På vandretur

HVEM FANDEN FINDER PÅ AT SENDE EN UD I ØRKENEN??!!!
Jo, det gjorde så deres holdleder, der ville have en artikel om en eller anden ørkenrace ved navn Shula. Gulgrønne væsner, der boede under sandet. Men kunne han så ikke have sendt en anden afsted?! Nej, nej, lad os tage hende, der kan holde varmen ud. Forfærdeligt. Sand, sand og endnu mere sand. Hvordan I alverden skulle hun overhovedet finde en Shula? Af en eller anden grund mistænkte Kath sin holdleder for bare at have fundet på den race, og så sendt Kath af sted, så han kunne blive fri for hende i en uges tid. Stooor tiltro sin holdleder.
Så med armene over kors, og med håret flagrende vildt og vredt, gik den rødglødende pige igennem sandet, mens hun håbede på at falde over en såkaldt Shula.

Oppe på en af de største sand driver, sad der en lille skikkelse, denne var klædt i alt for stor hvid skjorte, og ligeledes et par alt for store possede bukser, der nærmest hang om ham. Det lange ild røde hår snoede sig ned af hans ryg, de blå øjne stirrede på det der var stukket ned i sandet foran ham. En sort stok, lavet af massivt ibenholt, med et skæfte, eller håndtag om man ville af sølv. Denne sad han, tro det eller ej, og førte en samtale med.
"Jamen Arti, prøv nu at høre her, det nytter jo ikke noget! er du klar over at vi skulle rejse over VAND! på et skib
Han holdt en kort pause, som om nogen svarede ham.
"godt ord igen, men stadigvæk, tænk hvis det synker" sådan sad han åbenlyst og pludrede på en sanddrive med sin stok. Han tørrede det lange hår væk fra de blå øjne, og svarede igen, højlydt, som om denne ørken var tom... For hvem fanden ville rende rundt i en ørken?

Det kunne godt være, at Flamoreon mest holdt sig for sig selv, men det var indenfor racen. Så da et undrende blik gled fra Kaths ildblå øjne og op til en drengeskikkelse, stoppede hun undrende op. Gad vide hvor gammel han ca. var? Hun forsøgte at bedømme en alder ud fra hans udseende. Selv lå hun omkring de 17-18 år af udseende. En pige sidst i teenageårene, og med et mere end meget fyrigt temperament. Derfor hendes hår var så rødt, og lige nu slikkede flammerne sig næsten op af det.
Ikke desto mindre stoppede hun op og sendte den lille flammekugle af sted. Han så ud til at tale til noget. Gad vide hvad? Det undrede hende. Mon det var et andet væsen? Denne verden var jo fuld af underlige væsner. F.eks. Shulaer, åbenbart. Kath stod stille for at se, om han gengældte hendes hilsen. Temperamentet forsøgte hun at undertrykke. Der var ingen grund til, at det gik udover den fyr der.

Aziel rakte indstinktivt håndenfrem, og en lille kugle strøj op af hans hånd. Flyvende over imod hende, og kolliderende med denne. Han drejede sig, hev staven op af sandet, og blev ved med at hviske, først til staven.
"hvem er hun? hun er pæn ikke? og hun kan også det jeg kan, se arti!" og dernæst, som om det han lige havde sagt, slet ikke var blevet sagt så højt at hun kunne høre det. "Godeftermiddag!" han skiftede vægten, så han nærmest rutsjede ned af bakken, og stoppede ikke så langt fra hende, her rejste han sig op, børstede det hvide støj, og smilte varmt til hende, hvorefter hans hviskede til staven.
"Ja præcis Arti, hun må også være som os! vent..." han rynkede brynene som om der var noget helt helt galt med staven. "synes du ikke hun er pæn? nej ved du nu hvad!" han førte et voldsomt skænderi i et par sekunder, inden han rynkede brynene og trak på skuldrene. "Jeg hedder Aziel.. hejsa!" han vinkede stor smillende, som om at det han sagde, kun kunne høres af ham og staven.

Det undrede hende, at en fyr, der så ud til at være ca. på hendes alder, måske en smule yngre, men også kun måske, talte til en pind. Det var i hvert fald sådan, hun lige så på det. Og da han først stod og diskuterede med den lige foran hende, så vidste hun ikke, hvordan hun skulle reagere. Mest af alt havde hun lyst til at grine af ham. Hvor var det dog åndssvagt, og han lød mest som et barn. Ja, hun var Flamoreon ligesom ham, men hun var bestemt ikke ligeså dum at høre på. Han syntes hun var pæn? Det havde hun næsten lyst til at kalde sødt. Hun lagde armene let over kors og så på ham med et vurderende blik. Let hang hun i hoften, hvor en mørkegrøn nederdel lå om hende. Maveskindet var frit, og hun bar en lille top i samme grønne farve. Hvorfor gøre noget specielt ud af, at man skulle ud i ørkenen? "Kath Flonton" præsenterede hun sig kort. Jep, man tager ud i ørkenen for at jage ikke-eksistererne racer, og man støder på en jævnaldrende særlig. Hun havde lyst til at gyse ved tanken.

Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende, som om hun var det mest fantastiske i denne verden, og som om han aldrig nogensinde ville holde op igen. De blå øjne flaksede på hende, første på hendes ansigt, så på hendes mave, og på det grønne tøj, i en stærk kontrast til hans eget tøj, der var løst og fyldigt, var hendes passende, og ganske almindeligt.
Aziel, og arti, betragtede hende, som om han ventede på hun skulle sige noget, eller gøre noget, eller i det mindste bare underholde ham. Det var hans typiske opførsel, kigge på folk, altså folk han kunne lide, kigge på dem, og smile til dem, lige så bredt som han gjorde nu. Hvis han ikke brød sig om personen, så... slog han dem? løb? skreg?... planen lå aldrig helt fast, men det blev altid samme resultat....

Kaos... både i Aziels ydre og indre verden.

Hans stirren blev hurtig for meget for hende, og hun sendte ham et advarende og undrende blik. "Hvad... ser du sådan på?" Jo, han så på hende. Hvorfor? "Du har forresten ikke set en Shula her i nærheden, vel?" Røg det ud af hende med et lettere opgivende suk. Hun kunne ligeså godt spørge. Hvorfor ikke? Hun var alligevel nødt til at lede efter dem, og så kunne hun ligeså godt spørge ham, hun nu var stødt på, der talte mere med en pind end med det levende væsen, han stod overfor. Det vaklede lidt for hende, om hun burde gå eller blive og snakke med ham. Han var for... underlig... men han hørte til i denne race. Det kom hun ikke udenom. Han fik næppe nogen hjælp fra andre. Kath havde nok heller ikke tænkt sig at hjælpe ham - ved mindre det ikke krævede ret meget, uanset hvad han skulle have hjælp til.

Aziel kiggede undrende på hende, "dig?" svarede han som om det var en selvfølge. Hvorefter han lagde hovedet på skrå, og man kunne nærmest se hvordan han tænkte, endevendte hans hjerne, der var pakket som et bibliotek. "Jeg har aldrig hørt om dem... findes de?" der var utroligt mange forskellige racer i denne verden, så den kunne sikkert godt eksistere, men det var da heller ikke sikkert at den fandtes, intet var sikkert, det var da en af de ting Aziel var sikre på.

De blå øjne gled over hende igen, som om han ledte efter noget, og pludselig, smilte han bredt, og fniste. "Arti dit fjollehoved! De kan vi da ikke!" sagde han, som om han var et skolebarn der skulle til at kysse for første gang, eller var blevet præssenteret for ideen om at pjække... Det kunne man da ikke!

Det virkede så underligt at stå overfor en fyr, der var lige omtrendt hendes alder, der til gengæld opførte sig så meget yngre. Som et barn. Hun himlede også bare med øjnene, da det spørgende svar lød. Jo, det havde hun trods alt godt opdaget. Det næste svar, hun fik, gjorde ikke hendes humør bedre. Han havde altså heller ikke hørt om Shulaerne. Fint, så var hun i det mindste ikke alene. Da hun først skulle til at gå, hørte hun hans fnisen og talen til pinden igen. "Og hvad kan du ikke?" spurgte hun med hovedet svagt på skrå. Irritationen lå under det øverste lag af stemmens toneleje. Det var ikke til for hende at holde den tilbage. Hun spurgte egentlig også kun, fordi hun havde en stærk fornemmelse af, at det drejede sig om hende. Her var jo heller ingen andre end den fyr, hans pind og så Kath selv. Det var trods alt begrænset, hvad det kunne handle om midt ude i ørkenen.

Han betragtede hende, og smilte som om hun havde sagt noget fuldkommen underligt.
"Hvilket? hvem kan ikke hvad?" det var tydeligt, at alt han sagde til stokken, og stokken sagde til ham, kun var for de to, selv om han ivirkeligheden sagde det højt og tydeligt, som om han var i et lydtæt rum.
Aziel hamrede staven imod sit knæ. Og skreg, ikke af smerte, men skreg eder og forbandelser. "Fy! Arti, kan du så! Arti for pokker, tænk nu hvis hun hørte dig, hun ville blive såret! FY" KNALD "FY" KNALD "FY" Efter det rettede han på sit hvide tøj, og betragtede hende. Han borede tæerne ned i sandet, og ventede... ventede på hun skulle sige noget.

"Hvad hedder du?" spurgte han, som et skolebarn der spurgte sin sidekammerat.

