En Dag

EN DAG

En novelle, jeg har haft skrevet i starten af år 2008. Jeg håber, at I kan lide den.

Det var en sensommer dag og vejret var køligt. Det havde regnet tidligere på dagen og den store grå skole i to planer lå og lignede urokkelige betonklodser på denne gråtriste dag, der passede perfekt til en lille piges humør. Hun sad med benene trukket op og med armene beskyttende omkring dem under trappen. Gamle nedfaldne blade og grene, samt et par gamle buske halvt skjulte hende for dem, der kom og gik forbi, selvom det ikke var så mange, på trods af at det var frikvarter. Elever kom ikke forbi her, for her var intet at lave. Gårdene lå oppe af trappen og på den anden side af den øvre bygning. Den lille piges skulderlange hår hang løst og havde en leverpostejsagtig farve, og hendes ansigt var prydet af flere fregner end, at man kunne kalde dem charmerende, selv hadede hun dem. Hendes tøj var alt en størrelse eller to for stort, men det ville passe fint på en af hendes jævnaldrene. Hun frøs, men det gjorde hun så tit. Hun prøvede at glemme verden omkring hende, og når hun ikke kunne høre nogen i nærheden, sang hun stille med sin lyse svage stemme ”Man si’r at over skyerne er himlen altid blå, det ka’ være svært at forstå, når man ikke kan se den.” Hendes stemme knækkede flere gange pga. den gråd hun forsøgte at holde tilbage, men sang videre og omkvædet sang hun gerne flere gange ”Alting kan gå itu, alting kan gå i 1000 stykker. Kaldte du mig for ven engang, så er jeg her nok endnu.”
Klokken ringede ind. Hun sukkede og rejste sig op. Endnu et frikvarter var gået og den her gang var hun da i det mindste sluppet fra dem. Hun begyndte at gå op af trappen for at komme til sit klasselokale. Hun holdt i gelænderet, der var koldt og vådt. De andre elever kom omme fra gårdene af, og nogle nede fra biblioteket, der lå i en etplans bygning overfor trappen. Et par drenge kom løbende og grinende op af trappen og puffede pigen en enkel, men hård, gang ind i gelænderet. Hun strammede sit greb og skreg med gråd i stemmen efter dem, at de skulle stoppe, hvilket blot resulterede i, at de så tilbage på hende og grinte hånligt. Hun så vredt på dem, men denne gang kontrollerede hun vreden og sænkede blikket, mens hun roligt gik op af trappen. Hun havde ikke travlt med at komme ind til time, for hun vidste at så snart hun kom op i garderoben ventede både klassen og parallelklassen der. Hun kom ind i den lille garderobe og så sig omkring. De snakkede og grinte mange af de andre, selv stod hun tavs og betragtede dem så langt fra de andre som muligt. En af pigerne kaldte på hende, og hun lyste op i et smil og gik derhen, selvom det var svært pga. de mange elever. Ved et uheld snublede hun over en drengs fod. ”Hvad fanden har du gang i?” skændte han. Hendes undskyldninger hjalp ikke og i næste nu blev hun skubbet hårdt ind i toiletdøren. Hun begyndte at græde. Nu var det nok! Vreden tog over og hun skreg. Ordene bemærkede hun ikke selv, men var med det samme i gang med at prøve at rive ham med sine negle. Hun havde efterhånden lært, at det ikke gjorde ondt, når hun slog, men hun forsøgte altid at sparke. Desværre var han stærkere end hende, og han og de andre drenge grinte af hende, mens hun forsøgte at gøre skade på ham. Læreren kom og der blev med det samme ro. Drengene var med det samme i gang med at fortælle om pigens opførsel, der straks efter blev skældt ud. Hun græd mere og mere, mens hun prøvede at forsvare sig selv med sin skingre stemme. Det hjalp intet og læreren skar klart igennem ”Enten tier du stille eller også kan du starte timen ved at sidde herude.”. Pigen tav med det samme. Hvorfor var hendes veninde flyttet? Havde hun haft hende nu, så havde hun haft en at snakke med om den uretfærdighed, der netop var fundet sted. De eneste to andre i klassen hun snakkede med hjalp hende ikke, når der var problemer. Den ene drillede hende til tider også, så hun blev ked af det, men det var ligegyldigt, så længe hun bare kunne kalde hende for en ven. Den anden, ja, hun var der bare aldrig, når der var problemer, og hun havde travlt udenfor skoletiden. Selvom pigen havde håbet, at så snart hun stoppede i SFO, så kunne de se mere til hinanden, så var det ikke tilfældet. Den anden pige ville nemlig ligeså gerne være sammen med hende, ligesom de andre piger i klassen. Specielt nu hvor alle i klassen var gået ud af SFO var der rift om hende, og den lille pige var sjældent først til at spørge, og når hun var, så kunne det oftest ikke lade sig gøre, at de kunne ses udenfor skolen.
