Snydt...

”JAiii!!!” lød det storgrinende gennem baren, da tre unge fyre kom ind. Michel huskede ikke, hvor han var stødt på dem, men de gik nu alle med armene over hinandens skuldre. Hans bedste venner. Hans illusion af virkeligheden lige nu. De grinede, og de fik slæbt hinanden hen på barstolene. De var i en af de nærmeste forstæder til Fabula by. Hvad lavede han herude? Nårh jo. Der havde været den der pige på nettet, der havde skrevet, at hun ville mødes med ham på Diskotek TikTak i denne by. Hun var bare ikke mødt op, og så var de der fyre kommet og tilbød ham noget at drikke. Først havde Michel egentlig mistænkt dem for, at de havde udgivet sig for at være den pige på chatten, og de nu bare skulle more sig med den naive fyr, der var mødt op – selvom Michel langt fra ville kalde sig naiv. Han havde da troet på, at den lidt for hotte pige med de gyldne øjne rent faktisk havde været der og ville møde ham! Kunne det virkelig være så usandsynligt?
En drink blev stukket i hånden på Michel, og der gik kamp i, hvem, der først bundede de udleverede våde varer. Et par piger stødte til og morede sig over det. ”Hvem skal drikkes under?” lød spørgsmålet fra en høj, slank pige med kattetræk i ansigtet, spidseører og langt, blødt og brunt krøllet hår. Halen gled stille bag hendes ben, hvor en lårkort nederdel hang om hendes hofter. Pelsen over hendes krop var yderst kort i en blød orange farve, der fik det til at se naturligt ud på hende.
Svaret fra fyrene blev ”Mic-ker” i stedet for ’Mic her’, der skumlede et eller andet om, at det var hans drink, og de ikke skulle tage den, indtil hans blik landede på de tre piger. Det var kun den ene af dem, der mindede om en kat. Resten så mere normale ud, men det var kattepigen, der virkelig fangede Michels opmærksomhed. ”Nårh, misser” grinede han, gled fra stolen og slog armen om hende. ”Skal vi ikke ud og finde et garnnøgle til dig?” Den havde han vist også brugt overfor Adrian flere gange, men det var mere i stil med ’Her. Garnnøgle. Play with yourself’ i en irriteret tone. Det var dette ikke. ”Jeg tror, at vi to kunne blive bedste venner” Pigen himlede med øjnene og skubbede ham fra sig, så han var ved at vælte over en stol, som han i stedet satte sig og omfavnede. ”Du er min bedste ven. Du forlader mig aldrig, vel?”
Det måtte virkelig se komisk ud at se denne mørkhårede fyr med den gyldne hud og muskuløs krop sidde sådan på gulvet. At han var i starttyverne var vist svært at tro. Lige nu mindede han vist mere om en ung teenager, der couldn’t hold his liqueur.

”Jeg kan bare ikke se pointen i at kneppe med den tøs....nej, jeg er ikke jaloux!” Adrian så ondsindet på den lille, sorte boks, som han talte i – Allen sad i den anden ende. Desværre troede storebroren, at det var ham, Adrian misundede og ikke tøsen...det var nok lige omvendt. ”Du lovede, det bare skulle være os i aften! Du kan sgu da ikke brænde din bror af for den første tøs, der spreder benene!....nej, jeg ved godt, hvad jeg gjorde sidste uge, men...nej, men...hør nu lige...nej, men...! Årh, fint,” han lagde irriteret på og gled en hånd gennem det korte, blonde hår, imens boksen blev gemt i en lomme på hans bukser. Skjorten var en lys blå og matchede hans øjenfarve, der lige nu skinnede svagt i mørket på diskoteket. Ja, han havde også droppet Allen i sidste uge for en tøs, men det var jo fordi, idioten skulle blive jaloux!! Argh! Han bremsede op, da han genkendte en skikkelse, som sad og...ja, han ville egentlig ikke vide, hvad Michel lavede med stolen. ”Fisk på land er virkelig håbløse, hva?” Adrian lagde armene over kors og løftede et let øjenbryn af sin fætter...rettelse: fulde fætter.