Kort overvejede hun at gribe ind, da han begyndte at slå sig selv med stokken, men hun lod være, da han bagefter virkede som om, at det slet ikke var sket. Han var godt nok underlig. Hun rystede svagt på hovedet af ham og gentog sit navn, da han igen spurgte om det: "Kath Flonton". Hun tøvede lidt, før hun så på ham igen. "Nå, vil du med ud og lede efter en shula, for jeg har ikke tid til bare at stå her?". Hun ventede ikke engang på svaret, før hun begyndte at bevæge sig længere ud i ørkenen. Det værste, der kunne ske nu, var, hvis naturen lige besluttede sig for at fjerne ørkenen, for så kunne hun leder efter endnu en ørken, før hun kunne søge efter shulaer. Desuden var den fyrs selskab vel bedre end slet ingen?

OM han ville have det første selvskab længe... jo tak!

Aziel fløj efter hende, billedligt talt, han hoppede og sprang, de hvide alt for store tøj spilende sig ud i vinden. Op på den første sanddrive, hvor han kiggede efter noget der kunne bevæge sig, eller have et skilt hvor der stod shulaland... Eller hvor pokker de nu boede.
Aziel tørrede sig over panden, eftersom han svedte.
Kort og kontant, fulgte han efter hende, engang imellem hoppede han lidt, eller tog et par dansetrin, måske løb han op på en sanddrive og kiggede efter førnævnte... Men han fulgte hele tiden efter hende, gørende hans små mærkelige ting. Men han fulgte dog efter hende, noget han ikke havde gjort længe.
"Kath.. Katty... Nath... Flobby... Onton"

Et kort øjeblik måtte hun sukke og fortrød næsten, at hun havde sagt okay for, at han kunne følges med hende. I det mindste lod han til at holde op med at tale med staven, mens hendes eget blik havde travlt med at granske sandet for stedet, hvor en Shula måske kunne dukke frem. "Jeg gider kun lede indtil solnedgang, og så søger jeg hjem" konstanterede hun kort, mens de gik. Der gik nu ikke længe, før hun begyndte at høre hans måde at lege med hendes navn på. Endnu et suk, denne gang mere irriteret, lød fra hende. "Kath Flonton" understregede hun. "Så kald mig Kath.... Kath" Hun gad ikke det andet. Han var vel noget nær håbløs.

"jaja.. vi tar hjem ved solnedgang" samtykkede han, hvorefter han stoppede op, "kath... kathy... kathu... katha...kathari...katharina!" og igen var han efter hende, som om dette korte ophold kun var for at tænke det igennem. Stadigt ledende efter hvad i al verden en Shula dog kunne være!
Men på den anden side, måske var det noget spiseligt, eller noget sjovt, eller noget pænt, eller musisk... hvem vidste! der lå en verden af muligheder foran ham. Staven forholdt sig tavs.
"Katharina... smukt navn.." sagde han, og hvis man ikke så ham. Kun hørte stemmen, eller hvis man gik som nu, men ryggen til ham, og kun hørte stemmen, der ikke var i dens sædvanlige irriterende toneleje... Så ville man måske tro han var helt normal? måske...

Og han blev altså ved med at lege med hendes navn? Katharina. Ja, det var måske meget kønt, men det var ikke hendes navn. Hun foretrak dog hurtig at have ham gående bag sig, så hun kun kunne høre hans stemme. Så virkede han knapt så... underlig. "Jeg hedder altså Kath. Ikke Katharina". Hun forsøgte virkelig ikke at lyde mere irriteret end hun var, men det var svært. Mest af alt havde hun bare lyst til at snerre af ham og se, om han gik. Omvendt ville en tur gennem ørkenen alene ikke være det smarteste.

Med et stoppede hun op, da hun fik øje på noget i sandet. Hvad det var, vidste hun ikke, men hun vidste, at selvom Shulaer boede under jorden, så kunne de kun komme op, hvis ørkenen lå over deres by. Eller det havde hendes underviser forklaret hende. Hendes hjerte sprang et slag over. Var det en shula?

Et dybt suk gled over hendes læber, da hun opdagede, at det var en ørkenslange. Dumme dyr.

Aziel fløj tilbage, en slange, en slange.. en ulækkert krybbende dyr, det var klamt og slimet og snoende og farligt og ... eeew!

Han greb om stokken og slyngede den mod slangen. "PÅ HAM ARTI!" hyllede han, og gemte sig bag kath, som om hun ville beskytte ham, eller som om han blot ønskede at blive ædt sidst. Stokken ramte slangen, der lavede en irriteret lyd, der snoede sig rundt, nu havende opmærksomhed overfor Aziel, Kath og ikke mindst det objekt han havde smidt i hovedet på den. Aziel havde krøb ned og pressede sin krop imod jorden, i et forsøg på at gøre sig usynlig, således at slangen bare pluuudselig ville glemme alt om ham, hvilket nok var usandsynligt...

