Neeeej, jeg kan da godt komme ned!

Det var ikke, fordi han ikke kunne komme ned! Næ nej, Adrian fandt bare udsigten oppe fra træet meget betagende. Det var jo ihvertfald ikke, fordi han havde glemt, hvordan han var kommet op i træet til at starte med! Nej nej, han kunne bare godt lide at sidde oppe på grenen og se ud over det hele. Han kunne kravle ned, når han ville! Han flyttede kort på sig, som for at bevise for sig selv, at han da sagtens kunne komme ned, men efter at have kastet et vildfarent blik ned af stammen, konkluderede han, at udsigten stadigvæk var liiiiidt for spændende...han kravlede da bare ned senere! Ryggen mod stammen, et ben hvilende mod grenen og et dinglende ned fra den, armene krydsede. Ja, okay, han lignede måske mere en surmulende møgunge end en som nød udsigten, men....men...ja, folk tog altså bare fejl, okay?!
Det var bedre at sidde her end at tage hjem til aftensmaden, siden dejlige Elena kom. Elena var jo så pæn og sød og sjov og dejlig og fantastisk og lige til at myrde!! Hvad Allen så i den lille snob var virkelig udenfor Adrians forståelse på alle tænklige måde. Han sukkede kort irriteret og lukkede øjnene for at lytte til vindens strøg gennem træernes blade. Her var nu dejlig fredeligt.

Denne gang var hun kommet længere ud af skoven end normalt, men det kunne jo være, at der bare virkede kortere ud i dag. Alting ændrede sig jo. Det var ikke så længe siden sidst, at de havde måtte flygte fra deres hule midt om natten, fordi der pludselig stod gejsere op, og træerne rykkede sig fra hinanden. Det var ikke altid det letteste at bo i naturen.
Rakcha havde dog ingen større problemer med det ellers. Hun elskede det. Nød det. og hun havde ikke i sinde, at hun skulle bo i en by, selvom det virkede spændende på afstand.
Ligeså stille luntede hun rundt, indtil hun fik færten af noget, der ikke bare var et dyr. Hun begyndte at lytte bedre efter, så de spidse ører sitrede lidt. Blikket gled op, da hun hørte noget i træet. Det kunne bare have været et dyr, men nej. Der sad en fyr deroppe. Hun overvejede kort at glide ud af ulveskikkelsen, men i første omgang satte hun sig ned og lagde hovedet på skrå, mens halen ligeså stille gled frem og tilbage henover jorden. De turkise øjne hvilede undrende op på ham. Nysgerrige. Mens munden stod svagt åben og afslørede det yderste af tungen. Det var varmt i dag, eller lige her var det, og med den store, bløde pels, så gjorde det ikke, at det føltes mindre varmt. Skulle hun måske forvandle sig og give sig til kende? Omvendt kunne hun ikke stikke af, hvis hun gjorde. Så sad hun bare i den og var nødt til faktisk at gøre et eller andet - var hun ikke?

Adrian spidsede ører, da han hørte bevægelse længere nede, og han drejede kort hovedet for at lade det blå blik spejde ned ad stammen og ende ved jorden, hvor der sad en...ULV?! Adrians hår rejste sig øjeblikkelig op på hans hoved, idet en kort hvæsen undslap ham. Rolig nu, den kan ikke nå dig, forsøgte han at fortælle sig selv, men havde stadig en stor lyst til at klatre endnu højere op. Møgkøter-som-kommer-og-ødelægge-freden. Adrian skubbede sig lidt ud fra stammen og skiftede stilling, så han sad med benene dinglende ud over grenen. Han forsøgte at fange færten af bæstet, men han havde medvind og ikke modvind...havde det ikke været omvendt lige før? Ja ja da, det var bare typisk vinden at vende på en tallerken. Burde man smide noget efter bæstet? Bare for at provokere den? Den kunne jo ikke nå ham alligevel...eller...nej! Nej, køtere var for dumme til at klatre! Istedet nøjedes han dog med at nedstirre den, imens samtlige muskler i hans krop spændtes.

