Havets brusen

Det var lyst og solen spejlede sig i vandets blanke overflade. Jinn stod nede ved havets bred og, tør man sige det, nød vindens blide kærtegn. Vandet brusede og måger skreg. Jinns ben var klædt i halvstramme grå bukser, overkroppen var dækket af en sort t-shirt og udenover det hele havde han en hvid dunjakke, mens hans fødder var beklædt med gråslidte bikerstøvler. Jinns hænder var godt begravet i jakkelommerne og han smilede saligt for sig selv, som han stod der og beskuede himlen. Den åh så blå himmel, der næsten ødelage vindens blidhed. Jinn trak jakken tættere omkring sig. Det var ikke så varmt herude, det var køligt men samtidig på en rar måde. En nærmest bedøvende måde. Jinn mærkede sig selv blive sløv, øjnene der truede med at falde i. Han smilede.

Med bare tæer over den stenede strand gik Sonia. Forsigtige, lette skridt, som om hun svævede. Det var dog ikke lige tilfældet, da hun ikke var i stand til at svæve uden at have sin stav i hånden, og det havde hun ikke lige nu. Der havde hun sine sorte ballerinasko. Kjolen i dag var hvid og knælang. Vinden greb til tider lidt fat i den og ruskede op i den, men aldrig så meget, at det afslørede mere end hendes hvide ben. Huden var så ren og hvid, ligesom håret var sort med et svagt blåligt skær, ligesom øjnene var himmelblå og milde. En dejlig sommerdag lå i dem, og hendes aura bredte sig fra hende med den blødeste omsorg og varme. Om maven havde hun et bælte, hvor der hang en lille pung, men ellers så hun ikke ud til at have noget med sig. Kjolen dækkede hendes halskæde, hun altid værnede om. Den magiske amulet.

Hans smil blev om muligt endnu bredere, da han hørte skridt i sandet. Han nynnede lavmælt og fik, på en eller anden måde, puffet sig selv ned at sidde. Han kluklo og så sig om. Hans blik landede på den fjerlette pige, der svævede tættere og tættere på. Han smilede drømmende, som om det bare var noget han forestillede sig og det hele bare var en drøm. Han rettede ryggen en smule, men faldt hurtigt sammen igen. Hans øjne var kun halvt åbne, så han kunne kun skimte pigen, igennem sine egne mørke øjenvipper.

Fuldstændig indrømmet vidste Sonia godt, at der sad en længere fremme. Det havde været nemt at se, da stranden ikke var spor bakket. Det så man vist aldrig. Hun havde i hvert fald aldrig set en strand nede ved havet, der var bakket. Der kunne ligge store sten og spærre for, at man kunne se, men her var det bare småsten. Sand var der ikke meget af - udover nedenunder stenene.
Da han pludselig sad ned og lo, stoppede hun kort op, før hun gik tættere på. Et mildt smil spillede stadig om hendes læber, mens hun betragtede ham. "Hej". Syngende let og blid. Sopran, men ikke så det skar i ørerne. Det var heller ikke sang, men man kunne fornemme sang i undertonerne til det lille, simple ord. Kort overvejede hun, om hun havde grund til at stoppe op og snakke med ham, eller om hun bare burde fortsætte. Måske? "Jeg leder efter Fabula by. Kan du hjælpe mig på vej?". Hun skulle finde biblioteket og slå nogle ting op, men det behøvede han vel ikke vide? Det var trods alt ikke unormalt, at folk spurgte om vej til hovedstaden.