Sonia Hiskouto

Navn og familie

Fuldenavn: Sonia Hiskouto

Aura: Ai

Familie: Halvsøsteren Rakcha og lillebroderen Sonic Eangion, foruden sin far Jake Razor Clawson.


Racenavn: Magimorf

Raceudseende: Magimorf ligner mennesker. De har en højde på mellem 1.40 og 2.00 meter, hvor de højeste er mænd. Hår og øjenfarver varierer fra person til person, og deres øjenfarve kan variere i nuancer indenfor den oprindelige farve. Den mest almindelige øjenfarve er blå. Samtidig er det ofte meget slanke og smidige personer.

Racens kultur: Magimorf har ikke en samlet kultur eller tro. De lever meget spredt, og de samler sig som oftest i forhold til deres aura. Sombra og Machina holder helst til i de store byer, mens resten af auraerne spreder sig mere ud i de mere åbne områder. Magimorf har samtidig ingen tolerance for hinanden. De er som fremmede for hinanden.

Racens særlige evner: Magimorf opererer med tryllestave. Det er små, korte pinde af robust træ, som de med hænderne kan fremtrylle og tilbagekalde. Remserne er oftest to sætninger, der rimer på hinanden. Derudover er Magimorf i stand til at forvandle sig til dyr, og andre arter og racer. De vil dog altid have deres blå øjne, og de kan ikke forvandle sig til at ligne en specifik anden person/dyr.

Racens kønslig omgang: Som menneskers og med forskellige former for seksualdrift og tilbøjeligheder.

Personligheden

Styrker:
Musiker (se personligheden)
Stor kontrol over sin krop
Sin halskæde (se udstyr)

Svagheder:
Empati (se personlighed)
Naiv
Temperament, der kan udlede til kraftbølger, der skubber ting omkring hende væk fra sig med voldsom ukontrolleret kraft.
Dårlig til nærkamp (grundet et manglende overblik i situationen)
Elendig til at lave mad
Genert og stille omkring fyre, hun synes om
Har svært ved at læse og skrive

Personlighedsbeskrivelse:
Sonia er en meget drømmende og filosoferende pige. Hun elsker at fortælle, læse og lytte til historier, og der findes vist kun et, hun elsker endnu højere: Musik. Hun er en musiker af hjertet. Stemmen er lys og engleblid, men alligevel med en volumen, der overrasker de fleste. Ligesom hun har kontrol over sin krop, så har hun også en stærk kontrol over sin stemme, og hun er i stand til at synge flere genrer. Hun har fuldt gehør og spiller både klaver, guitar og fløjte. Hendes yndlingsinstrument er elguitaren. Trommer og bas siger hende ikke helt så meget, men hun kan det til dels. De mere specielle instrumenter har hun ikke lært, men hun vil tro, at hun kan, hvis hun prøver. Det er heller ikke helt unormalt, at hun citerer sange, hvis det passer ind i konteksten. Sonia lever og ånder igennem musikken, og hun er altid mest sig selv, når hun optræder for folk. Danser gør hun også. Kontrollen over sin krop gør det let for hende, og hun er ligeså lærernem her, som når det kommer til musik.
Loyalitet og ærlighed sætter hun yderst højt, men da hun desværre også er ret naiv, så er det ikke altid lige til for hende at gennemskue en løgn, og svigter man hende, så har hun ofte lidt for let ved at tilgive. Hun tror på det gode i folk, og hun tror på, at alt nok skal ende godt, hvis man virkelig bare tror på det. Hun er en positiv og livsglad person.
Oveni tror hun også på, at alting har to sider. Hun lytter til begge sider, før hun dømmer, og hun går tit i en balancegang imellem dem, hun kender, hvis de ikke har samme mening. Hun har meget nemt ved at sætte sig i andres sted, endda så nemt at hun kan bryde grædende sammen, hvis den anden fortæller om en forfærdelig hændelse, de har været ude for. Hun lever sig helt ind i det og føler, at hun mærker vedkommendes følelser. Empatien er stærk - ofte for stærk.
Den mest stille Sonia oplever man, hvis hun er fascineret af en fra det modsatte køn. Hun bliver smågenert og usikker på, hvordan hun tackler det, men det får hende ikke til at smile mindre. Omkring den slags fyre rødmer hun ofte over den mindste ros.
I den modsatte boldgade har man den mest højtråbende Sonia, når hun er vred. Pigen har et heftigt temperament, hvis man kommer på tværs af hende. Hun finder sig ikke i at blive talt ned til, ved mindre det er fra en autoritær person, hun er bange for. Samtidig sætter hun begrebet familie højt, og hun kan ikke fordrage, når man sviner familie til - eller bare andre folk generelt. Trods det store temperament, så undgår hun egentlig helst konflikter, hvis hun kan, men hun lader aldrig sine grænser blive overtrådt, ved mindre det er, fordi hun er bange for vedkommende, der gør det.