De isblå øjne gled spørgende op, da en stemme henvendte sig til ham. "Adr'an" udbrød Michel og rejste sig, så stolen væltede, med åbne arme og omfavnede ham. "Min fætter. Min kæreste fætter og bedste ven. Endnu bedre end stolen". Blikket gled kort videre rundt "Hvor mon missen blev af" mumlede han "den skulle ellers kæles for og have legetøj". Måske var Michel disorienteret, men trods mumlen var han fuldt ud bevidst om, at hvad han sagde kunne misforståes ufattelig let, hvilket var meningen for at få Adrian til at undre sig, grine, et eller andet. En eller anden reaktion i den retning blev kort forventet, før han forsøgte at trække Adrian med sig op til baren "kom jeg gi'r".

Legetøj? Det gav en kort ding-lyd i Adrians hoved.
”Legetøj?” gentog han, da han ikke havde lagt mærke til kattekvinden og egentlig bare tog al den desorienterede snak som sædvanlige-fulde-Michel. Han fulgte veltilfreds med op i baren og bestilte den dyreste drink, de havde. Det var sjældent man fik Mic til at betale, og Adrian nød at gøre ham fattigere, end han allerede var...eller...ja, ja, Mic havde selvfølgelig sine forældres penge, men Adrian havde sine tvivl om, hvor meget fætteren ellers tjente. ”Render du rundt alene her? Jeg troede, alene fuldskab alligevel var under dit nieavu, men jeg kan se, jeg vidst tager fejl?” spurgte han smilende og tog imod sin drink, da den blev serveret.

"Ja, du ved sådan noget man leger med og bruger til at ha det sjovt" himlede Michel med et kort grin som om ,at det var det mest indlysende. "Sikker på, at du ikke kunne have fundet en, der var dyrere?" spurgte Mic, da han havde betalt og så så på Adrian med et let vurderende blik, før han fik sin egen drink, som han endte med at sidde og betragte som om ,at det var det mest spændende i verdenen for en kort tid. "Hva`?" Han så undrende på Adrian, før han grinede "Ja, for du har jo selv slæbt hele festen med, ikke?" Blikket gled mere forvirret rundt "Hov de er væk". Han referede ikke til, hvem 'de' var, selvom han selv udmærket godt vidste, at det var dem, der havde slæbt ham med og hældt alkohol på ham. De her penge var faktisk de første, han selv brugte til aften.

Adrian skumlede kort.
”Det var heller ikke med vilje,” muggede han i første omgang bare. Han skulle jo have været her med Al! Doh! ”Og jeg ved da godt, hvad et legetøj er...” hvordan fanden kunne han stadig give igen, når han var så plørefuld! Mic gjorde det jo ikke engang med vilje! ”Og ja, det er jeg ret sikker på, du kan godt klare at betale, eller har du fået trusler om, at faster og Jacques vil skrive dig ud af deres testamenter?” han lod kort blikket glide rundt, da Michel nævnte ’de’...men ja, de var vel væk, og Adrian ville næppe kunne genkende dem, hvis de var her endnu.

Michel tænkte i det hele taget ikke meget over, hvad han sagde. Han snakkede vel egentlig bare uden rigtig at tænke? Blikket gled da også forvirret tilbage på Adrian. "Testamente? Er jeg død?" Han så undrende på Adrian og havde tydeligvis ikke hørt halvdelen af, hvad han havde sagt. "Nå, men hvis jeg er det, så er du det også, og så er jeg her ikke alene, og så kan jeg godt klare en drink til". Han bundede den, han lige havde fået og bestilte endnu en og betalte for. "Hey, du er bagud.. men det var du vel fra start" grinede Mic.

Hvordan ville han så have den tolket? Adrian var ikke sikker på, hvad Mic præcist mente med sin ’du er bagud’-kommentar, så han lod vær med at svare og bundede bare sin drink for at bestille en ny, så han kunne følge sin ældre fætters tempo. Sådan havde det altid været, når de begge ædru, kunne de ikke enes, alt var en konkurrence, og de holdt af at nedgøre hinanden. Sådan var det bare, og sådan havde det altid været, og ingen af dem forstod hvorfor.
”Nej, ud af deres testamente, ikke dit eget,” grinede han bare. ”Men ja, ja, vi er begge to døde, dig af dumhed, og mig af...et eller andet sejere...”

