Dødsfald - igen

Jinn gav et hyl fra sig, da bilen nærmest overfaldt ham bagfra. Han drattede om på jorden halvt indenunder bilen. *Shit!* tænkte han vredt for sig selv og gav et højt grynt fra sig, da han skulle forsøge at komme ud derfra igen. Han mavede sig stille frem ved brug af sine albuer. Han løftede let den ene fød, så hans hæl skrabede mod bilens underside. *♪ Larm, larm, larm ♫* sang han inde i hovedet på sig selv, med et smørret grin om læben. Da han endelig havde fået møvet sig ud derfra, strakte han armene højt over hovedet. han lænede sig forsigtigt ind over kølerhjelmen. "Du laver jo ikke noget." sagde han og smilede sirupssødt ind til fyren. *♪ Provokatiiiooon! ♫♪ En herlig ting!*

Så snart larmen på undersiden af bilen hørtes, var Damien steget ud af bilen. Fyrerne havde bevæget sig fra enden og ud til, hvor skvattet ville komme ud. De var tre, der greb ham, før han havde rejst sig ordentlig op. En om hver arm og en om livet. Hårdt. Brutalt. Og i et tempo, der var overraskende, når man tænkte på deres størrelse. "Du fik besked på ikke at røre min bil" hvæste Damien og det første slag faldt hårdt og kontant mod kindbenet. Fyren, der holdt skvatten om livet var klar til at gribe om benene, så der ikke kunne sparkes ud imod Damien, der begyndte at lade frustrationerne gå udover drengen. Knæ i skridtet. Flere slag i hovedet og mellemgulvet. Fyrene slap først drengen, da han virkede til at være ved at skvatte omkuld under smerterne. Når de slap ville det være i yderst korte øjeblikke for at se fyren falde til jorden - reagerede han ikke med det samme, holdt de ham forsat fast. Reflekserne lagde de specielt mærke til hos drengen. Spændinger o.l. der skulle passe med stødende. Skuespil gav de ikke meget for. De havde prøvet det for mange gange til, at de ville bemærke det, hvis det ikke var naturlige reaktioner, de ventede på, når de slap knægten, så Damien kunne forøge volden i spark mod fyren på jorden, give tungere slag, slå hovedet ned i jorden på ham, indtil han blev bevidstløs. Han kunne dø af det? Ja, og hvad så. Så ville de lade ham ligge der og køre. Folk kunne bare tage ham op på den hellige plads, hvis nogen savnede ham, og ellers var de i hvert fald selv fri for ham. Desværre var de i et kvarter, hvor man værnede om menneskelivet, så han ville nok blive slæbt derop alligevel.

Jinn gav et overrasket hyl far sig, da der blev hevet fat i ham. "Øij! Giv slip, store brød!!" Råbte han, mens han vred og drejede sig i nogle håbløse forsøg på at komme fri. Pludselig mærkede Jinn noget hårdt komme i kontakt med hans kindben. Efter overfladen og strukturen at føle, gik han ud fra at det var fyrens hånd. En høj klagede lyd undslap Jinns læber. Jinns hoved fulgte håndens retning, hvilket vil sige at han endte med den sårede kind mod fyren. Det blødte indvendigt. Jinn samlede blodet i en klump inde i munden, godt gennemspyttet. Han vendte blikket mod fyren igen og spyttede blodet ud i hovedet på ham. Jinn gryntede højlydt da hans personlige boble blev brudt på det groveste, af knæet i skridtet. Han bevægede per automatik armene for at beskytte sig selv, men handlingen blev hurtigt afbrudt af de store fyre der holdt ham på plads. Han blev efterhånden en smule slap i holdningen og ryggen fik sig langsomt foldet sig halvt sammen, hovedet hang let og han endte med et godt udsyn til fyrenes sko.

Spyttet havde ikke gjort Damiens humør spor bedre. Han tørrede det af med undersiden af hånden, før han slog knægten hårdt endnu engang, flere gange, på det nærmeste ude af kontrol. De andre fyre gjorde intet for at hjælpe knægten. De sørgede blot for at holde ham på plads, så han ikke kunne slippe fri eller beskytte sig imod slagene.

//oog: og resten af forløbet beskrev jeg i sidste indlæg. Jeg gider ikke skrive det to gange

Jinn løftede sig hoved, han så op i luften med munden halvt åbent og et næsten dødt udtryk i ansigtet. Han kom med grynt og støn hver gang han blev ramt. Hans ben blev slappe og det var kun fordi fyrene holdt fast i ham, at han stadigvæk stod nogenlunde oprejst. Så da de valgte at give slip på ham, foldede hans ben sammen under han og han faldt som en kludedukke til jorden. En lille smil hvilede dog på hans læber, mens hans krop gav efter for slagene. Et klynkende, let ynkelig, snøft kom fra ham. Jinn satte den ene hånd i jorden, for at prøve at få sig selv løftet op, men armen gav efter og hans ansigt landede tungt i gruset. Han lå helt stille, mens han blev udsat for yderligere slag.

//OOG: Det ville også være spild af tid xD//

Sparkene og slagene fortsatte, indtil knægten holdt op med at trække vejret, herefter efterlod de ham. Damien havde fået den værste vrede ud, og nu var det bare at komme tilbage til værkstedet. De bandt rebet fri og fyrene begyndte at skubbe bag på, mens Damien sad bag rettet. Et par hånende grin faldt tilbage mod den livløse krop, før de drejede ned af den næste gade og efterlod knægten.

//out