Baggrundshistorie:
(For overskulighedens skyld, er der brugt år til at få en fornemmelse af forløbene, men der menes selvfølgelig udseendemæssig alder)
Sonia blev født som nummer to barn til Jake Clawson. Hans første barn var datteren Rakcha, hvis mor var af racen Lupinus. Hendes navn kender Sonia ikke, da hun døde under fødslen af Rakcha. Jake tog hende til sig og fik et års tid efter Sonia med Aleena Hiskouto, der ligesom ham selv var magimorf. Et år efter kom lillebror Sonic til verdenen. En lykkelig lille familie, der boede i en af landsbyerne tæt på et skovområde, eller det er sådan Sonia husker det, men da verdenen altid ændrer sig, så skal hun ikke kunne sige det med sikkerhed.
Hun husker, at da hun var omkring 3års alderen, at Rakcha forsvandt fra familien. Mange år efter har hun fundet ud af, at Lupinusflokken valgte at tage Rakcha med ind i flokken, da hun havde arvet sin mors evner og ikke sin fars. Sonia husker ikke, at hun nogensinde fik en forklaring på Rakchas forsvinden af sin mor eller far
Et år efter ramte ulykken virkelig den lille familie. En brand brød ud, og moderen nåede ikke at fange sin stav til hjælp, før flammerne havde omringet hende. Sonia fik hjulpet Sonic ud i tide. Allerede dengang havde hendes mor foræret hende halskæden og dagbogen, da det var blevet spået, at Aleena ville skilles fra sine børn.
Sonia og Sonic stak af. Hendes far havde ligeledes været i huset, og hun formodede, at de nu var forældreløse. Hvordan de kom til børnehjemmet, huskede hun ikke, men Sonic blev adopteret af andre magimorfer kort tid efter, at de var ankommet. Han var endnu så lille, at han ikke ville kunne huske sin tidligere familie.
Sonia blev tilbage på børnehjemmet. Hun hulkede meget, og hun ønskede ikke at være en del af børnehjemmets børn. En af børnene var Angelica, der sammen med en flok andre piger gjorde sit yderste for at mobbe Sonia. I stedet søgte Sonia tilflugt i at reparere legetøj og fortælle historier imens for de børn, der var yngre end hende selv. Det heftige temperament omkring Sonia, kom ofte til udtryk, når hun kom i konflikter med pigerne, og børnehjemmet var ikke glade for at have hende. Så da en kongelig familie søgte en legekammerat til deres prins, Nikko, blev Sonia smidt videre. Hun var omkring 9 års størrelsen og han var et års tid yngre. Her havde hun det egentlig godt i starten, men da Nikko hørte om hendes drømme og troen på en god verden, og at hun ville finde sin bror, hjalp han hende med at stikke af. På det tidspunkt havde hun været hos ham i omkring to års tid.
Her fra begyndte en underlig rejse. Hun var hjemløs, og penge havde hun heller ikke. Hendes musikalske evne havde altid fulgt hende, men at have talent indenfor musikken var desværre ikke noget ganske særligt. Det ændrede ikke på, at hun brugte musikken i et forsøg på at tjene lidt penge, samtidig med at hun optrådte med simple tryllekunstner, men når man var magimorf var det jo heller ikke noget særligt. Hun klarede sig til dagen og vejen, og hun har mange gange måtte lede efter mad i skovområder eller stjæle det fra haver. Det hele ændrede ikke på Sonias optimisme.
Hun nåede en af forstæderne. Der holdt Machinaracen til. Alt var store skrotbunker af metal, og en enkel dør stod på klem et sted. De sidste par dage, havde hun ikke fået mad, da der ingen skov havde været i nærheden. Hun nægtede at tigge om mad, men varmen fra huset fik hende til at sætte sig i skyggerne ved døren, hvor varmen ligeså stille sivede ud. Her faldt hun i søvn. Det var en mandestemme, der vækkede hende. Han lignede en kat men på to ben og en rank holdning. Der var noget venligt og varmt over ham. Pelsen var orange. Han tog hende med indenfor og sørgede for mad til hende. Han boede med hans kollega, Chance Furlong, der var af denne katterace. De var begge flymekanikere. Selv viste han sig at hedde Jake, men gik under navnet Razor for at falde ind med racen, der holdt til i denne by. Da han viste hende, hvordan hans egentlige jeg så ud, var Sonia ved at få et stykke brød galt i halsen. Hun fandt billedet frem, der havde ligget i dagbogen så længe. Hun havde fundet sin far!
En tid boede hun hos ham, indtil hun fortalte ham om drømmen efter at finde sin bror, og han fortalte hende, at hendes søster også var et sted derude. Han ville ikke holde hende tilbage på rejsen, men hun ville altid være velkommen hos ham igen.
Videre på rejsen tog hun med fuld mave og brød i tasken. Hun havde samlet modet og valgt at krydse et af havene, dog ikke større end, at hun kunne se til den anden bred i klart vejr. Det havde taget tid at samle en tømmerflåde, men en flok, der var kommet forbi, havde fundet hendes idé morsom og havde sørget for at skaffe reb og hjælpe hende med at samle den. Små, lyserøde væsner, der ikke talte et sprog, hun forstod, men hjælpsomme var de.
