Dødsfald - igen

Sølvgrå, bløde former i en typisk sportsvogns stil. Ved forhjulende var der malet flammer ud, der glitrede i solskæret, mens den farerede igennem gaderne - ind og ud imellem bilerne. Op på fortovet, ned igen, over i modsatte vejbane og tilbage igen. Et skarpt sving og ned i næste gade. Endnu et sving og ud på den grusede vej, hvor hestevognene stod. Sjette gear. Hestene vrinskede af frygt, da bilen gled forbi dem i høj fart. Nu skulle de bare ud af byen, og så kunne de lade nitroen få fat og fare af sted. Humøret var højt. Måske en tand for højt. Alkoholen var kommet indenbords, og de fire kammerater hylede af grin, når folk måtte springe for livet. Ind og ud. Høj fart.
Med et mistede Damien kontrollen. Bilen skred. Snurrede. Han forsøgte at rette op. At tage kontrollen tilbage. Det hjalp ikke. Det næste han huskede var, at han sad i en smadret bil med to af sine venner dræbt og den tredje kvæstet. Han var selv sluppet lettest. En del skrammer. Ømme område. Han frygtede for indre blødninger. Det var den anden side og bagtil, der var ramlet først ind i betonmuren, der havde endt denne gade. Folkene i denne del af byen levede uden den store viden om teknologi. De tog sig ikke af det, og den kom sjældent til dem. Som at gå i en western, ville vi sammenligne det med. De forsøgte at hjælpe de fire unge fyre ud. Forskræmte folk. En del puff'er kom også til og hjalp, så godt de kunne. En køn pige med gyldne lokker, der var halvt gemt bag en kyse, lagde hånden på hans skrammer, og de forsvandt. De to i passagersiden kunne hun ikke gøre noget for. Så da Damien og Lymne, hans anden kammerat, der fik samme tur af den kønne pige, igen var kommet nogenlunde til hægterne, så måtte de med hjælp fra et par folk, få dem ind på den hellige plads. De lagde dem tæt ved hinanden, rettede kort deres hår. Et enkelt suk forlod Lymnes læber. "Jeg fortæller det ikke denne gang". Et smøret smil gled om Damiens læber. "Så siger jeg det....". Han samlede en flad, firkanten dims op og skrev på den til drengenes forældre. "Vi kørte galt. I får ham at se i morgen - Damien T.N.". De behøvede ikke at vide andet. Han sendte beskederne til forældrenes mailadresser, så de forhåbentligt poppede op på skærmene derhjemme. Forhåbentlig i hvert fald, og ellers havde han givet dem besked. Han gad ikke møde op hos dem. Det kunne virkelig blive pinligt at se dem sidde og tude over, at deres søn igen var død, selvom fyren ville være frisk igen i morgen. Hvorfor tog de dog sådan på vej? Han fattede det ikke. Nårh ja og hvad så, hvis krop og hoved ikke var sammen længere? Det var det, der var sket sidst. Men begge dele havde været der, så fyren var stadig fit for fight et par dage efter. Det krævede trods alt, at det var stjerneklart i nat. Hvad angik bilen, så gad Damien ikke gøre noget nærmere ved den nu. Han stod lidt og betragtede sine kammerater, før han vendte om og begyndte at gå med hænderne i lommerne på den slidte, blå cowboybukser. Sweatshirten dækkede hans bælte foran, men ikke bag til, da bukserne hang længere nede bag på end foran, og trøjet var gledet lid top. Han var ligeglad og strøg kort en hånd igennem det mørke hår. Blikket fra de havblå øjne gled kort omkring, inden hånden igen fandt vej ned i lommerne - som om intet var hændt.

