Intet Blad

INTET BLAD

Min første modulopgave på lærerseminariet. Vi skulle skrive en tekst i en selvvalgt genre med temaet lighed.
Spørgsmål til de lidt tekstanalytiske:
Hvad genre er teksten?
Hvordan træder temaet lighed frem?
Hvad står titlen for? Har den flere betydninger? Evt. hvilke?

Kulden gik direkte igennem hendes tøj. Hun havde efter hendes egen mening, da ellers rigeligt med tøj på. Det nyttede intet. De var begyndt at kaste med sne – selvom hendes veninde havde lovet, at der kun blev kastet med sne efter en, hvis man sagde, at det var okay, eller hvis man selv var startet. Ny skole, nye regler, havde hun tænkt. Hun havde derfor vovet sig ud på de snedækkede baner. Ny skole, gamle regler. Var man tilstede på banerne, kunne man med det samme forvente at få sne. Hun sagde derfor hurtigt farvel til venindens leg i sneen. Kulden var alligevel ikke til at holde ud. Hun havde trodset den i håb om et venskab, der kunne fungerer. Det så ikke ud til at være tilfældet, når man ikke brød sig om sne. Ved hvert skridt hun tog væk fra banerne, knasede sneen under hendes fødder og mindede hende om, alt det hun hadede ved vinteren. Hun nærmede sig hækken, der omgav banerne. Hun var blot en meter fra udgangen til skolegården, da det skete. – En stærk smerte omkring halsen. En ældre elevs brutale greb i hendes halstørklæde. – Kulden fra den let fugtige sne, der nu gled ned af hendes nakke. Det var dog ikke det værste! I sin kamp for at komme fri kunne hun med ét ikke trække vejret. Det var ikke længere på grund af grebet i halstørklædet, men den kolde våde fornemmelse af sne, der stoppede luftvejene. Det sad i hendes hals og i hendes næse. Jo mere hun hostede og hakkede, desto mere kunne hun mærke den kolde, ubehagelige fugtighed, der blokerede for den friske vinterluft. Hendes øjne begyndte at svige af en fugtig varme. Grebet i hendes halstørklæde blev sluppet, og hun faldt på knæ. Hostende så meget sne ud som mulig og lod hun tårerne løbe ned af kinderne. Først da kunne hun igen trække vejret. Hun kravlede det sidste stykke ud fra banerne og satte sig på den hårde asfalt. Hun prøvede at få vejret. Hun hadede vinter! Hun hadede sne! Hun hadede, at folk ikke forstod, at hun hadede de ting. De ville ikke respektere det.
Klokken ringede, og eleverne forlod banerne og skolegården. Skoletimerne! Var der noget bedre? Var der noget andet sted, hvor hun kunne føle sig så veltilpas? Hendes kammerater i klassen var virkelig kammerater når det kom til timerne. Der kunne de forstå hinanden. Der var hun ikke alene! Hun var ikke den, ingen forstod. Hun rejste sig fra asfalten. Knapt nok var hun kommet på benene, førend et par drenge fra klassen drillende skubbede hende, så hun igen var ved at falde. Tårerne pressede sig igen på. Hun orkede det ikke. Hun orkede ikke endnu en skoletime. Hun orkede ikke en time af noget mere. Alligevel gik hun ind på gangen. Hun begyndte at tage overtøjet af midt i myldret af de andre elever. Så snart hendes våde øjne blev opdaget, blev der gjort grin med hende. Det var den sidste dråbe. Hun satte kursen ud mod kulden endnu engang. Denne gang uden overtøjet. Hun ville ikke mere. Hun passede ikke ind her. Hun passede ikke ind nogen steder! Der var ingen, der forstod hende nogen steder. Ingen ville hjælpe.
Kulden bed, så snart hun trådte udenfor. Hun slog armene om sig i en selvomfavnelse, mens hun små snøftede. Tårerne måtte ikke komme ud. De skulle blive inde. Selvom hun var alene i skolegården , ville hun ikke have, at nogen skulle se hende græde. Hun krydsede mellemklassernes skolegård og gik videre til de yngstes. Her var bænke under et halvtag. De hvide mure, der omgav hende, var beskidte og fulde af graffiti. Overalt var der ufattelig hvidt og gråt. Bænken havde engang været rød. Der var dog ikke meget andet tilbage end det gamle mørke træ. Så koldt og mørkt som kammeraters imødekommenhed. Hun forstod ikke, de altid skulle drille hende. Hun hjalp da gerne dem! Hun havde da altid tid til dem! Hvorfor var det aldrig omvendt? Hvad var det hun gjorde galt? Hun droppede endda gerne sine egne lege for deres, hvis de da bare gad lege med hende. Hun forsøgte virkelig at blive en del af dem. Her var det ligeså svært som på den gamle skole. Hun passede bare ikke ind. Hun var ikke som dem. Hun lignede heller ikke dem. Hun interesserede sig ikke for de samme ting. Hun var for lille. Hun prøvede, men hun kunne ikke finde dem interessante nok. Hvad var det sjove ved ViUnge og Olivia – pigers tåbelige problemer? Hvad var det sjove ved Cartoon Network – tomme voldelige serier? Hellere en god bog eller en gammel Disney tegnefilm. Men hun læste jo bladende og så de tåbelige film, når de gerne ville. Hun besøgte dem, når de gerne ville have en med hjem. Det fungerede bare altid kun den ene vej. Ligesom når de drillede hende. Hun drillede aldrig dem! Hun havde slet ikke lyst til at gøre grin med andre. Hvad var der overhovedet sjovt i det?