Havet blev krydset meget fredeligt, og videre på rejsen mødte hun en lille flok på tre, der levede af at vandre rundt. Deres race, husker hun ikke, men deres navne og deres rejser sammen har brændt sig fast. Tracy, der altid tegnede og pylrede omkring hende. Hun kommer ikke udenom, at han var hendes første forelskelse. Og så var der Mindy og Tonny. Denne race havde en tendens til at øve kampe for sjov og kæmpe mod andre, når de mødtes. Sonia lærte derfor at gøre sin stav længere, så hun kunne bruge den i kamp. Det var ikke noget, hun var god til, selvom det ikke var benarbejdet, der fejlede noget. Det var overblikket. Tracy fandt hende nu sød, når hun forsøgte sig. En af Tonnys modstandere var en ældre herre, der kaldte sig for Mester. Han havde tabt og i raseri sagde han, at han ville hævne sig. Det var hørt så mange gange, og der var ikke tænkt over det. Tonny, Mindy og Tracy tjente som regel lidt på kampene, men ligeledes tabte de penge, hvis de tabte en kamp. Sonia holdt sig ved siden og forsøgte stadig at tjene via sang og små kunster.
En af gangene hun var ude og lede efter mad til gruppen, hvor de havde slået lejr i skoven, var hun blevet overfaldet og kidnappet. Det næste hun huskede var, at hun sad i et gigantisk fuglebur og blev kaldt Nattergal. Så længe temperamentet styrede hende, blev hun holdt i buret. Det var Mesteren, der havde pågrebet hende. Han vandrede ikke omkring, som de andre af den race, men han boede i et overdådigt mansion. Så snart han stolede på Sonia, blev hun sat i gang med huslige opgaver, hvor hun ellers bare havde at adlyde. Derefter kom træningen også. Han ville gøre hende til en af dem, selvom hendes kamp ikke var god. Han havde fortalt hende om, at der primært var to sider, og at der var forskel på, hvad man kæmpede for. Hun havde troet på alt, og i løbet af tiden hos ham, havde hun vendt sine venner ryggen. Hendes første kamp var seksmands. Hende og to andre mod tre andre, der selvfølgelig viste sig at være Tonny, Mindy og Tracy. Vreden kogte i hende med det samme, hun så dem. Hun havde fået at vide, at hun var blevet udnyttet, og de hende intet ville, at hun bare var en, de havde på slæb, og når man havde hørt på det i noget, der føltes som evigheder i den ensformige hverdag, hun havde fået, så havde hun til sidst troet det. Under kampen faldt hun, og trods vreden til dem, hjalp Tracy hende. Han bad hende holde op med det pjat. Hun hørte ikke til blandt den race, og hun burde komme med videre. Hun lovede ham, at hun aldrig mere ville slås, hvis han bare hjalp hende fra det sted, hvor hun havde arbejdet så længe for Mesteren. De blev fire mod to og vandt kampen, før de satte i løb.
Flugten var hård, da Mesteren og hans håndlangere var efter dem. Ud i skoven, der blev dybere og dybere. Hvor de med et stod ansigt til ansigt med store ulvelignende væsner, der angreb deres forfølgere. Lupinus. Den ene forvandlede sig, og Sonia stod nu ansigt til ansigt med en pige, der lignede hende selv. Pigen var mere spinkel og øjnene og håret lidt anderledes. Rakcha havde genkendt duften og sig selv i Sonia. Lupinus tog sig af den lille flok en tid, hvor Rakcha kunne fortælle, at hun også havde fundet deres bror. Igen var det duften, der havde ledt hende på sporet. Hvad kunne man forvente af en, der var ulv til daglig?
Herfra valgte Sonia at tage en anden vej end Tracy, Tonny og Mindy. Hun ville ud og finde sin lillebror, som det havde været hendes oprindelige mål. Der var gået omkring tre år, siden hun stak af fra slottet med Nikkos hjælp.
Rakcha fulgte Sonia på vej, og selvom enkelte fra flokken også var fulgt efter hende for at beskytte dem, så bemærkede de dem ikke. Rejsen fik de til at gå med, at de fortalte hinanden om deres liv, og Sonia lærte Rakcha at synge. En gave de begge viste sig at have fra deres far.
De nåede en meget grøn og jungleagtig skov, der lå tæt op af endnu en by, hvor Machina holdt til. Der kunne ikke bo andet, da alt var af metal, selv arbejderne var robotter! Et skræmmende syn efter Sonias mening, men Sonic viste sig at holde til i skoven, der lå op af byen. En Laurus viste han sig at være, ligesom Rakcha. Byboerne mente, at de ejede skoven og havde ret til at udrydde den, mens dem i skoven mente, at det havde de ikke ret til. En krig, der havde været udkæmpet længe. Sonia endte med at forsøge sig i den med Sonic og hans venner, men efter hun endte med at småforelske sig i en af de højstående på den anden side, valgte hun at drage videre. Hun havde mødt ham, da hun var blevet taget til fange i håb om, at de kunne bruge hende til udveksling blandt de såkaldte frihedskæmpere, men nej. Det havde været Snarf, der havde taget sig af Sonia, mens hun var holdt fanget, og trods hendes hidsige temperament, var han nået ind til hende, og hun endte egentlig med at finde ham sød og nuttet. Han endte også med at hjælpe hende fri, men han ville ikke tilslutte sig den anden side, og Sonia ville ikke stå i en kamp, hvor hun holdt af nogen på begge sider.
Rejsen har siden gået videre. Rakcha tog tilbage til sit, og Sonia leder nu efter et sted, hvor hun vil falde til ro. Hun tvivler dog på, at hun finder det, da hun nu har været på farten i mange år, og hun har det godt med det liv.