"Nej, jeg er ret sikker på, at du har byttet om på det, men det kan du jo ikke gøre for" gav Mic igen og gav så drengen et knus og bestilte en ny drink til ham og sig selv, før han bundede den, han lige havde drukket. I aften ville det klar være ham, der gik under først. Der skulle vist ikke meget til endnu, da de andre allerede havde hældt mere end rigeligt på ham. "Nå". Der kom ikke mere end det, før han bare sad og stirrede på det næste glas, han modtog. Hvad han egentlig drak, var han ikke sikker på - overhovedet ikke. Det røg bare ned. Eller den her gjorde ikke, da hans blik fik for travlt med at betragte den farvede væske. Blå og rød? Han forsøgte at fokusere, men jo mere han prøvede, jo mere svimmel blev han. Han trak sig bagud, forud, og bagud igen for at finde den rigtige afstand at se på glasset fra, og med et skvattede han på gulvet og udbrød en høj latter, før han greb om barstolen "Min bedste ven. Forlad mig aldrig. Vi har det altid så sjovt os to".

Adrian svarede ikke og nøjedes med at himle med øjnene, imens han drak af sin egen drink. Michel var virkelig håbløs, når han var fuld...eller...mere end normalt. Det blev tydeligt, at fætteren blot var en fisk på land i Adrians øjne. Sådan havde det altid været. ’Børnene’ i familien havde et tæt sammenhold, men der var disse to drenge nu nok undtagelsen, der bekræftede reglen, og Adrian kunne virkelig bedre lide Michels søstre end den klaptorsk der, som nu væltede ned af stolen. Adrian rystede på hovedet og rejste sig.
”Kom så, Mic, du må hellere komme hjem,” en fætter var vel en fætter i sidste ende, og Adrian kunne sikkert forvente sig en skideballe, hvis han ikke fik den fulde mand hjem. Han tog fat om Michels arm og forsøgte at trække ham på benene.

Blikket gled undrende op, da en pludselig trak i hans arm, og et øjeblik efter var et stort smil om hans læber. Noget vakkelvornt kom han på benene og slog armen og Adrians hals. "Min bedste, bedsteste ven" mumlede han glædeligt med lukkede øjne. "Nu skal vi hjem og putte sove". Han fulgte med Adrian, mere eller mindre hængende, før han udenvidere brød ud med "Sov sødt lille Adrian og viseluuul". Han så sig om. "Hvor er vi egentlig? Eller hvordan kommer vi hjem her fra?" Spørgende, pjattende og grinende.

”Det må være din spøg,” kommenterede Adrian med et suk. Bedste venner? Michel måtte være viiiiirkelig fuld efterhånden. Han halvt trak halvt slæbte sin ældre fætter mod udgangen, imens drengen begyndte på vuggevise. Ja, ja, du kan putte sove, også kan jeg proppe din finger i et glas lukkent vand, så jeg kan få mig et billigt grin imorgen, tanken var ret opmuntrende, og Adrian gav sig til at overveje Michels spørgsmål. Ja, hvordan kom de egentlig hjem. De kunne vel ringe efter en taxa? Allen ville ihvertfald ikke komme og hente dem...måske gad Melissa? Adrian følte trodsalt for meget med sin fætter til at kontakte en af forældrene. Faster blev næppe lykkelig over at høre, hendes søn var så stangstiv.

Da Adrian ikke svarede på, hvordan de kom hjem, så forsatte Michel sit sludder, da de kom udenfor. Regn begyndte at falde, og han begyndte at grine. "Hey, så mangler vi bare en lygtepæl ved en skov, og en paraply, og så kommer kattebussen og henter os". En eller anden historie, han engang havde hørt, som han ikke var helt sikker på, men det lød sjovt. "Eller DU er måske kattebussen i forklædning? Skal jeg så ikke bare op på ryggen af dig?" Han vrøvlede mere eller mindre, mens han talte, mens meget af det halvdruknede i hans grineri. Regn? Tog han sig ikke det mindste af. Hvorfor skulle han? Vand var bare dejligt, men det var nok ikke så let at svømme hjem igennem regnvejr. Desuden måtte man vist heller ikke svømme, efter man havde drukket. Eller var det kun, når man havde spist?

Adrian sukkede tungt over mandens vrøvlerier. Hvad fanden snakkede han nu om?! Modsat Michel så han misbilligende mod himlen og forbandede sig selv for ikke at have hætte eller paraply. Lorte regnvejr! Hans delfinfætter så dog ud til at nyde det, men så den kat Adrian nu var, så afskyede han vand.
Da han havde været barn, havde hans mor været nødt til at holde ham i diverse brydergreb for at få ham ned i badekarret, da selv Allen ikke havde kunnet få sin bror til at nærme sig det. Vand var som hunde – ikke til at stole på!
”Hvor mange penge har du på dig?” spurgte han til sidst og rodede gennem sine egne lommer med den frie hånd, imens den anden holdt Michel oppe. Det ville koste en del at komme ind i hovedstaden, specielt hvis taxachaufføren var ræd for, at Michel ville brække sig. suk. Den mand var ikke til andet end besvær!