Det gav et sæt i Jinn, da der lød lød et kolonormt brag nedenfor det smalle vindue i hans lejlighed. Han rejste sig op fra sengen han havde ligget på. Metalkrus, knive, gafler og værktøj fulgte efter han hen til vinduet, hans fingre var udstrakte og rettet mod de svævende ting. Små tråde var bundet omkring hver enkelt finger og holdt tingene oppe. Da han nåede over til det - meget belejligt - åbne vindue og stak hovedet udenfor, knækkede samtlige snorer og alle tingene faldt ned på det hårde gulv med høje larmende klik-lyde fra gafler og knive, brag fra værktøjet og "donk" fra krusene. *Pis!* skældte Jinn inde i hovedet på sig selv, men flyttede ikke øjnene fra den yderst uelegante scene nede på gaden. Den smadrede bil som folk kom sjoskende over mod for at hjælpe de sårede ud. Ja, hele scenen var bare helt og aldeles uelegant. Han kunne dog ikke holde ud bare at stå og se på, der var et eller andet der gjorde at han bare måtte derned og glo. Så han bevægede sig med lange skridt over mod døren og stak sine fødder i de grå-slidte "rocker"-støvler, så bukserne posede omkring hans ankler. Det var som om han fløj ned af trapperne, så hurtigt gik det. Da han kom ned på gaden var de tilskadekomne allerede blevet fjernet. Han så sig hurtigt om så de sorte og turkise totter fløj om øjnene på ham, med et brat ryk med hovedet fik han det dog sat det tilbage på plads og kunne fortsætte sin jagt. Jinn havde en underlig følelse i maven, han vidste ikke hvad han ledte efter, men han vidste at det var noget vigtigt. Han satte i løb, mod Den Hellige Plads, hans hvide t-shirt flaprede og hans dunvest knitrede mens han løb. Han stoppede først op da han nåede til pladsen, selvom der ikke var så langt var han alligevel forpustet, så han var nødt til at stå stille lidt. Siddende på hug, med albuerne hvilende på knæene spejdede han efter det han søgte. Intet. Kæden, der var fastspændt til buksestropperne på hans halvstramme mørkebrune cowboybukser, kærtegnede let asfalten, mens hans hår blev hævet og trukket i af vinden og han overvejede hvor han skulle tage hen. Sukkende rejste han sig op. Lige da han skulle til at gå hjem igen fik han dog øje på noget, en skikkelse om man vil. Uden nogen ide om hvorfor, fulgte han stille efter skikkelsen. Han gik det første stykke med lange skridt, bare for at hale nok ind på personen til at kunne se vedkommende nogenlunde ordentligt. Så sænkede han farten for ikke at vække mistanke. Han ville ikke beskyldes for at følge efter, for det var jo ikke det han gjorde. Nej. Han skulle bare tilfældigvis den samme vej som ham fyren.

Uden videre løb Lymnes hen mod Damien. Han var ved at løbe ind i en eller anden fyr med sort og turkise hår, man han tog sig ikke af det. Et klap faldt på Damiens skulder. "Hvor skal du hen? Hvad med bilen?" Damien trak på skuldrene og trak sig fra Lymnes hånd. "Den er sgu da ligemeget. Ingen kan køre i den lige nu alligevel, så jeg kan da ligeså godt hente den i morgen" Lymne så lidt spørgende ud men accepterede umiddelbart svaret. De to fyre fulgtes lidt, indtil Lymnes kom med spørgsmålet: "Hvad skal du ellers have dagen til at gå med?" Damien trak på skuldrene "Ved ikke..." "Så gør dog noget ved bilen" "Det skal du fandme ikke bestemme" snerrede Damien, men vendte alligevel rundt for at gå tilbage til bilen. Lymnes stod tilbage med et smøret smil om læberne og så lidt efter Damien, før han fortsatte sin egen vej. Damien var ikke så svær at tirre. Man skulle bare gå ham lidt på klingen, så røg han op i det røde felt. Til tider skulle man tro, at han var i familie med en Flamoreon. I det mindste brændte man sig ikke på Damien, når han blev vred.
Hænderne var knyttede - ikke længere i lommerne - og håret vildt, da vinden tog til for en kort stund. Han tog sig ikke af de andre på gaderne. Ikke det mindste. De fleste veg tilbage alligevel. Han var høj, bred og kunne slå godt fra sig, hvilket man ikke var i tvivl om, når man så på ham. Han trænede et par gange om ugen og løb dagligt.


