kolde vand. Og skulle hun så bare håbe på, at nogen ville fiske hende op igen – redde hende. Det kunne måske lade sig gøre, hvis der var nogen der så hende. Men der var bare så mennesketomt på denne tid af døgnet, selvom byen aldrig sov helt. Nårh ja… mennesketomt… der var garanteret vampyrer i nærheden. Dem havde hun det jo med at støde ind i efterhånden. Og de alle så hende som noget anderledes. Noget mærkeligt. Kort lod hun tungen glide henover de lettere spidse hjørnetænder. De sagde, at hun havde deres blod i årene. Det var måske også rigtig nok. Hun var heller ikke glad for sollyset, ikke den direkte sol i hvert fald. Der var mange små ting. Men hvorfor havde hun så ikke fået nogle af de gode ting? Styrke? Hurtighed? Bare en lille smule ynde? Nej, hun var svag og ynkelig. Hun var tilmed så klodset, at hun ikke kunne blive stående på sine egne to ben i længere tid uden at være ved at falde. Fandtes der mon klodsede vampyrer? For så måtte det have været sådan en, som hun nedstammede fra. Det var hun overbevist om – men om det var sandheden, det var der ingen, der kunne fortælle hende. Der var jo ingen, der nogensinde havde bevist, at hun havde vampyrer i sin familie. Rygterne var løbet, og de var løbet stærkt, men der var ingen beviser.
Ligeså stille mærkede hun, hvordan pulsen igen slappede af. Roen var kommet over hende. Nu skulle de sidste frustrationer bare forsvinde. Hun vendte de blå øjne mod himlen med sit rødlige slør over den sorte nat. Det var byens lys, der gjorde det. Skyerne dækkede for himlen, og byens lys gav genskær i skyerne. Der var intet at gøre ved alt dette. Måske skulle hun alligevel bare komme hjem. Hun skulle til at rejse sig, men hun opgav. Måske skulle hun så bare gøre, som hun havde overvejet? Glide ned i vandet? Nej, hun ønskede jo ikke at tage livet af sig selv. Hun ville dybest set bare have sin fars anerkendelse. Hun ville accepteres for det hun var. Hun ville ikke være perfekt, for det kunne ingen – ligesom hendes far sagde. Men hvis ingen kunne blive perfekt, hvorfor så prøve så hårdt på at opnå det, når man alligevel bare blev trådt på, hver gang man forsøgte at tage et skridt længere op af stigen. NEJ! De tanker skulle ud af hovedet – og det var nu. Hun kunne bare ikke. Blikket gled ned i det sorte vand, mens tårerne endnu engang begyndte at trille ned af hendes kinder. Ned mod mørket. Det mørke, som hun følte, at hun allerede lå i. Et dybt sort hul hvor ingen så hende eller kunne høre hende. Alting skal nok gå forsøgte hun at overbevise sig selv om. Løgnen hjalp bare intet. Løgne hjalp aldrig – heller ikke, når de foregik overfor en selv. Det var de eneste løgne, som hun brugte. Andre skulle kunne stole på, hvad hun sagde. Men… hvis man løj overfor sig selv, hvordan kunne man så garantere, at man ikke også løj overfor andre nu og da? Det var umuligt. Og hvordan skulle man kun kunne stole på andre, hvis man ikke engang kunne stole på sig selv? Måske var døden virkelig en befrielse. Ih… nu måtte hun holde op. Hun ønskede jo ikke at dø. Hun ønskede ikke at forlade denne verden. Hun ønskede at leve.
Hun tørrede tårerne væk, men intet hjalp det.