Tro: Hun tror på, at der en gud, der beskytter alle indtil deres tid kommer.

Seksualitet: Heteroseksuel

Udseende og evt. tøj og udstyr:
De himmelblå øjne er det mest karakteristiske ved Sonia, selvom de ikke er unormale for hendes race. Bliver hun vred er det som at se et tordenvejr, mens små hvide stjerne glimter i dem, når hun er glad, hvor det blå er som den klareste blå himmel en skyfri sommerdag.
Hun er 1.65 høj og meget slank. Hun har ikke de store former, og hun ligner sin far af udseende med en hvid hud. Af udseende ligner hun en omkring de 16-17 år. Det sorte hår har hun fra sin mor, mens hendes far er lyshåret. Pudsigt nok var Rakchas mor også mørkhåret, og det har hun ligeledes arvet. Det sorte hår kan have en blålig farve i det rigtige lys. Sonias stemme er som regel rolig og venlig, og man kan let fornemme de drømmende træk i hende. Hendes sangstemme kan, så godt som, fortrylle de fleste til at sidde stille og lytte til hende. Den er ren, blid og hviler i sig selv, selvom hun har kontrollen til at gøre den mere rå, hvis hun vil synge rock. Hun er desuden sopran.
Sonia går helst i kjoler, nederdele eller jeans. Hun foretrækker lyse farver og allerhelst hvid eller blå. Hvis hun endelig går i andre farver, så er det gerne lyserød, lysegrøn eller sort. Som regel er sort eller mørkeblå de eneste mørke farver, man ser hende gå i.
På sig har hun altid sin stav, der efter hendes vilje kan falde i to længder - den korte og håndholdte, eller hun kan forlænge den og bruge som kampstav, hvis det skulle blive nødvendigt for hende. Grundet sin aura kan hun også bruge sin stav til at heale sår og skrammer.
Derudover har hun sin lille pung, der oftest ligger i en lomme eller hænger i et bælte, hvis hun ikke er tvunget til at have den om halsen. Den er magisk indrettet, så der kan ligge større ting i den. Der har hun altid sin mors dagbog, et familiebillede og rent tøj.
Den genstand, der betyder mest for Sonia, er den halskæde, hun har om halsen. Vedhænget er en lille turkise sten med små grønne og vandrette stænk i. Den er nærmest dråbeformet og altså tyndest i toppen, hvor den hænger i selve kæden. Den er noget nær altid skjult af hendes tøj. De færreste kender til dens kræfter. For nogle virker den nok harmløs, da den ikke kan bruges til at rejse i tiden, og så lidt alligevel. Den åbner døre til parallelle universer, som hun kan besøge. Hver gang man forestiller sig et nyt sted, så er hun i stand til at rejse dertil, selvom magien er besværlig, og man let kan risikere at farevild. Til gengæld kan man altid komme hjem med den. Sonia bruger den mest som et afbræk fra sin egen verden. Et pusterum. For tiden går for hende ikke, mens hun ikke er i sin egen verden, og ingen vil bemærke, at hun har været væk.