//oog: jeg ved ikke, om du skrev det før godkendelsen af profilen, men der står intet om, at han kan få ting til at svæve

Jinn hoppede lettere forskrækket til side, da en af de andre fyre fra bilen, hvis Jinns hukommelse ellers havde ret, var ved at løbe ind i ham. Han så til mens den anden fyr og ham den første snakkede sammen. Selvom Jinn ikke kunne hører hvad de sagde, føltes det alligevel som om ham lyttede til deres samtale. Han kradsede sig stille i baghovedet og snøftede kraftigt, for at hive løbe-snotten indenbords. Han gabte stille bag sin ene hånd, da det var så kedeligt at stå og glo på to der bare snakkede. Et blad fløj forbi og fangede straks hans opmærksomhed. Det med koncentration var ikke ligefrem hans stærke side. Han betragtede bladet vende og dreje sig i luften. "Åh, så fint.... mumlede han halvsøvnigt for sig selv og fulgte blindt bladet. Hans overkrop hang nærmest forover, mens han sjoskede efter bladet og næsten faldt over sine egne fødder. Han arme dinglede i takt til hans skridt og han lignede mest af alt en zombi, måske en slaskedukke, som han gik der helt slap. Men fordi han var så langt væk i drømmeland, må det jo give sig selv at han ikke holdt øje med sine omgivelser. Han gik selvfølgelig ind i noget. Noget bredt og hårdt og ikke mindst helt spændt. Det føltes ikke som en væg. Jinn havde et godt kendskab til vægge, da han tit og ofte havde mødtes næse-til-næse med dem.

//OOG: Nu når jeg ser efter kan jeg godt se at det ikke fremstår så klart. Men trådene om hans fingre er måden han gør det på. De er bundet til loftet og hans fingre, så han kan ligesom "hejse" dem op i luften //

"HVAD FANDEN HAR DU GANG I?" Hånden var allerede hævet knyttet, da den hårde, maskuline stemme lød ud mod den fyr, der var braset ind i ham. Hvad var det for en... freak? Det var hans bedste tolkning af fyren med de spidse ører lige nu. "SE DIG DOG FOR!" Han skubbede fyren fra sig for at gå videre. Ikke et blidt og venligt skub, og en undskyldning ville han næppe lytte til, ligesom han ikke ville hjælpe fyren op, hvis han faldt. Det måtte han sgu selv klare og så ellers lade være med at gå i vejen. Egentlig havde Damien ikke tænkt sig at skænke den fyr videre tanker, hvis fyren bare skred, og så kunne Damien komme hen til bilen, hvor han måtte se, hvad han kunne gøre ved den. Køre kunne den i hvert fald ikke. Det var han overbevist om. Det havde været rent held, at de alle fire ikke var blevet slået ihjel. Og endnu mere heldigt, at der havde været en Ai i nærheden til at heale dem. En af de Ai'er, der faktisk kunne heale. Hun havde set godt ud, men han kunne næppe score en pige, der boede i den del af byen. De var for gammeldags i deres tænkning. Sådan noget med giftermål før sex og den slags shit. Han kunne selvfølgelig bare ta' hende, hvis han ville, men det blev han næppe mere populær på.


//oog: arh XD Så giver det med snorene også bedre mening. Sup sup XD

"Auch.." peb Jinn lavmælt og gned sin næse. Han løftede blikket og så nu op på den første fyr. "Woooow, stor..!" Mens han stod og så op på den gigantiske person foran ham, var han ikke sikker på om han havde sagt ordene højt eller ej. Han blev dog en smule forskrækket da han lige pludselig blev råbt ad. Han slog hænderne op foran ørerne. Avs, i trommehinderne. Ud af det blå blev han skubbet, han væltede bagover og landede på numsen på jorden. "Hey!" råbte han og forsøgte at efterligne fyrens volumen, hans stemmebånd kunne dog ikke klare nært så meget og for en forbipasserende ville Jinns 'hey' nok været ret ynkeligt i forhold til fyrens udbrud. Jinn fik med megen møge og besvær, basket sig selv op at stå igen. Han børstede lidt snavs af sin bagdel. "'Ey! Det kan du da ikke bare gøre!!" råbte han efter fyren og gav sig til at løbe efter ham. Jinn følte sig godt nok rimelig dum, mens han gjorde det, men skubberiet ville han ikke finde sig i. Han havde jo dårligt gjort noget. Ja okay, han kunne måske nok havde set sig en smule bredre for, men det var jo ligesom ikke hans skyld at bladet havde været så fint. Og det var i hvert fald heller ikke hans skyld, at offeret for hans fraværenhed var så aggressiv. Jinns skridt blev længere, efterhånden som han kom tættere på fyren, og da han var nået helt derhen, greb han fat om fyrens skulder, som han kun lige akkurat kunne nå. *Høje skid* "Eow! Hør efter!"

