Kvalmende fin dag

Solen skinnede, fuglene kvidrede. Hverken for varmt eller for koldt, for lyst eller for mørkt. Alt var lige tilpas, så det måtte siges at være en ganske fin dag i dag. Engen var oplyst, blomster overalt. Ja, vældig fint. Hvis man altså var til den slags. Det var Jinn absolut ikke. Han havde faktisk ikke nogen som helst anelse om, hvad det var han lavede sådan et sted. Noget med et opfindelse, kunne han svagt huske. Men alle detaljerne? Nix, de var for længst borte. Jinn gik rundt mellem blomster og idyl, i en desperat jagt på et sted uden græs. Bare stort nok til at han kunne side der, ikke mere end det. Da han havde gået rundt i ring et par gange, sukkede han. "Hmm...." Han hev i græsset, rev det op. Masser af græs blev smidt over i en stor bunke. Så stoppede han op. Jo, det var jo en ganske fin bar plet han havde lavet sig. Så der slog han sig ned. "Nammm!" smilede han glad og brugte den store bunke græs som ryglæn, da han halvt lagde sig ned. Han var iført et par tætsiddende lyseblå cowboybukser, en stor lysegrå t-shirt og sine gråslidte bikerstøvler. På armene havde han en masse perle-og plastikarmbånd og på hovedet havde han en hvid baseballkasket, vendt omvendt så hans turkis totter stak ud af hullet. Han baskede lidt med armene og råbte ad et par fugle der var kommet for tæt på.

Den åbne eng lå for Kaths fødder. Solen lå så mild og varm, mens himlen holdt blå og græsset grønt. Så idyllisk. Hun sukkede let. TIl tider kunne Fabula ligne helved selv, men det var sjældent sådan, at Kath oplevede det. Det kunne virkelig frustrere hende, at alting var så smukt og pænt. Hun rettede lidt på den korte, grønne nederdel og gik henover engen, hvor flammerne spredte sig til græsset for hvert skridt hun tog. Det osede, og ilden holdt ikke længe ved, da græsset var for saftigt. Desværre. Ikke desto mindre havde hun ingen planer for, hvad hun skulle? Skrive endnu engang om, hvor smuk naturen var? Narh...
Tasken havde hun over skulderen, og overkroppen var dækket af en en kort og langærmet cowboytrøje, samt en kort top i samme grønne farve som nederdelen. Det ildrøde hår lå roligt, undtagen når vinden lige viltrede op i det. De blå øjne spejdede omkring og fik øje på en fyr i græsset. "Sikke dog du behandler græsset. Hvordan kan det være?" lød spørgsmålet, mens hun stod med hængende hofte og armene over kors og betragtede ham. Måske var der en lille historie i ham? Næppe, men det var forsøget værd. I værste fald havde hun måske et godt grin at dele med sine medstuderende? Sombraauraen om hende var tydelig.

En vago. Som en grå masse kunne fornæmmes, ikke stærk og voldsom, men hvis man ledte efter den, fandt man den. En skikkelse klædt i hvidt, kom gående, i hånden havde han en stok i sort træ. Det ildrøde næsten postkasse røde hår hang omkring ham, ned over ryggen i en fin hestehale. Han var klædt i en toga lignende beklædning, hvilket bassicly var en gardin og en sikkerheds nål der holdt det sammen. Det kridhvide stof var viklet om ham, så der kun var bar hud ved fødderne og hænderne, og fastholdt af en sikkerheds nål.

Pludselig standsede han, foran ham lå en person med rykken til ham, og stjerner kunne ses i hans øjne, som et barn på juleaften. Han satte sig på huk, og tog sig ikke af kvinden foran manden, selvom han dog huskede hende, hvorfra vidste han ikke, men han huskede hende! Han strakte hånden frem, længere... længere, knyttede alle fingre bortset fra pegefingeren der kom tættere og tættere på.

Poke! haha! de var ægte! et grin kom fra ham, et fnis, som om han impluderede i latter. ÆGTE spidse øre! HAHAH!

og således sad en dreng i sine sene teenage år, og prikkede til Jinns spidse øre, klædt i hvid, med en sort stok i hænderne. What A Weirdo.

Jinn så op på kvinden foran ham, hun faldt hurtigt under kategorien 'skræmmende', men man kunne vel aldrig være 100%procent sikker, bare ud fra udseendet. Han rynkede stille på øjenbrynene, tænkende. "Jeg kan ikke lide græs." svarede han med et skævt smil spillende på sine smalle læber. "Faktisk kan jeg slet ikke lide noget af alt det her." tilføjede Jinn og bredte armene ud som for at vise at det var naturen han ikke brød sig om.
Han rettede ryggen og blev helt stiv i kroppen, der der pludselig blev prikket til ham. Han drejede forsigtigt, næsten skræmt hovedet, for at få øje på den rødhårede fyr. Tøjet fangede hurtigt hans opmærksomhed. Det var underligt, men hver person sin smag, ikke? "Øøøhm.. Hvad laver du?" spurgte han usikkert og en smule tøvende. Fyrens finger tæt ved sit øre skræmte Jinn en hel del, så han puffede meget forsigtigt fingeren væk fra sig med sin ene hånd.