Hun lagde sig ned på den kolde bænk. Hun brød sig ikke om følelsen af træ. Hun var bange for at få splinter i fingrene, så hun lå helt stille, mens hun lod blikket glide mod den hvide og grålige verden. Den virkede tom ligesom tegnefilmene, og volden var også her. Hun var flygtet fra volden ved skoleskiftet. Men følelsen af ensomhed og den tomme hverdag var stadig gennemborende. Hun kunne mærke tårerne endnu engang. Mærkede hvordan ensomheden greb om hende, ligesom kulden havde gjort, da hun trådte ud uden overtøjet. Hun strammede sit greb om sig selv, men denne gang lod hun tårerne løbe. Hun var alene. Hun havde ingen at gå til. Der var ingen, som kunne eller ville hjælpe. Hun var ikke ligesom dem. Når man er anderledes, så er man ikke velkommen. Hun kunne ligeså godt blive væk. Der er ikke to snefnug, der er ens. Du finder ikke to blade, der er ens. Selv ikke engang enæggede tvillinger er ens. Hun vidste dette. Men hun var bare ikke ligestillet med de andre. Hun blev altid behandlet anderledes, også af lærerne. Det eneste tidspunkt hvor hun var en i mængden, var når hun blev glemt! Når folk ikke huskede, at hun var der! Her følte hun sig ligeså ensom som nu. Hun stod altid sidst i køen. Hun var altid den langsomme. Hun var altid den dårligste til både det ene og det andet. Undtagelsen var skoletimerne. Her var hun den bedste og kunne hjælpe de andre. Hun ønskede at hjælpe de andre! Hun fik bare aldrig selv nogen hjælp, når hun behøvede det. Når timerne sluttede, så var det som om, at alle glemte, at hun havde hjulpet dem og været der for dem.
Mens hun sad og blev mere og mere klar over, at hun ikke var som de andre, bed kulden sig længere og længere ind i hende. Det var ikke nødvendigvis en god ting at være anderledes. Hvad nyttede det overhovedet at være anderledes, når man samtidig skulle være ensom? Hun kunne ikke se det – og hun kunne ikke ændre det. Da hun startede i klassen, havde hun virkelig prøvet at blive en af dem. Det virkede ikke. Der gik ikke lang tid før drillerierne også startede her. Hun fulgte ikke normen.
Hvis man blev tvunget til at være alene, når man var anderledes, hvorfor så overhovedet leve? Der var jo ingen, der ville bemærke det, hvis man forsvandt. De var jo ikke engang begyndt at kigge efter hende endnu. Hun betragtede gårdens store hvide ur med de sorte tal og visere. Timen var allerede halvvejs færdig.
Tiden gik – men der kom ingen og ledte efter hende. Hun var allerede glemt endnu engang. Timen ville være færdig indenfor en halv time, og hun var stadig helt alene i skolegården. Der var ikke en eneste, der bekymrede sig for hende eller hvor hun var. Sådan var det på den gamle skole, og sådan var det på den nye. Hvorfor så overhovedet være her?
Hun huskede, at folk døde af kulde til tider, og hun håbede så inderligt at kulden snart ville lulle hende i søvn. Så behøvede hun aldrig mere vågne. Hun ville hen til et andet sted – eller intet sted. I det mindste et sted, hvor hun ikke ville være så forskellig fra andre. Hun satte sig lidt op og betragtede sine hænder. Kulden bed, og hun kunne knap nok bevæge sine fingre. Hun betragtede den hvide hud. Hvid og bleg. Kulden var for langsom til at tage livet af en, når man lå her. Hun kunne mærke en trang i sig selv til at afslutte det hele. Hun ønskede ikke længere at leve. Hun kunne aldrig blive en af dem. Hun mærkede knivsbladet hvile imellem sine frosne fingre. Tungt og koldt, ligesom den kulde hun mødte hver dag fra eleverne omkring hende. Hun kunne mærke det kolde blad mod huden. Hun ville så gerne presse det mod den blege, kolde hud, der holdt livet inden i hende – holdt hende fanget i denne verden, hvor hun var dømt til at skulle være alene. Hun ville dele huden, som Moses delte vandende. Hun ville følge den røde sti mod jorden, hvor hun kom fra. Hun lukkede øjnene og ønskede så inderligt at mærke den varme følelse fra det røde blod. Men der var intet. Der var intet knivsblad. Der var intet blad nogen steder. Der var blot den hvide kulde, der omgav hende. Kun kuldens og ensomhedens skarpe blad. Verden virkede så fjern nu. Hun var her ikke længere.
Hun hørte stemmer kalde. De kaldte hendes navn. Ville de frelse hende? Ville de endelig tage imod hende og acceptere hende, trods hun ikke var som dem? Hun mærkede varme hænder hjælpe hende op at sidde. De var kommet! Eller var de?
Men hun var her ikke. Hun var her ikke længere. Eller var hun?