//OOG: Hehe, nå det var godt xD//

Den ynkelige fyr fik et kort blik, da han lå på jorden, før Damien valgte at gå videre mod bilen. Opråbet og beklagelsen over, at Damien ikke bare kunne gøre sådan, lod han gå sig over hovedet. Et kort øjeblik havde han haft lyst til at stoppe op og give fyren endnu et hårdt skub - bare for at vise, at jo, det kunne han bestemt godt gøre. Han stoppede op, da en hånd lagde sig på hans skulder. Høre efter? Det første, Damien gjorde, da han stoppe op, var at knytte hånden og lagde den slynge præcist ud mod fyrens ansigt. Sådan en irriterende, lille, pestilens, der troede, at han kunne noget. Okay, måske ikke den smarteste handling, da det trods alt var tydeligt, at de ikke var af samme race, og Damien vidste langt fra, hvad han stod overfor. Egentlig havde han bare tolket fyren som lille og svag. Direkte ynkelig.

Det gik for hurtigt, alt alt for hurtigt. Før Jinn vidste af det, lå han og rodede rundt på jorden. Hans højre hånd trykket mod sin, nu blødende, næse. "F**k!" mumlede han og følte forsigtigt på sin ømme næse. Han kørte sin bare underarm under næsetippen. dette efterladte en lang stribe blod op langs hans arm. Han snøftede stille og kom langsomt op at sidde. Han gad ikke mere. Nu var det nok, ikke mere. Han snøftede igen, da blodet rendte ned til hans læber. Han slikkede sig om munden og hev lidt blod indenfor, samtidig med at han udtværede blodet omkring hans mund. Blod blev ved med at løbe i munden på ham. Det så nærmest ud som om han havde ædt et eller andet blodigt dyr. Lige pludselig var han bare ligeglad. det gjorde ikke rigtig noget mere og han havde også mistet lysten til at følge efter fyren. Han satte hænderne i jorden, bag ryggen og lænede sig forsigtigt tilbage. Han vendte blikket mod himlen og smilede stille for sig selv.

Samvittighed var ikke noget, Damien ejede, så at fyren sad og klynkede og blødte... Det tog han sig ikke af. Han regnede egentlig med, at det var lærestreg nok for fyren, og så slap han for at se mere til ham. Så Damien drejede ned af næste gade for at komme til sin bil. Den var længere nede og så til venstre. Han kunne se hjulsporene, da han gik igennem gruset. Folkene i det gammeldags tøj kiggede nysgerrigt og småbange på ham. Han lignede ikke en af dem, og de fleste af dem genkendte ham fra bilen, som ikke havde skræmt dem mindre end han gjorde lige nu. Han skulle bare ned, og så finde ud af, hvad der skulle gøres ved den, før han kunne få den på banen igen. Det var vel egentlig det eneste mål lige nu.

Jinn så sig stille omkring. Han kørte underarmen under næsen endnu engang, så den blodrøde stribe blev endnu rødere. Det var vel egentligt på tide at tage hjem nu. Der var alligevel ikke længere andet at tage sig til. Han fik øje på en pind og greb ud efter den. Den ene ende af pinden blev nu stampet i jorden og han fik stille hevet sig selv op at stå. Så begyndte han at gå hjemad. Pinden tog han med sig, for så havde han noget at lave på vejen. Han bankede pinden mod gruset og smilede let og den fine "klonk"-lyd det gav. Hans blik var rettet mod jorden og han fik derfor øje på hjulsporene. Nå ja, ulykken var jo også sket udenfor hans hjem. Han trak på skuldrene, for at overbevise sig selv om at det var ligegyldigt. Det hjalp bare ikke. Han havde stadig den der følelse af at der var noget han skulle. Jinns mund var efterhånden fyldt til randen med næseblod, og af mangel på plads havde blodet derfor besluttet sig for at skabe en ny vej, nemlig ned af hans hage. Han nærmede sig sit hjem nu og han kunne nu skimte den smadrede bil. Han klemte let øjnene sammen og gik tættere på den. Forsigtigt, han havde ikke lyst til mere skældud, men til gengæld var han for nysgerrigt til at lave være med at gå nærmere. "Hmmm...." mumlede han for sig selv og tippede hovedet let til den ene side, mens han betragtede bilen.