Mic greb ned i lommen og trak et par sedler op "Et par hundrede" sukkede han og lagde dem væk igen, før han grinede "Jeg har flere penge end du har. Jeg er rig, og magt er penge, så jeg bestemmer". Ja, ja, penge er magt, men det fik han ikke lige vendt først, sådan som han vrøvlede rundt. Lige nu virkede han heller ikke ligeså opsat på at komme hjem, som Adrian gjorde. Uden videre slap han dog drengen, da han fik øje på noget igennem vandet, der faldt fra dem. Med et havde han ikke problemer med at stå - i hvert fald i en kort tid, for han ramlede ind i den mur, han ville have lænt sig tjekket op af for at snakke med kattepigen, der stod og forsøgte at gemme sig under den smule tag, der stak ud fra bygningen, sammen med et par veninder. "Hey misser. Jeg gi'r en paraply, og du følger med mig hjem?" Den scorereplik faldt i hvert fald ikke i god jord, og havde han været ædru havde han nok heller aldrig sagt det. Til gengæld ville han nok vågne med et blåt øje i morgen. Han havde givet et hyl fra sig, da hun slog ham og bad ham skride. "Addy, Addy. Jeg tror, at hun ka' li mig" pev han, da han sad på asfalten og så mod ham med hånden for øjet.

Det burde vel være nok? Adrian skulede kort til fætteren, da han erklærede det åbenlyse.
”Jeg sladre til din mor, hvis du ikke dropper det der,” muggede han irriteret. Den øverste familie var den rigeste...tsk, det var typisk. Han lod dog Michel stavre afsted for at flirte med kattepigen, da han kunne se, hvor det bar hen ad, og han kunne da heller ikke tilbageholde en veltilfreds latter, da manden modtog et slag fra pigen og gik i jorden. ”Ja, måske skulle du prøve igen, jeg er sikker på, hun falder for din uendelige charme i sidste ende,” svarede han ironisk. Nogle gange var det svært at bestemme om, han bedre kunne lide Michel, når han var fuld. Han gav som regel ikke så godt igen, som når han var ædru...et klart plus.

"Ja, selvfølgelig da. Hun leger bare hard to get. Du ved, I katte er glade for at lege" svarede Mic i et let smil. Det havde hun ikke fået tørret af ham, selvom han ikke holdt hånden fra øjet ret længe af gangen. Han tog fat i Adrian for at bruge ham til at komme op og stå, da det hele småsvimlede for ham. "Måske burde jeg in-intro-du.... jer.. Du ved.. Lade jer mødes". Det gik helt galt for ham med det lange ord, og blikket begyndte at flakke for at få øje på hende igen. "Ej. Hun er væk. Pist forsvundet" udbrød han, da pigerne var smuttet. "Hun så dig nok" konkluderede han henvendt til Adrian

Adrian kunne ikke tilbageholde en svag latter over Michels ord.
”Forhåbentlig kan du magte at finde på bedre scoremetoder end at kyle en garnnøgle efter hende?” det ville nok ellers være et sjovt syn, også kunne Adrian jo altid more sig over at se sin fætter blive droppet – igen. ”Ja, ja, vi har jo sikkert en masse tilfælles med vores kattethed,” det gjaldt vel egentlig bare om, at tale ham efter munden, indtil han kunne få fat i en bil. Efter en kort overvejelse valgte Adrian dog at kontakte noget mere velkendt end taxiselskabet. ”Og nej, jeg er ret sikker på, du har fornærmet hende, selvom hun sikkert var helt væk i mig,” kommentere han kort, inden han fik kontakt til den anden ende. ”Mel, kan du ikke komme og hente din uduelige bror og hans uskyldige fætter?...Nej, jeg ved godt, at det er vores egen skyld, men...men...men...argh, Mel! Lyt nu for fanden-....nej, selvfølgelig bander jeg ikke af dig!....nej, men...men vær nu sød...fint! Vil du være sød og hente os, søde søde kusine?” adr, han fik kvalme ved tanken om at skulle tiltale Melissa sådan, men det var trodsalt påkrævet lige nu. "Tak!"