Hvæsen? Var det det, hun hørte? Det gjorde hende ikke mere nysgerrig, da hun undrede sig. Han ændrede på sin siddestilling. Hun anede ikke hvem eller hvad han var. Det der med racer var hun ikke særlig stærk i. Overhovedet ikke faktisk, og hendes sprog var ikke særlig veludviklet, så selv hvis nogen prøvede at lære hende det, så gik det nok ikke. Hun lærte vidst bedst med erfaringen.
Hun overvejede lidt, hvad hun skulle gøre, og i sidste ende lod hun forvandlingen tage form, så i stedet for en ulv, sad der nu en pige omkring de 19 år. Det lange sorte hår var filtret, og hendes tøj var af brun dyreskin og dækkede virkelig kun lige, hvad der skulle dækkes. Slank og med grønblå øjne, der stadig så undrende op på drengen. Hovedet var stadig let på skrå. Hænderne hvilede mod jorden imellem hendes ben, der lå i skrædderstiling, så havde havde siddet overfor hende, ville han også opdage, at det virkelig kun var det yderste tøj, der skjulte noget som helst. Blufærdig? Det kunne man vist ikke sige. Det der med tøj var vist også bare blevet noget fast, fordi andre racer havde det bedst med det? Var det ikke? Hun huskede det ikke og var ligeglad. Hun kunne have siddet nøgen uden at tænke videre over det.

Han løftede et øjenbryn, da hun forvandlede sig. Det sådan en...sådan en...hvad var det nu de hed? Lup-et-eller-andet, ik? Hm...imens han tænkte, lød der et lidt for velkendt kniiiiirk, og han drejede forskrækket hovedet, idet grenen knækkede. Pis pis pis!! Et hurtigt sving med kroppen, og han landede på en gren tæt ved jorden, der desværre var alt alt for tynd og dermed knækkede med det samme, så han faldt det sidste stykke og landede på maven med hmpf!, da han ikke nåede at få arme og ben med ind under sig og tage på den korte afstand. At have evner som en kat hjalp trodsalt ikke, hvis han ikke havde tid nok til at dreje. Pokkers.
”Aaaaaaav,” deprimerende at det var det første, som en køter ville høre fra ham. suk...vent...køter...ARGH! Han kom hurtigt på benene og gjorde sig klar til at slå, men køteren havde ikke flyttet sig? En nærmere blik på hende fortalte også, at hun vidst boede herude i skoven. Årh, hvad var det nu, de ting hed?!

Kort fór hun sammen, da hun hørte lyden af grenen, men da han først så ud til at være ved at klare sig, ramte den lille gren og så landede på jorden, krøb hun kort sammen og så på ham med et noget bekymret blik og skulle til at rejse sig for at komme hen til ham, da han uden videre var på benene og klar til at slå fra sig. Hun sænkede hovedet svagt og så på ham med store undskyldene øjne. "Er du okay?" spurgte hun stille og svagt, som om hun ikke var sikker på ordene, eller hvordan hun skulle udtrykke det, mens hovedet igen lagde sig svagt på skrå for nærmest at kigge efter, om han havde nogen skrammer. Hvad race han var af, havde hun stadig ingen idé om, men det ændrede ikke på, at hun var bekymret for, om han havde slået sig alvorligt. Hun vidste ikke rigtig, om hun skulle gøre endnu et forsøg på at rejse sig, da han jo allerede var på benene. Hun havde alligevel rejst det ene ben, så foden sad i jorden, og hun havde været klar til at rejse sig op for at komme hen til ham.

Lupinus!! Der var den! Tøsen var en lupinus! Ja, det havde taget ham lidt tid, men han huskede det da! Da hun endelig åbnede munden, hvæsede han dog bare et:
”Hvad rager det dig?!” ud, imens han rykkede lidt tilbage, så han nær var væltet over en af grenene. Det var ikke til at vide, hvad tøsen havde af planer. Lige nu overvejede hun vel, hvordan hun bedst kunne fange ham, æde ham eller måske bare slå ham ihjel og bruge hans arme som kødben!!! Euw! Hunde var så...klamme! Eller det ville han gerne tænke, men hun havde ikke gjort noget endnu, selvom hun nu så ud til at ville rejse sig, så det var ikke til at vide. Måske fløj hun i struben på ham om lidt?! ”Hvad laver du overhovedet her?!” muligvis et dumt spørgsmål, men det var det eneste, han kunne komme på.

Benet gled ned igen, da han råbte af hende. Han virkede... bange? Var det det? Auraen havde hun en klar fornemmelse af - hvis man da ellers kunne snakke om, at vago var en klar aura. Det virkede selvmodsigende, når den netop angav, at personen ikke lå i nogle af de fire mest normale auraer.
"Jeg er bare...." startede hun stille og overvejede ordene, mens blikket kort flakkede. "Bare..." Hun endte med at trække på skuldrene og så på ham uden at ane, hvad hun skulle svare. Så der gik ikke længe, før hovedet igen lå på skrå, så det lange hår gled ned foran hendes bryst på den ene side. "Du slog dig ikke hårdt, vel?" Bekymringen var ikke til at skjule i hendes stemme. En blid men småru stemme, der tydeligvis ikke blev brugt ret meget. Sonia havde kaldt hende for 'alt', selvom hun ikke helt havde forstået, hvad det betød, men det havde være noget med hendes stemme.