Klassen begyndte at bevæge sig ind på deres pladser. De sad som i grupper og pigens bord var helt oppe ved katederet i den anden ende af klassen. Hun nåede at blive skubbet et par gange af et par klassekammerater på vejen, men holdt endnu engang vreden tilbage. Hun ville ikke udenfor døren igen i dag. Hun kom frem til sin plads og satte sig ved det og små mukkede over slutningen på frikvarteret. Dansktimen begyndte og de fandt deres bøger frem. Hun havde en pige siddende til højre for sig, der blev ved med at kigge efter og hver gang fik en skarp kommentar fra den lille pige. Hun kunne bruge sine ord, desværre rørte de normalt ikke drengene, og hvis de endelig gjorde, så begyndte de bare at slå, sparke eller skubbe hende. Timen forløb roligt, men med et steg en gennemtrængende smerte igennem skinnebenet på pigen. Hun stak i et hyl over smerten og begyndte at skælde den drenge ud, der sad til venstre for hende og havde sparket hende. Hans triumferende smil var tydeligt pga. hans mørke hud stod i kontrast til de hvide tænder. Læreren sukkede engang ved piges hyl og beordrede hende med det samme om at gå udenfor døren. Hun gad ikke forstyrrelser i timen, og pigens indvendinger hjalp intet. Pigen rejste sig vredt og gik mod døren. Hun rev den op og knaldede den i bag sig, da hun endnu engang stod i garderoben. Hun satte sig og surmulede på bænken, der hvor hun kunne finde plads for jakker, der hængte på knagerækken lige over. Her sad hun noget tid, da døren så gik op. Pigen stillede sig uden videre op på bænken, så ville hun i hvert fald ikke stå i vejen, hvis nogen gik forbi. Ud af døren kom drengen, der havde sparket hende sammen med en anden farvet dreng og en lærer. De skulle til ekstra dansk. Han lavede en drilsk grimasse af hende og havde stadig det hånlige smil. Vreden strømmede op i hende og hun begyndte at råbe af ham. Endnu engang var det ikke ordene hun tænkte over, men hun tav også kort efter, for læreren kom ud og gav hende en irettesættende bemærkning omkring racisme, og nu havde hun værsgo at gå ned til rektor. Hun hoppede ned fra bænken og gik direkte ud af døren til udenfor. Den kunne man ikke smække, men gud, hvor havde hun lyst til at hamre den i. Da hun kom ud på balkonen, der var på den side af bygningen satte hun i løb. Hun græd og prøvede at løbe vreden ud på vej ned til kontoret, der var i den anden ende af skolen. Det hjalp ikke specielt, for ellers skulle den løbetur være mindst dobbelt så lang. Hun gik ind af døren ind til gangen, hvor kontoret lå. Hun kom ned til kontoret, hvor sekretærerne så kort på hende, før de sagde, at rektor var optaget. Hun havde ikke engang skulle fortælle, hvad hun skulle. De havde set hende flere gange med det oprørte udtryk og de røde øjne efter at have grædt. Hun satte sig op af den hvide gangvæg. Vreden brændte indeni hende og den eneste måde, den kom ud på var gennem tårerne, hun forsøgte at holde tilbage.
Der gik ikke så lang tid før rektor kom ud og hentede hende, og pigen gik med hende ind på kontoret og fik en samtale, hun havde haft så mange gange, at hun nok snart kunne referere den. Hun var irriteret, selvom rektoren blot prøvede at hjælpe hende med gode råd til hvad man kunne gøre, når nogen drillede. Det var altid de samme ting, hun fik at vide, og ingen af dem hjalp. Hun prøvede virkelig idéerne af, men de hjalp aldrig. Hun kæmpede for ikke at græde, mens rektor så det, men det var svært og samtalen føltes altid som om, at den varede flere timer. Hun hadede det.
Endelig fik hun lov at gå, og hun gik op i klassen ligeså irriteret som før, og idet hun åbnede døren til klassen, fik hun en bemærkning om, at hvis hun stadig var i det samme humør, så havde hun værsgo at blive udenfor døren indtil de skulle have matematik. Hun lukkede døren uden videre igen og blev ude i garderoben, hvor hun sad indtil matematiktimen.