"Jeg kunne bruge det til at lokke hende tættere på" gav Michel igen med et skævt smil. Han stod dog noget undrende og så til, da Adrian snakkede i telefon. Han endte med at grine af ham og gav ham så et knus "Min dejlige fætter. Vi er bedste venner, ikke?" Samtalen var gået igennem det ene øre og ud igennem det andet, og nu var der vel ikke meget andet at gøre end at vente på, at de blev samlet op af Mel. "Os to og Melissa". Han lagde sin vægt mod Adrian, da han igen følte sig svimmel og var ved at få overbalance. Han kunne egentlig godt bruge en lur lige nu....

Adrian fik med nød og næppe holdt den unge mand på benene, da han igen begyndte at slingre faretruende. Kunne Michel ikke bare holde på sin sprut?! Den idiot.
”Jeg tror, hun ville være mere interesseret i garnet end dig, fætter,” påpegede han og fik skubbet Michel over, så han kunne støtte sig op af en lygtepæl istedet for op af Adrian. Den lyshårede dreng rullede kort med skuldrene og nød befrielsen, inden han så utålmodigt ned af gaden. ”Jo, jo, bedste venner, det er derfor du køber mig en ny bil imorgen, ik?” forsatte han med et smil til Michels kommentar.

En bil kom langsomt til syne, først kunne man kun spotte forlygterne, men lidt efter kunne man se hele figuren. Det var den slags bil som rige forældre købte til deres børn, så de havde noget at lege med, i stedet for at tage stoffer. Melissa sad lænet veltilfreds tilbage i føresædet, siden hun aldrig havde prøvet at køre den før – det var nemlig Michels og dermed NIKS PILLE! Hun grinede for sig selv og afslørede et par lettere spidse hjørnetænder, tænder man helst ikke ville have siddende i halsen, medmindre man havde et dødsønske, da hendes gift ikke forlod kroppen, og man kunne derfor ikke blive genoplivet....eller det havde hun fået fortalt, men hun havde ikke prøvet det endnu. Det ældste barn af Lounq-familien, lignende en ung kvinde på 25 år, parkerede ved siden af sine to familiemedlemmer og rullede vinduet ned. Det brune hår hang glat ned om hendes ansigt, og øjnene i samme farve skinnede lidt i det svage lys fra lygtepælen. Hun var klædt i en hvid sommerkjole med stropper, der gik hende til knæene. Et tegn på hun havde været til en ’kvinde-hygge-aften’ sammen med sin mor. Et enkelt blik på hendes lillebror, og hun kunne ikke tilbageholde en let latter.
”Jamen, lillebror dog, jeg troede, du skulle på date i aften? Jeg vidste ikke, Adrian også var begyndt at være vild med sin fætter, hvorfor fortalte I mig ikke om jeres lille romance?”
”Hold kæft, Mel!” kom det hvæsende fra Adrian, så kusinen bare lo højere af ham.

Kort rækte Michel tunge af drengen og greb velvilligt om lygtepælen og mumlede igen noget om sine bedstevenner, mens han holdt den næsten intimt ind til sig. "Så kold og rolig - giv mig nu ikke den kolde skulder, min ven". Nej, det var ikke Adrian, han talte til, men lygtepælen, han nu var placeret op af. "Bil? Hvad for en bil? Min bil?" lød det forvirret og søvnigt fra Mic.

Da billygterne nåede dem, kneb Mic øjnene kraftigt sammen. "Sluk lige for solen" beklagede han sig, før han fik set bilen. "Hey, min bil! Den er kommet for at hente mig" grinede han og var ved at skvatte udover fortovskanten, da han skulle til at gå imod dem, og kun grebet i lygtepælen forhindrede ham i et fald. I stedet endte han med at sidde lænet op af lygtepælen med et forvirret udtryk i øjnene. Her fra sad han og så op på Melissa. "Fordi du ikke skulle sladre til mine fangirls" svarede Mic igen med et selvtilfredst udtryk.

Adrian tog sig til hovedet over sin fætter, og Melissa så ud til at give ham ret. Michel var virkelig håbløs, når han var fuld, og han havde en tendens til at være det lidt for tit ind imellem! ’
”Sig farvel til lygtepælen, vi skal hjem, så du kan få din skideballe,” stønnede han opgivende og fik med en del besvær trukket Michel på benene og hen til bilen, hvor han blev placeret på bagsædet, hvorefter Adrian satte sig på passagersædet. ”Og hold op med at spille med på Melissas syge fantasier!!”

