Brand!

Ilden spredte sig.... Den tog fat. Den tog fart... og den bredte sig udover gulvet, op af væggene, slikkede loftet. Varmen var kraftig og hed. Kvælende, ligesom den sorte røg, der så småt sænkede sig fra loftet og ned af.
Midt i rummet stod hun. Kath. Hvad var der sket? Lige nu huskede hun det ikke. Klappen var gået ned, og hun var gået i sort. Først, da hun fik øje på sengen, gik det op for hende, hvorfor hun nu stod i dette flammehav.
Varmen rørte hende ikke, men det var der til gengæld noget andet, der gjorde. Jalousi. Had. En intens vrede, der havde bredt, så selv hendes røde hår flammede, og ilden slikkede op og ned af hendes krop.
Han havde været hende utro. Jaice. De havde egentlig kun flirtet omkring. Hun havde taget ham ind. Nydt ham og hvad han kunne give. Han havde sagt, at hun betød alt, og der kun var og altid ville være hende.
Det var ikke, fordi hans ord havde givet hende følelser for ham. I hvert fald var følelserne ikke stærkere end, at hun ville kunne forlade ham uden noget, hvis noget bedre viste sig. Det var mere løgnen i det. Det, at han havde sagt, at hun betød så meget, og hun nu stod og var ingenting. At hun havde set, at han ikke havde ment et ord af, hvad han havde fået hende til at tro.
DERFOR STOLEDE MAN IKKE PÅ FOLK!
Eller i hvert fald ikke på fyre, der kom og prøvede at forklare en, hvor meget man betød for dem. Yeah, right. Skrid. Det ville med garanti blive hendes kommentarer den næste tid.
Sengen var tom. Jaice og tøsen var stukket af. De havde ikke fået noget med sig. Hans hjem ville snart brænde ned til grunden. Sølle folk.... Man pissede ikke en Flamoreon af. Det havde Jaice forhåbentlig lært nu.

Huset brændte ned omkring hende, og hun forlod først stedet, da hun var sikker på, at flammerne ikke ville tæmmes, før end alt var tilintetgjort. Han boede stadig hos sin mor og far. Forhåbentlig kunne det få ham til at fortryde yderligere.

Hun forlod huset, der var et kæmpe brændende bål. Blikket gled tilbage med et svagt suk. Måske burde man alligevel lære at kontrollere sit temperament lidt? Narh... Han havde fortjent det!

En tur ind til en landsby havde været nødvendig. Lu havde hellers holdt sig på afstand af alt og alle siden hun for noget tid siden var stukket af hjemmefra. Hun ville helst ikke fanges og føres tilbage, men hun vidste at det kunne ske, og at det nok ville ske før eller siden. Lu vidste det. Hun ville bare ikke indrømme det overfor sig selv.
Hun var ankommet til landsbyen og den havde været fuldkommen i kaos. Der havde været brand i en bygning, og det havde skabt kaossen. Lumicha som lige var ankommet vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og mente i første omgang at det var bedst bare at holde sig lidt på afstand af dem alle sammen. Så hun gik i udkanten og kiggede rundt. Hun opdagede pigen som gik fra det flammende hus. Lu kiggede på pigen, og havde en ide om at det var hende der havde sat hele branden i gang, men hun holdte sig væk og holdte sin mund. Det var nok bedst.

Folk stirrede sådan på hende. For fanden, vidste de virkelig ikke, hvad der foregik? Nej, nok egentlig ikke, men det kunne da også bare være ligemeget. Kath skulle videre. Hun havde ikke mere at gøre her. Efter hende kom flammende fodspor, mens hun ellers gik ned igennem byen. Håret lokkede stadig i brand, og øjnene glødede i den blå farve. Hvis man var bange for ild, så skulle man bestemt holde sig væk. Rørte man hende, ville man højst sandsynligvis brænde sig.