Hvor kommer de stemmer fra ?

Det havde været endnu en af de nætter, som havde virkede rigtig lange på grund af der havde ikke været et øjeblik hvor Mimi havde opholdt det sammen sted i mere end nogle få sek. af gangen hvilke kom fra at hun ville under ingen omstændigheder havde at mændende fra den lejer, som hun var opvoskede op i skulle havde lov til at indhente hende for hvis de gjorder det så true hun ikke at tænke på hvad der ville sket hvis de fik indhentede hende.

Men da solen var så småt ved at stå op så var Mimi nåede hele vejen ud til udkanten af skoven der lå ud til en meget stor sø og hun kravlede op i et meget gamle træ efter at hun havde sprugt træet om lov til at gøre det. Men det fik hun lov til at gøre og træet ville gerne hjælpe til at holde hende gemt afvejen. Men bagefter at hun havde takkede træet så kravlede hun op i det og hvor hun lagde sig på den bredest gren, som hun kunne finde efter at hun havde hængt leder tasken op på en anden gren selvom tasken nemt kunne ligne en stor pose. Men der gik ikke særlig længe før at Mimi var fladet i søvn godt gemt væk under den kappen, som hun havde haft mens hendes ræve hale havde valgt at hægne ned fra grenen, som hun ellers lå på.

Men Mimi vågnede op ved lyden af en del stemmer hvor der var en del af dem, som var højere end de andre og alligevel så var det nogle glade stemmer hun kunne hører. Men da Mimi altid havde være meget nysgerrrig så valgte hun at kravlede frem på gren helt ud til det yders stykke af den hvilke var utroligt at den ikke knækkede over da hun kom ud på den. Men hun flyttede en af de små grene, som blottede for hendes syn og da hun havde gjort det så ramt solens lys hendes øjne hvilke fik hende til at give slip på grenen igen med det sammen på grund af det gjorder ondt i hendes øjne at det pluselig lys i øjne og lidt efter igen så flyttede hun grene igen lidt mens hun søger for at selve solens ståler ikke ramte hendes øjne hvorefter at hun begyndte at kiggede efter hvor stemmerne kom fra.

Men lige hvor længe at hun havde sovet havde hun ikke nogle idé omkring og alligevel så følte hun sig ikke særlig udhvilede hvilke fik hende til at gå ud fra at det ikke måtte være særlig længe at hun havde sovet. Men alligevel så hendes nysgerrighed vækkede til livet hvilke gjorder at hun ikke ville kunne sove før at hun havde fundet udad hvem eller hvad der gjorder at der kom nogle stemmer ud i rummet og alligevel så var Mimi lidt bange for at det måske var mændende fra hendes gamle lejer der havde fået opsporget hende.

"KOM MED DEN!"
Råbet lød fra en ung fyr, der derefter grinede. En pige med sølvfarvet hår rendt rundt med en bold og løb med drengen i hælene. En anden dreng smuttede i ulveform, og forsøgte at afskærme hende vejen. "HEY DET ER IKKE FAIR" skreg pigen, da hun blev puffet omkuld af den store ulv, før en mørkhåret pige, der så ældre ud end resten, grinede og proklamerede "Så afleverer vi, ikke?" Drengen forvandlede sig tilbage til den menneskelignende skikkelse og sparkede bolden over mod træet, der gjorde et ryk med en rod, så bolden trillede under den og videre.

Undtagen den sorthårede Rakcha, der sad roligt i skrædderstilling med hænderne hvilende mod jorden imellem benene, så var resten omkring en alder mellem 8 og 10 år af udseende. To drenge og to piger. Et par snerren og småknurren lød nu og da, indtil Rackha gjorde et kort klap med hænderne, og de fortsatte deres leg med Rakcha som dommer.

