En Pause

Det var en velfortjent pause, mente Sonia, da hun lagde sig ned i det høje græs, der dækkede hende, hvis man ikke så hende let fra oven. Engen var i store, flotte bakker, hvor vinden lod det høje græs glide som smukke, grønne bølger. Himlen var vidunderlig blå og med små, fine hvide skyer. Solen skinnede ligeledes ned, og Sonia lod sine egne himmelblå øjne glide i.
Hånden rettede lidt på den hvide kjole, der gik hende næsten ned til knæet, og ellers sad som malet på hende. Små naturlige folder hist og pist, der skyldtes formerne. Hun var en slank pige med lette former. Det sorte hår var løst og lå gemt under hendes hoved, hvor hun havde sine arme støttende under også, mens hun bare lå så lang hun var. Det var et perfekt sted og tidspunkt at holde pause fra den lange gåtur. De små, sorte ballerina sko skubbede hun af, så de hvide fødder fik luft. Hun var ikke bleg. Hendes hud var bare mere hvid end gylden.

Lydia vandrede gennem det høje græs på bare fødder. Hendes skridt var langsomme, måske en anelse tøvende, men intet holdt hende fra at fortsætte. Hun kunne godt lide at være udenfor, specielt når hun plejede bare at gå rundt indenfor på kroen, hvor hun arbejdede. Hun var blevet en smule træt af mørket, og derfor var den skinnende sol også en glæde for hendes blik. Dog følte hun, at hun var lidt upraktisk klædt, i sine bukser og sin trøje da varmen ikke rigtigt kunne ramme hendes hud. Den varmede bare hendes tøj op, og gjorde hendes krop FOR varm.
Hun havde samlet sit hvide hår i en elastik bagpå hovedet, så kun få hårstrå faldt ned over hendes ansigt. Et smalt smil bredte sig på hendes læber, og hun følte sig på en eller anden måde fri. Et blidt vindpust gled over hendes kinder og gennem hendes hår, fik hende til at stoppe og nyde følelsen et øjeblik

Lyden af skridt nåede Sonia, og hun gled ligeså stille op for at kigge. En pige. Fornemmelsen af auraen var mærkelig. Den var ikke til at læse. Vago. Dem vidste man aldrig, hvor man havde. Det var egentlig dem, Sonia havde det sværest med. Selv strømmede hendes udstråling ud som noget varmt og mildt. Ai. Hun var en livsglad person med et stort overskud og varme. Omsorgen var nok det, der var tydeligst hos Sonia. Hun var der for alt og alle.