Blikket gled over bilen. Hånden lidt tøvende. Smadret i hele modsatte side. I baglommen fandt Damien en notesbog med en kuglepen. Han begyndte at notere skaderne ned, så han kunne få det hele rettet ud. Da han gik op for at forsøge at åbne motorhjelmen fik han øje på fyren fra før, som han havde givet noget af en blodtud. "Hvad fanden glor du på?" snerrede han, før han åbnede hjelmen og begyndte at notere, hvad han så der. Hjelmen lagde han forsigtig ned over igen, da den var tydeligt bøjet af slaget, før han med med lidt besvær fik bilen skubbet ud fra muren, så han kunne se, hvor slemt det stod til på den side, og hvad, der var sket bygningen - jo lidt lak var der mod muren, men ellers havde den de fint. Det var vel det gode ved solidt beton? Han vidste det ikke, men han vidste, at det ikke var godt for hans bil. Nøglerne havde han i lommen. Nu var der vel ikke andet for end at komme hjem af og få fat i nogle, der kunne hjælpe ham med at få bilen hen på værkstedet, hvor han holdt til med et par andre fyre, foruden dem, han havde kørt rundt sammen med.

Jinn flyttede blikket fra bilen og så i stedet på den store fyr. 'Den store fyr', sikke en velfungerende navn til ham. Jinn smilede stille for sig selv og et lille fnis undslap hans læber, før han hurtigt holdt sig for munden. Ingen grund til at provokere fyren yderligere. Han gned lidt indtørret blod af sine fortænder med sin ene pegefinger. "Eeeeh..Jeg kigger på din bil." svarede han og sendte fyren et skævt smil, ganske vist et forsigtigt smil, men i bund og grund et smil. Han tog fat om sin ene overarm og trak på skulderen. Jinn scannede kort bilen med øjnene, men holdt sig fast ved de enkelte detaljer, så han slap for at se på 'Den store fyr'. Han havde ikke lyst til at vide om fyren var ligeglad eller om Jinn skulle bankes lidt ekstra, ikke på forhånd i hvert fald. Han bukkede sig stille ned og fik på den måde sat sig på hug foran fyren og hans bil. Han så skiftevis på bilen og på betonmuren, den var ramlet ind i.

Okay, ikke det værste svar, fyren kunne komme med, selvom fniset havde været ved at få Damien til at gå helt fra den. Bøsserøv, blev hans nye konklusion. I og for sig havde han ikke noget imod, at fyre kunne være sammen med andre fyre, men han havde noget imod dem, der begyndte at opføre sig som piger med stemte s'er, feminine træk osv. Det hørte ikke en mand til - overhovedet! Det inkluderede fnisen.
"Ja... Hun var flot..." sukkede Damien stille og virkede kort mere ked af sin bil, end af sine to venner, der lå på den hellige plads og ventede på, at der kom en stjerneklar nar over stedet. "Men det skal nok blive fikset" lagde han optimistisk til, mens han noterede et par ekstra ting i hæftet. "Hun får nok en hækspoiler, når vi alligevel ser på hende, og så var det i forvejen planen, at hun skulle have opgraderet LED-lyset". En mand, der var stolt af sin bil.

Det var Jinn nu ikke helt enig med 'Den store fyr' i. "Hun er da stadig flot, vil oven i købet vove at kalde hende smuk." sagde han halvmumlende så det, for en der ikke var vant til hans vrøvl, nok var rimeligt svært at tyde. Han var dog forbløffet over at 'Deb store fyr' rent faktisk havde talt til ham, endog i et normalt toneleje. Han halvt hoppede, halvt kravlede hen til bilen, da han ikke gad rejse sig op. Med albuerne hvilende på knæene, stadig siddende på hug, lænede han sig lidt fremover for at se nærmere på køleren. Han lagde hovedet let på skrå og kneb øjnene halvt sammen for bedre at kunne se.