Legen, som forgik var en, som Mimi ret hurtigt blev fanget af for hun blev nysgerrig efter at finde udad hvordan den forgik og alligevel så blev Mimis øjne lidt mere åbnende da hun så hvordan en af drengene forvandlede sig om til en stor ulve form. Mimi havde godt hørt omkring at der var nogle, som kunne det og alligevel så havde hun aldrig set før. Men Mimi var blevet helt opdaget af se på drengen at hun fik et mindre chok over pluselig hører en stemme, som lød meget ældre end de anders og Mimi kiggede hen på den sorthårede pige, som virkede til at være den, som de ander hørte efter på grund af drengen havde igen forvandlede sig tilbage til en menneskelige form igen.

Men Mimi havde helt at holde øje med hvor bolden var henne indtil at hun mærkede i træet hvordan den løftede sin ene rod og den lille beværelse var tydelig at mærke oppe i træet. Men det påvirkede også den gren, som Mimi havde sin taske hægnende over og det endte med at den røg ned på jorden vedsiden af stammen på træet. Men Mimi vidste ikke lige hvordan hun skulle få fat på den igen uden at dem, som legede ville opdage hende og hun kiggede ud på dem igen for at se om de havde opdaget hvad der var sket henne ved træet. Men hvis de ikke havde det så ville hun forsøge at kravlede ned efter den og gemme sig bagved træet.

I det tasken ramte jorden, fór alle fire børn sammen i en forvandling tilbage til Lupinus. De knurrede og rejste børster, mens Rakcha, den ældste, forholdt sig ganske rolig, dog med nysgerrige øjne og spidsede ører. Hun havde ikke engang forvandlet sig, og børnene gled også ligeså stille tilbage til den anden form, da de opdagede, at Rakcha tog det roligt. Hun rejste sig og gik hen til træet. Hun gik en smule mere oprejst, end hvad børnene gjorde. De løb stadig næsten på alle fire, selvom de var i den menneskelignende form. Deres ører var mere spise end menneskers, og deres hænder og fødder mere ru. Tøjet dækkede kun lige det mest nødvendige og var af magisk dyreskind, så det forvandlede sig samtidig med dem.

Rakcha tog tasken og kiggede op for at få øje på en ejermand, men det var svært, da træet holdt Mimi godt dækket. Så Rakcha lagde tasken igen, fandt bolen og gav den op igen til leg, mens hun satte sig, så hun kunne holde øje med både træet, tasken og børnene.

Da alle de små forvandlede sig til Lupinus og rejste bøster så beværede Mimi ikke en eneste muskle selvom hendes opmærksom blev fanget af den ældste af dem, som ikke havde forvandlede sig sammen med de andre hvilke fik Mimi til at tænke på om den ældste måske havde opdaget hende. Men Mimi ikke lagde vær med at under sig over hvorfor de små løb på næsten alle firer selvom de havde forvandlede sig tilbage til deres menneskelige form og alligevel så den ældste stod under træet så var det lige under hvor Mimi var.

Men det var tæt på at Mimi havde givet sig til kende da hun så hvordan den ældste tog fat i hendes taske, som indholdte alt hvad Mimi ejet og alligevel så slog tanken ned i Mimi at hun var i undertal hvilke gøre det dumt at give sig til kende der. Men da den ældste havde lagde tasken vær i og istedenfor taget bolden med tilbage til de små så kiggede Mimi efter hende mens hun overvejede om hun bare skulle forsøge at få på hendes taske og forsvinde der fra.

Men Mimi kravlede ned fra træet på den eneste side, som ikke vendte imod de små og den ældste. Men Mimi lagde en hånd på den ene side af træet mens hun kiggede lidt fra sit skjul bagved træet og da Mimi var meget nysgerrig efter at finde udad mere omkring de fremmede der leget. Men mest den ældste, som havde taget alt sammen så roligt. Men da nysgerrigheden var så stor i Mimi så begyndte hendes hale bevære sig rundt i små cirkler på den anden side af træet og Mimi var ikke klar over at den gjorder det eller at det blot nok ville afslører hende.RE