Et hulk kom fra ham. Frygt, frygt så tyk som den tykkeste tåge, lagde sig om hans sind, og trængte ind i ham, opslugte enhver rationel del af ham.

Da han hylede op, måtte Kath igen sukke. Han kastede pinden efter slangen? Ja, ja. Han virkede bange, sådan som han gemte sig. Det var svært at forstå, at han burde være på alder med hende, når man så på hans udseende. Det var skræmmende. Hun gik fra ham og hen til slangen. En flamme forlod hendes hår og fik slangen til at trække tilbage. Hun hentede hans pind og gik tilbage til ham. "Her" hun rakte ham den med et suk. Hvordan skulle han selv have fået fat i den igen, når han var så bange? "Skal vi gå videre?" spurgte hun i et lille skævt smil, før hun begyndte at gå - ligeglad med om han fulgte med.

Der gik dog ikke længe, før jorden under dem begyndte at ryste. Denne gang måtte det være Kath, der greb ham. Naturens lune brød hun sig bestemt ikke om. NU ville hun gerne hjem. Hun vidste jo ikke, om jorden om lidt ville flække, om et hav ville dukke op, eller et bjerg? Træer? Det var aldrig til at sige.

Han tog gladeligt imod sin stok. knugende den ind til sig, som om det var det eneste der kunne holde over vandet, det eneste der kunne redde ham for at. Men han stoppede, tabte enddog stokken da jorden så ud til at rystes i dens grundvold, som om hele søjlerne der holdt verden sammen blev revet fra hinanden. Ganske forsigtigt var det som om, at jorden blev skrællet af, som når en banan pilles i stykker, eller når man leger med skallen på et sår, ligeledes var det som en vind blæste over sandet, Aziel kiggede ikke engang, han var opslugt af at stirre på det, sandet der hvirvlede sig omkring.

Og med et, stoppede det hele, han vidste ikke helt hvad der lige var sket, men denne miniature sandstorm havde klart ændret noget, sandet havde lagt sig næsten snor lige, og da han sparkede irritabelt på det, stødte hans fødder imod noget... Sten, bjergjord.

"Slog du dig?" udbrød hun, da han slog foden mod noget hårdt. Forbandede natur. Man skulle blive inde i byerne skulle man - så var man i det mindste sikker på, at der ikke pludselig skød bjerge op. Sandet begyndte at glide fra, mens bjerget skød roligt op af. Kath tog stokken op og knugede sig ellers ind til Aziel. Nu forsvandt ørkenen for øjnene af dem. Det var da bare ikke fair! Hun skulle finde små, åndssvage shulaer! Først da naturen stoppede med at bevæge sig, turde hun åbne øjnene igen. Luftenen var tyndere, og hun følte, at hun var ved at blive kvalt. De var flere hunrede meter over vandets overflade, så nu var det bare med at komme ned. Ned og væk. "Kom" sagde hun uden videre og gav ham staven igen, tog hans hånd og trak ham ellers med sig. Ilt var nødvendigt for ild. Det var det også for hende! Så lige nu forsøgte hun at finde steder, de kunne komme ned af bjerget, uden at komme i problemer glatte sider og løse sten.

Aziel stivnede da hun rørte ved ham. Hvad i al verden var det der skete! Ham der ellers var så kropsforskræket og ellers altid reageret var blevet rørt af en person. Det blev simpelthen for meget, han træk vejret ud og ind, alt for hurtigt, hurtigere end hans krop kunne nå at procere denne, synet blev tåget i kanten, og han tog et par vaklende skridt, inden han kollapsede omkring på klippetjorden. Det var simpelthen for meget for ham. At der var et menneske dere frivilligt rørte ved ham, og ikke fandt ham en freak, satte tanker igang i hans hoved, scenarier der ikke hang sammen med hans nuværende verdens billede, om at verden blot var et helvede der skulle overståes. Og således hamrede hans krop direkte ned imod den hårde klippegrund, og lagde sig fint tilrette, han var heldig at han slap med få skrammer og ikke brækkede noget. Men her lå han så.

Det kom fuldstændig bag på Kath, hvordan drengen reagerede, og hun var hurtig efter ham, da han lå mod klippejorden. "Kom så vi skal ned her fra" hersede hun lettere panisk og skulle til at hjælpe ham op med tøvede en smule. Han var blevet helt befippet, da hun rørte ham før. "Jeg lader dig ligge, hvis du ikke kommer med. Luften er alt for tynd. Vi overlever ikke, hvis du bliver liggende der" Hun småskændte på ham for at få ham til at forstå alvoren. De skulle væk - og det lige nu! Hun rejste sig fra hug og begyndte at gå, mens hun så tilbage efter, om han fik brug for hende eller om han selv kom på benene og kom efter hende.