Damien fattede ikke, hvad fyren mumlede om, og han var delvist ligeglad. "Du får flere tæsk, hvis du rør hende" advarede han, dog uden at hæve tonelejet. Det var mere sagt som, når man ville sige til et barn, at hvis du går over vejen i myldretiden, så bliver du kørt ned, så det skal du lade være med. "Måske en ny lakering i rød?" overvejede han højt. Han strøg hånden over bilen et sted, hvor den stadig var glat og fejlfri. Hun havde været nyvasket. Nu sad der støv og grus henover det meste. Han satte sig ind på føresædet og åbnede med lidt besvær handskerummet efter at have revet airbagsne væk, da de havde siddet i vejen. I handskerummet fandt han et par ting, og så greb han den ene af de tasker, der stod bag de forreste sædder, hvor han lagde et par ting ned i, før han steg ud, svang tasken over skulderen og gik hen for at tage den op. Han havde ikke tænkt sig at efterlade noget til natten. Der var for mange mystiske natvæsner.

"Fair nok." svarede han med et nik på hovedet. Det forstod han skam godt, altså at fyren ikke ville have at Jinn gramsede på hans bil. Fint fint. Han kløede sig på hagen, så små stumper størknet blod faldt til jorden. Hans mund havde efterhånden vænnet sig til smagen af jern og det med at han lignede et halvt selvmord, var ikke noget han gik så meget op i. "Går du nu?" spurgte han undrende og rejste sig hurtigt op. Han turde godt se på fyren nu, han havde jo trods alt snakket nogenlunde ordentligt til ham. Så det var okay. Det virkede underligt at fyren skulle til at gå fra sin bil. Så det regnede Jinn ikke med at fyren var på vej til. Men Jinn kendte ham jo ikke.. Så han kunne ikke vide det med sikkerhed.

"Ja..." svarede Damien og så undrende på fyren, der nu havde rejst sig og så ud til at følge efter ham. "Jeg skal jo have kontaktet mine kammerater, så vi kan få slæbt hende på værksted". Det gav da egentlig sig selv. Hvorfor fortalte han egentlig blodtuden det? Det var vel ikke noget, at han skulle blande sig i, så hvorfor sagde Damien det? Jo, det kunne jo være, at fyren faktisk havde noget konstruktivt på hjertet, eller måske bare havde valgt, at Damien skulle stalkes. Måske var den fyr virkelig en bøsserøv, der havde udvalgt Damien til at være det næste offer? Han håbede det virkelig ikke.

Han gloede ned på bilen og stak samtidig hænderne i de brune bukselommer. "Jeg gider da godt hjælpe." sagde han og trak så godt på skulderen han nu kunne, når hænderne var fanget i et par lommer. Han snøftede let ind og skævede op til fyren. *Ingen grund til panik. Du cool.* Det forsøgte han i hvert fald at overbevise sig selv om. I realiteten var han skide bange for på en eller anden måde at komme til at gøre fyren vred igen. Hvilket også var grunden til at hænderne blev holdt lommerne, fyren skulle kraftedeme ikke se hans rystende hænder. Aldrig i livet.

"Jamen, du skal da være velkommen" svarede Damien og så ned af gaden, før han himlede med øjnene, så fyren ikke kunne se det. Jo, jo, så havde de da en, der kunne trække den tungeste del af læsset. "Men jeg skal stadig have hentet reb o.l. så vi kan få trillet hende af sted.. Du kan jo passe på hende, mens jeg henter de andre?" foreslog han og så på fyren igen. Det var vel altid godt med en underdog. Det kunne altid bruges, og de havde ikke haft en i gruppen længe. Her var måske en mulighed?
Og sagde fyren god for at vente, så ville Damien da godt nok hente de andre, men han ville nok også gøre det med meget god tid bare for at pisse fyren en smule af.

Jinn skulle lige tænke over det forslag. Ja eller nej, ja eller nej? Gaaaaarh! Det ville være meget nemmere at vælge, hvis Jinn vidste hvad ham fyren tænkte. Årh, hvad fanden? Så meget kunne der vel ikke ske ved det. "Hmmmm.... Okay. Lyder fint." sagde han ligegyldigt og trak på skulderen. Han lod sig dumpe ned at sidde rigtigt på jorden, ved siden af bilen. Hænderne blev trykket godt imod jorden, så han kunne læne sig tilbage på armene. "Det gør jeg gerne." Han gjorde et let nik med hovedet og hev lidt serviet-hejs op ad lommen. - Blodet var begyndt at svide og gøre ondt når han snakkede.