Det var ikke mange lyde, Mimi skulle lave, før Rakcha havde opfanget dem. Børnene havde for travlt med at lege til, at de hørte de små lyde, men Rakcha sendte skjulte blikke mod træet, hvor hun fik et glimt af en hale nu og da. Et lille smil gled om hendes læber, og hun rejste sig. Børnene kiggede efter hende, men hun sendte dem et kort lille vink med hovedet, og de legede videre.
"Kom frem" bad Rakcha i en mild tone og tog tasken, der stod ved træet for at række, hvem end det var, sine ting. "Her" Hun holdt den frem, mens hun prøvede at finde ud af, hvem der gemte sig. Bange? Nej, det lod jo til, at vedkommende var endnu mere bange for hende og børnene, så lige nu var der næppe noget at frygte, selvom hun ikke vidste, hvem det var, eller hvad det var, der havde været i nærheden.
Børnene stoppede uvilkårligt op og betragtede Rakcha ved træet. Nysgerrige.

At de små lyde, som Mimi lavet blev hørt var noget, som hun ikke håbede på at de ville ligesom hendes hale heller ikke ville blive og alligevel så den ældste rejste for at komme imod træet, som Mimi gemte sig bagved så rykkede Mimi længere ind i stykken af det letter bange for hvad der skulle til at sket hvilke bunde i alle de dårlige ting, som hun havde hørt fra de ældre i den lejer, som hun var voksede op i samt hun heller ikke vidste hvad der skulle til at sket.
Men i første omgang da Mimi hørte den milde bøn med at komme frem så gjorder hun ikke det og alligevel så da hun hørte at der blevet løftede op i hendes taske så kiggede hun alligevel lidt frem fra sig skjul over imod den ældste der række hendes taske over imod hende. Men Mimi vidste ikke helt om det ville være smart at række ud imod tasken for at få den igen selvom Mimi heller end gerne ville ha sine ting igen hvilke var derfor hun række ud imod den mens hun afsløret sig selv og Mimis opmærksomhed lå ved den ældste, som var tættes på hende ”Ta... Tak” kom det meget stille fra hende og hun stammede på grund af hun var nervøs for om den ældste nu kunne finde på at springe på hende nu hvor hun havde givet sig selv til kendte.

"Så lidt" svarede Rakcha i et let smil, før hun opdagede, hvordan ungerne stoppede op. Hun lavede en bevægelse med hånden mod dem, som man ellers gjorde med hunde, hvis man gerne ville have dem væk. De rendte også videre med bolden. Grin og smil prægede dem tydeligt, mens Rakcha så tilbage på hende. "Intet at frygte". Sætningen var kort, men ordene var milde. Hun var ikke bange for dem, der var rædselsslagne for hende. Endnu havde hun aldrig hørt om nogen, der havde brugt det trick for at lokke nogen i en fælde. Men det kunne måske ske en dag? Det var ikke til at sige.

Mimi vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på den fremmedes smil og alligevel så blev Mimis opmærksomhed kort fanget af den beværelse, som der blev lavet. Men grinene og smilene fra de små gjorder det svært for Mimi ikke at smile på grund af det smittede af og alligevel så vidste hun ikke helt omkring hvorvidt de andre var farlige, som hun havde lært at alle ander racer var eller om de var gode nok hvilke ville ryste alt det, som hun havde lært mens hun voksede op "Hvordan kan jeg være sikker på at der ikke er det ?" lød det spørgende fra hende mens hun holdte sin taske godt tæt indtil hende selv og overvejede om hun måske kunne løbe fra dem hvis det var at hun blev nød til det.

Ja, hvordan kunne hun være sikker på, at der ikke var noget at frygte. Det blev svært for Rakcha at forklare, men hun forsøgte. "Vi er ikke på territoriet. Og der er kun mig og hvalpene. Og vi jager kun rigtige dyr" svarede hun så godt hun kunne, selvom ordene var noget tøvende og overvejende, da hendes sprog ikke var det bedste, men hun forsøgte da. Ungerne stoppede ikke deres leg, da Rakcha tavst havde bedt dem om at fortsætte. Bolden ramlede dog over i træet og fik et par blade til at falde. Det fik træet til at løfte rødderne og gå et skridt væk fra dem, mens ulveungerne i menneskeform hentede deres bold og undskyldte til træet.