Med himmelvendte øjne og et suk, henvendte hun sig til Aziel. "Lad ham dog være" lød det opgivende, før hun gik hen til ham for at skubbe ham lidt væk fra fyren, der åbenbart ikke var glad for naturen. Machina? Var han ikke? "Sig mig, følger du efter mig?" spurgte hun Aziel, selvom det ikke var i en specielt anklagende tone, før hun så på den anden fyr. "Jeg er Kath, og det her er Aziel og hans ven Arti". Hun var noget tøvende med at præsentere staven, som Aziel helst ikke slap på noget tidspunkt. "Hvis du ikke kan lide naturen, hvorfor er du så her?" spurgte hun mere henvendt til fyren end bare en pæn præsentation. Imens hun havde snakket, havde hun sat sig ned i græsset ved den plet, der var blevet revet fri. Kort lod hun flammerne blusse op og svide græsset af, før de ligeså stille slukkes igen.

Aziel satte sig ved siden af de to, således at det dannede en slags trekant. Han lagde Arti i sit skød, og smilte ad drengen. "heeej! Jeg hedder Aziel" forklarede han, ikke fordi han ikke havde hørt Kath, men mere fordi at han ikke var Arti, så drengen kunne finde rundt i dem. Det håbede han da. Han kiggede på ham, stirrede på ham, som om der var noget helt specielt ved ham, som han ledte efter.
Aziels blå øjne var rettet imod håret, lidt lysere end hans eget, men det havde næsten samme farve, mente Aziel. Solen klimtede i hans øjne, og han kunne ikke lade være med at misse med øjnene, men han nød det, åååh han nød det!

Han rettede lidt på hans hår, ikke fordi han nød sit udseende, han hadede det rent faktisk. Men lige nu, var det ligemeget, for en gangs skyld i lang tid, følte Aziel sig rent faktisk helt okay. Accepteret, en falsk følelse af at have venner.... venner eller bare personer der ikke nænnede at forlade ham.

Den skulle Jinn lige tygge lidt på. "Jeg har vel bare ikke noget bedre at lave..?" sagde han spørgende, som om hun vidste svaret i forvejen og bare testede ham. Han trak på skulderen. Og vendte blikket mod fyren, "Så må det være Arti?" spurgte han smilende og gjorde et let nik mod staven i drengens skød. "Hov!... Jeg hedder Jinn!" udbrød han halvhøjt og slog en hånd op foran munden. Han havde ikke ment at råbe. Han ville bare ikke være uhøflig. "Rart at møde jer, tror jeg.." mumlede han tøvende, men smilede bredt samtidig. Han hev sine fødder indtil kroppen, så han kom til at sidde i skrædderstilling. Han hvilede sine albuer på knæene og sit ansigt i den ene håndflade.

"Jinn?" gentog Kath lidt spørgende og så lettere vurderende på ham. Hun kendte ham ikke, og han virkede ikke bekendt. Let strøg hun en lok af det røde hår tilbage bag øret. Både hende og Aziel var rødhårede med en rød glød i huden. Det lå til deres race, så det kunne ikke undre nogen, der kendte til Flamoreon. Og kendte Jinn til dem, så havde Kath vist afsløret sig selv for længst. "Ikke for at være uhøflig, Jinn, men jeg tænkte på, om du kunne fortælle mig lidt om din race. Jeg studerer nemlig til jounalist, og min underviser er lidt meget glad for, at jeg skriver om forskellige racer". Hun overvejede virkelig seriøst at lave en artikel om Arti bare for at genere sin underviser.

//jeg må undskylde at jeg ikke har været på... computer problemer :S//

Aziel satte sig roligt ned, og betragtede de to, uden rigtigt at gøre noget ved det. Han kløede sig i håret. Han betragtede Jinn. "Jinn!... Og med fint tryk på ordet. JINN.... ikke ligesom alle de andre mystiske navne... Jinn..." Han lagde hovedet på skrå, og et bredt smil gled over hans læber. Hans ansigt så ud til at flække i et diabolsk sindsygt smil, som om han lige havde fået verdens mest geniale ide.
"Så du skal op til en slags eksamen!" Det skulle man da hvis man studerede... ikke? "SLIKKEPIND!" udbrød han så, som om det var svaret på ethvert spørgsmål her i verden. "jeg køber dig sådan en hvis du består" mumlede han... Mere til sig selv, og mere som en slags tanke eller hemmelig plan hun ikke måtte høre.