Hvorfor spillede hun bekymret?! Adrian forsatte med at nedstirre hende som om det ville få hende til at gå op i røg, men det havde nu ikke fået pigen til at stikke af endnu, muligvis fordi han sikkert udstrålede panik. Han havde virkelig haft det bedre oppe i træet, men da han vendte sig for at klatre op, var træet gået sin vej....feeeeedt...han sukkede irriteret og vendte hurtigt opmærksomheden tilbage mod køtertøsen.
”Hvorfor vil du vide det?” snerrede han. ”Jeg er ikke skadet, så du kan godt glemme alt om at æde mig, okay!? Jeg kan stadig forsvare mig selv!” hun skulle ihvertfald ikke tro, han ville være et let mellemmåltid!! Måske skulle han prøve at virke for sej til at tygge? Men hvordan gjorde man lige det?

Da træet rykkede sig, tog Rakcha sig ikke videre af det, selvom det kort fik hende til at smile lidt af ham, da han vendte sig for at kravle op igen. Smilet forsvandt med det samme, han hvæste af hende. Hvad var det lige, der var galt med ham? Æde ham? Hun så ikke mindre forvirret ud nu. "Hvorfor skulle jeg være interesseret i at spise dig?" spurgte hun noget langsomt, da hun ledte efter ordene, mens hun så undrende på ham. Stadig havde hun ikke rykket sig ud af flækken, ja, indtil nu, hvor hun ligeså stille kom på benene, gik lidt tilbage og satte sig igen. Ret ryg havde hun på et tidspunkt. "Er det bedre nu?" spurgte hun stille, da hun sad ned igen. Han var tydeligvis ekstremt bange for hende, og hun anede ikke hvorfor? Hvorfor skulle hun spise ham? Han lignede ikke ligefrem et af deres normale mål.

Hun trak sig tilbage? Det blå blik blev tydeligt forvirret, og Adrian så kort lettere rådvild ud. Hvad havde hun gang i? Han turde ikke sætte sig, men han slappede dog en smule mere af.
”Fordi du var en ulv!” fremhvæsede han så, som om det var svar nok, selvom pigen vel ikke fattede, hvorfor det var slemt. Det var bare slemt! Man kunne ikke stole på noget som helst, der var hen ad en hund. Man vidste ikke, hvor man havde dem! Sådan var det bare, og hun kunne lige så godt indrømme det, selvom hun sad der og legede uskyldig og rykkede tilbage og spurgte om han var okay. Ja, han var okay, så hun skulle bare passe på, skulle hun!! Grrrr, han kunne sagtens klare hende, hvis det kom til det! Eller...det kunne han håbe...

Da han nu selv så forvirret ud, så hun lidt undrende på ham med hovedet på skrå, selvom hans svar ikke gjorde hendes egen forvirring mindre. "Og?" spurgte hun undrende. Det var hun i og for sig stadig. Men nu fandt hun da ud af, at hun nok ikke lige skulle genoptage den oprindelige skikkelse lige med det samme - ikke ved mindre hun ville gøre ham helt fra den, og det var ikke meningen. I det mindste var det nemmere at slappe af med en, hun ikke kendte, når vedkommende tydeligvis var så bange for hende. Så var det trods alt ikke hende, der havde noget at frygte. Hun sad igen i skrædderstilling med hænderne hvilene mod jorden imellem sine ben, mens hun så op på ham. Hun var ikke ret stor egentlig. Og at hun var så spinkel gjorde ikke, at hun så større ud.

Hvorfor spillede hun stadig dum?! De vidste jo godt begge to, at hun ville æde ham! Men okay....hendes menneskelige fremtoning var egentlig ikke specielt skræmmende. Hun lignede ikke rigtig noget, der kunne slå ham ihjel, og hvis hun forvandlede sig igen såh...ja, så var det om at tage benene på nakken.
”Og man kan ikke stole på ulve,” muggede han og lagde armene over kors, imens han forsøgte at ligne en som ikke lige var faldet ned fra et træ og som var skidebange for en tøs. Nej nej, han var bare lidt anspændt, hans stolthed var ihvertfald ikke såret, og han var ihvertfald IKKE bange!!