Damien efterlod ham altså - med et enkelt advarende blik om, at fyren ikke skulle prøve at røre bilen. Han havde den ene taske i hånden og den anden over skulderen. Da han kom til værkstedet, havde de allerede hørt om ulykken og ventede egentlig bare på, at de fik besked på, hvor de skulle hen. Så Damien mødte op en totimers tid efter ved sin bil sammen med fire andre fyre, der var ca. ligeså trænede som ham selv eller mere. Damien strøg en hånd gennem håret "Det er så ham, der gerne vil hjælpe" konstaterede han kort. Han anede stadig ikke, hvad fyren hed. En af de andre fyre kastede en bunke reb ned til drengen. "Bind dem fast" lød kommandoen, før fyrene forsøgte at rykke bilen fri for at se, om den stadig kunne trille på hjulene. Det gik halvt om halvt, men det lød ikke for godt. Nu ventede de så på, at skvattet, som Damien havde kaldt ham udenfor fyrens hørrevidde, fik bundet rebene således, at de både kunne trække og skubbe. Damien hoppede om bord i bilen bag rettet og var klar til at styre hjulene, mens de tre andre fyre bad 'skvattet' om at trække, så skulle de nok skubbe.

Jinn begyndte at kede sig efter cirka 4 minutter og 30 sekunder. Han sukkede og lagde sig ned på jorden. Øjnene lukkede sig i og han faldt i søvn. Det føltes kun som om han havde sovet et halvt minut, da han blev vækket af at noget blev smidt på ham. Han vågnede normalt ikke så let, men situationen taget i betragtning, måtte hans krop havde frygtet noget værre end det tingen var. Reb. Han gned sig i det ene øje med et højt gab og strakte armene let. Før han begyndte at binde rebet fast til kofangeren, så han rundt på de store mennesker. *Seriøst, hvordan kan man være så stor? det må være meget irriterende indenfor.* Han rejste sig endelig op fra jorden, da han havde bundet rebet godt fast. "Sådan." mumlede han døsigt. Han rystede kraftigt på hovedet, for at få søvnen ud af øjnene og komme til live igen. "Gosh.." Han gabte igen.

"Så kan du godt begynde at trække" grinede Damien, og fyrene bagtil begyndte at skubbe, så hvis drengen ikke begyndte at rykke, så ville bilen ramme ham. Han ville hjælpe, så havde han vær så god at gøre det. Damien sad klar til at fortælle ham, hvad vej han skulle trække, når han drejede på rettet, så de kunne komme sikkert frem. Mange blikke mødte dem allerede, og de var kun lige begyndt på turen til værkstedet. De glædede sig allerede alle fem til, at skvattet gav efter, og drengene bagtil skubbede med vilje ikke mere end højst nødvendigt for, at fyren ikke skulle opdage, at han trak største delen af læsset. Bilen rykkede sig da også hele tiden.

Han rystede endnu en gang på hovedet. "Yes'sir!" råbte han tilbage til fyren. Med et godt tag på rebet, gik han ind under det, så rebet hvilede på hans skulder. Han lænede sig godt forover og begyndte så at tage små skridt. Han anstrengte sig meget for at se ud som om det var meget hårdt, men i virkeligheden lavede han ikke rigtig noget. Han trak selvfølgelig lidt, men det var ikke fordi han lagde alle kræfterne i. Han vidste godt at han ikke selv kunne trække hele vognen, absolut ikke. Så han sørgerede blot for at rebet var udstrakt. Håbende på at han så ville slippe for det helt store. Men han ville ikke ødelægge de store fyres syn på ham. Det var måske endda lidt sjovt at være slap. Skuespillet var i hvert fald morsomt. Han klemte øjnene let sammen og lavede en masse små skridt, så det lignede at han var ved at skvatte.

Da skvattet ingen vegne kom og så ud til at kæmpe for det, så morede fyrerne bag til sig lidt, før de gav bilen et ordentligt skub bag fra, så det ville ramme hårdt ind i skvatten bag fra. Hylende morsomt. "Hør her, skvat. Hvis du ikke kan hjælpe her, så må vi klare det selv" svarede Damien med et skævt smil. "Så smut du hellere hjem og lad de store fyre klare arbejdet, ikke?" End ikke et lille tak for, at drengen havde passer på bilen. Hvorfor skulle man dog takke for det? Drengen sagde selv ja til det, og så var Damien ellers kold i røven. "Vi har ikke tid til at vente på, at du snøvler dig frem og ingen vegne kommer".