Melissa himlede med øjnene af sin fætter.
”Hold op med at være så pirlig, Addy,” hun lavede en drastisk u-vending, for så at grine af Michels kommentar. ”Fan girls? Hvilke fan girls?” bilen susede hurtigt tilbage i samme retning som den var kommet fra, imens kusinens blik hvilede på vejen foran dem, der i øjeblikket var henlagt i mørke. ”Du må hellere få noget vand...Addy, der er noget i posen foran dig,” Adrian fiskede en dunk vand op af en pose og rakte den om til Michel. ”Vi må hellere få dig gjordt lidt mere ædru, inden vi er hjemme. Mor er allerede vred nok, hun behøver ikke få at vide, hvor gode venner I er,” moderen ville helt sikkert blive stiktosset, når hun så Michel, men det var der trodsalt ikke noget nyt i, og Melissa var egentlig bare glad for, det ikke var hende, det gik ud over denne omgang.

"Farvel, frøken lygtepæl" smilede Mic dumt, da Adrian begyndte at hive i ham op at stå og ind i bilen, hvor han da også dumpede ind og gled tilbage i sædet og lukkede øjnene, da bilen satte i gang. "Jeg kan da ikke gøre for, at du heller ikke kan stå for mit gode udseende" mumlede han til Adrians udråb. Han tog ligeledes søvnigt imod vandet og fik drukket en god del. Vand = godt.
"De fan girls der løber skrigende væk, når du kommer, Mel" mumlede Mic og holdt vandflasken tæt ind til sig som om, at det var hans dyrebareste eje lige nu.

Der gik ikke længere, før en opklarende tanke plantede sig i Mic's hoved. "Hov... Det er min bil". Han havde ingen idé om, hvor længe de havde kørt, før han højt udbrød med en anklagende, barnlig stemme til Mel. "Der er MIN BIL!" Han farede op og forsøgte at få fat i rattet fra bagsædet af "Gi' mig min bil!! Jeg vil ha' min bil!!!"

”Som om der er noget at kunne lide ved dig, Mc Narhoved,” fnøs Adrian irriteret og skulede til sin fætter. Hvorfor var det nu lige, at Melissa, Michel, Monique og Soléne havde gennemskuet, at han var vild med Allen, når Al ikke selv så ud til at opfatte det?! Det var fandme ikke fair, specielt ikke at de yndede at lave interne jokes om det – også gerne foran Allen, der aldrig forstod dem. SUK.

”Kun godt, Mic, jeg redder dem bare fra dig så,” drillede Mel med sit sædvanlige ’Jeg-er-bedre-end-dig’-smil og drejede til venstre i et kryds. I det mindste var det ikke et problem at få vand i Michel, så han klarede forhåbentlig snart op. De kørte videre i stilhed, Adrian begyndte at småsove, imens Melissa tog lidt af farten, da de nærmede sig byen. Det gav et sæt i hende, da Michel pludselig begyndte at snakke igen, og tanken: Pis...! løb gennem hende ved hans ord. Den paniske tanke var godt begrundet, da lillebroren pludselig ’angreb’ bagfra. ”Michel, din psykopat!! Jeg forsøger at køre her!!” råbte hun vredt og forsøgte at fokusere på vejen, imens hun kraftigt overvejede at bide idioten, hvis han ikke lige havde været hendes bror. Adrian for imellemtiden sammen og klyngede sig til sædet, da bilen begyndte at slingre, imens de to søskende skændtes om rattet.

Mic nøjedes blot med at række tunge af Adrian, da et øgenavn faldt, og han vendte igen tilbage til vandflasken med en klyngende mine. "mit" hviskede han stille, inden han var begyndt at falde lidt hen, for derefter at fare op og hive ud efter rattet en tid efter.

"JEG VIL HA' MIN BIL! Det er MIN!" skreg Mic og forsøgte stadig at få fat på rettet, så han efterhånden lå på langs i bilen og fiskede med armene ud efter rettet på en noget akavet måde, som han ikke bemærkede. Han var for travlt optaget med at få Mel til at slippe rettet, så han kunne få sin bil igen. "Du skal ikke køre min bil! Det er kun mig, der må!" forsatte han.