Det slog hende, at han uden videre konstanterede, at man ikke kunne stole på hende. I stedet for at brokke sig, forvandlede hun sig og lagde sig ned i græsset. Krøbet let sammen langs jorden med hovedet hvilende mellem benene, hvor de turkise øjne så undskyldene op på ham. Store hvalpeøjne i mere end en forstand, mens hun småklynkede i små piv. Nej, hun var ham ikke underlegen, selvom hun opførte sig sådan. Det mente hun i hvert fald ikke, men hun ville vise ham, at hun heller ikke havde i sinde at gøre noget ondt. Let rullede hun op på ryggen og holdt det samme blik på ham, selvom han nu stod på hovedet i hendes øjne. Pyt med det. Signalet var overgivelse. Hun havde ikke planer om at gøre ham noget, og hendes ord troede han ikke på, så hun måtte ty til det sprog, hun selv følte sig sikker i.

Det blonde hår røg op på hans hoved præcis som en hvæsende kat, da pigen forvandlede sig igen, og han var på nippet til at klatre op i et af de træer som ikke var gået sin vej endnu – dumme-træer-der-ikke-gad-stå-stille-når-man-endelig-skulle-bruge-dem!! De isblå øjne forsatte deres nedstirring, imens han overvejede sine flugtmuligheder, men da hun rullede rundt, slappede han uvilkårligt en smule af. Hvis hun ville æde ham, ville hun vel ikke gå til den slags ekstremmer, så efter en lang overvejelse satte han sig på en af de faldne grene, der lå bag ham.
”Hvad laver du her helt alene?” holdt de der lups-ting ikke sammen i flokke? Det var lidt småunderligt, at hun vandrede rundt helt alene...eller okay, han gjorde det samme, men hun var jo en lille, uskyldig pige....okay, godt nok ville hun kunne flænse, torturere og æde eventuelle angrebsmænd med sine barbariske ulvetænder og –kløer, men stadigvæk!!
Han var selv iklædt en grøn bluse og et par lettere slidte bukser samt nogle kondisko. Mode var ikke noget, han gik så meget op i, selvom hans mor og kusine altid prøvede at læsse ’rigtigt’ tøj af på ham. Bvard!

Da han endelig tog det mere med ro, og han endte med at stille spørgsmål til, hvorfor hun var der, lod hun forvandlingen glide tilbage til menneske - stadig liggende på ryggen med blikket op på ham på samme måde, før hun rullede rundt og lå i græsset, fladt på maven. "Nysgerrighed" lød det milde svar, mens hun betragtede ham. Det sorte hår gled ned over hendes skuldre, mens hun støttede på underarmene for at holde sig oppe fra jorden. Fingrene legede let med hinanden og græsset. Hun knækkede dog ikke et eneste gråstrå. Det var hun meget forsigtig med.

Nysgerrighed? Om hvad? Hvorfor alene? Hvorfor her? Adskillige spørgsmål af den slags poppede op i Adrians hoved, imens han forsat kritisk betragtede pigen. Okay, hun ville måske ikke æde ham, MEN man kunne jo aldrig være helt sikker!!
”Nysgerrig efter hvad?” spurgte han med et løftet øjenbryn. Var der noget som helst interessant i en skov? Var her ikke bare træer, træer også ingenting, når træerne gik?

"Alting" lød svaret i et let smil, før træerne begyndte at rykke sig tættere sammen. Skoven blev mørkere omkring dem, mens kun en lille lysning lå på dem. Træerne samlede sig simelten hen i en cirkel omkring dem, med dem i periferien. Skyerne blev tættere, så lyset efterhånden forsvandt fra den lille åbne rum mod himlen. Det så ud til, at regnen snart ville falde, men man kunne aldrig vide. Rakcha var krøbet let sammen og sad oppe igen, mens hendes ører kort sitrede. Spise ører, men alligevel som menneskers ellers. Det var mere ørerne, der lyttede, end øjnene der så. Afventende. Som om, der ville komme noget. Da naturen igen faldt til ro, lod hun blikket glide til Adrian. "Skoven er tit tæt her". Det betød jo langt fra, at den normalt var det. "Jeg har ikke været i en skovkant før" lagde hun til. Jo, det havde hun engang, men det var så længe siden, at hun knapt huskede det. Det var dengang, at hun levede i menneskeskikkelse. Dengang hvor hun ikke vidste, hvad hun var. Før flokken tog hende ind til sig.