Matematik gik altid mere roligt, og hun var god i skolen, selv i dansk selvom hun brugte meget tid udenfor døren. Deres matematiklærer kunne sætte drengene på plads og der var derfor sjældent drillerier i de timer. Det var ikke ligesom i gymnastik, hvor drengene udnytte enhver chance for at skubbe, spænde ben eller tyre en bold efter hende, men gymnastik havde de heldigvis ikke i dag. De havde fri efter den her time og hun glædede sig til at komme hjem. Hendes humør var stadig dårligt og hun snerrede flere gange af sine klassekammerater gennem timen. Da klokken ringede skyndte hun sig at pakke sammen og løbe ud af klassen og ned til bussen. Bussen ventede aldrig ret længe på eleverne, og når de havde klasse bagerst på skolen gjaldt det om at skynde sig. Hun løb så hurtig hun kunne, men en af drengene indhentede hende og skubbede hende ind i hegnet på balkonen, så hun var ved at falde. De fleste gik i klub, men ikke hende, og heller ikke den dreng fra klassen, der lige havde skubbet hende. Hun satte straks i løb efter ham og efter bussen. Hun nåede den, men var ved at fare i hovedet på ham, da hun kom ind i bussen, men da han sad på forsædet så chaufføren hendes handling og beordrede hende længere ned i bussen. Hun havde endnu engang tårer i øjnene, men glædede sig over, at den dreng ikke skulle af samme sted som hende. Hendes veninde, der normalt også skulle med bussen her sad sammen med en af de andre piger, så den lille pige sad alene og så ud af vinduet. Den velkendte vej hjem.
Da de stod af bussen spurgte pigen veninden om hun kunne lege, hvortil hun fik svaret, at hun også var blevet spurgt af den anden pige, og hun først skulle have lov af sine forældre, så den der ringede først ville få et ja, hvis hun selv fik et ja fra hendes forældre. Den lille pige satte med det samme i løb hjem. Hun ville så gerne have det ja. Hun havde alle odds imod sig, når det angik det telefon opkaldt. Den anden pige boede nemlig tættere på der, hvor de stod af bussen, og den lille pige boede samtidig oppe af en stejl og hård bakke. Hun nåede hjem, smed skoene i entréen og styrtede hen til telefonen i stuen uden at tage hverken jakke eller taske af. Hun hev efter vejret, da hun tastede telefonnummeret, hun kunne udenad, men svaret hun fik fra veninden var negativt. Hun lagde forsigtig røret på igen. Hun gik ud og tog jakken af, før hun gik ind på sit værelse og smed tasken på gulvet. Hun tog sin bamse, der lignede en kat, og holdt den tæt ind til sig, mens hun sad på gulvet og græd. Bamsen havde engang været hvid, nu var den lysegrå. Hun sad på værelset og græd en tid, før hun lagde sig på gulvet og lagde sig til at sove, men faldt ikke i søvn. Hun besluttede sig at gå ind til sin nabo. En dreng 1½ år yngre end hende, men de havde kendt hinanden al den tid, de havde boet ved siden af hinanden.
Hun gik derind og gik op på hans værelse. De ringede aldrig på hos hinanden. Da hun kom op på hans værelse stoppede hun op i døren. ”Hej.” sagde hun kort. Hendes nabo smilte til hende og inviterede hende ind. Hans hår var mørkt og krøllet, så det værste han nogensinde var blevet kaldt var Krølle. Ved siden af ham sad en anden mørkhåret dreng. Hans hår var helt glat. Pigens blå øjne hvilede hårdt på drengen, der koncentrerede sig om et playstationspil, men gik alligevel ind og satte sig i den nederste køje i hendes nabos køjeseng. Hun kendte ikke den anden dreng særlig godt, men hun kunne huske, at hun ikke kunne lide ham, og han havde det på præcis samme måde med hende. Hun sagde intet, men så dem blot spille playstation, indtil det blev tid til aftensmad. Hun valgte at spise derhjemme, pga. drengen, men sagde det ikke til sin nabo, på trods af at han nok havde gennemskuet hende. Hun blev derhjemme og legede alene på sit værelse resten af aftenen. Hun drømte sig væk til sin egen verden, hvor hun var en smuk og dygtig sangerinde, der samtidig både var atletisk, populær og klog. Hendes hår var sort, men hendes øjne fortryllende blå og magiske, og selvfølgelig kunne pigen magi. Den verden havde været hendes flugt i flere år allerede, når dagene så ofte kunne ligne den, hun lige havde været igennem.