Faret vild?

Skoven her var enorm. Alting blev tættere og tættere. Træerne større. Græsset og planterne større. Blikket fra de himmelblå øjne gled opmærksomt rundt, mens Sonia bevægede sig ind i, hvad der mest af alt mindede hende om en jungle. Det var nok også det, hun ville kalde det. Dyrene her sang. Fuglene specielt. En af blomsterne var på størrelse med hende selv. Kronbladende så store som hendes arm var lang. Det var fascinerende. Hun vidste ikke, om det var klogt at gå dybere ind, for hun var ikke sikker på, hvordan hun kom ud igen. Problemet var bare, da hun stoppede op, at hun ikke kunne finde ud af, hvad vej hun skulle – udover at det var tilbage af. Der ville næppe gå længe, før hun farede helt vildt. Omvendt kunne hun heller ikke bare blive her.
I sin lille pung, der sad i bæltet på de korte cowboyshorts, hun bar i dag, fandt hun en hårelastik og satte det lange sorte hår op. Fugtigheden og varmen var tæt her. Jorden var også mere fugtig, end den var i almindelig skov. Her havde hun ingen idé om, hvad hun måtte røre og ikke. Det var vidst bedst, at hun fandt tilbage til skoven hurtigst muligt. Men hvordan? Hun forsøgte at sætte kursen tilbage mod, der hvor hun troede, at hun kom fra.

flint og nolge ander kantikaner gil sammen og fandt frygeter og kød til den store prilken i aften de skulle hen til det lysen træ vor ders for fæder var og høger dem snakke sammen flint hadte lidt posete busker og nogete rødt ud over der dækkte hans sider hans sorte hør var ulete og øren tite fram " kambina " sag flint stille og padte på en æbel flint så op og der var masser af dem. hans hale vifte fram og til bage der var nolge få kvinder med flint ville ikke gå af lene uden i skoven det kunne han ikke lide overhovet. hans jen sår lidt til sideren og tækte lidt på vongen han skulle få fadt på dem " ti ha nu ige parin " flint bad om en spis spyd og et rab . flint handet selt ikke set den k kvinden som gik der for han hadte for talvte med af samle frygter. men flint kaste sår spudte op over en gren og kravlte op af den, og sår til top " bie toto ah mige " råbte en af kvinderen og kaste en kuve op til flint som hang på hovte for af samlee æbler han to et bid af dem " din bu " råbete flint sår til bage og kaste nolge røde saftie æbler hen mod de 3 mensker der også to en bid og sage det sammen det betød smanger godt

Det var en mærkelig jungle. Det lignede jo æbler, der hang i de underlige jungletræer. Almindelig skov var det i hvert fald ikke. Det var helt sikkert. Stemmer hørtes, men hun forstod dem ikke rigtig. I stedet stoppede hun op og så undrende på dem. En hang i træet og samledede røde frugter. "Undskyld. Kender du vejen tilbage til den rigtige skov?" spurgte Sonia noget usikkert, da hun ikke var sikker på, at fyren med hale forstod hende. En lok af det sorte, lange hår strøg hun tilbage, mens de blå øjne hvilede på ham.

flint vente blikte og gemte sig hurtit i træte samt med de ander der begudte af skige op " bamdia...bamdia " de flute og tabe kuvern med frugt som tildte ud flint kikkte lidt på den sort hårte pige og lage hovte på skå lidt hun så smuk ud i hans øjen haze hadte sorte øre og sort hør og så også en sort hale. han ville se vad de ville flint forstod ikke vad hun sage da han ikke kom forstor byen af det var nok det enste æbel træ der var farte vil i skoven da den var et korn nolge af menske dyren kikkte lidt fram fra busekn og så på henden også

Bamdia? Gad vide, hvad det betød. Hun forstod det i hvert fald ikke, og hun havde det lidt skidt med, at folk bare forsvandt sådan. Hendes aura var Ai. Blød og varm. Men det hjalp vel ikke meget, hvis man ikke brød sig om fremmede. Bare fordi man var Ai, så betød det jo ikke, at man ikke kunne gøre noget forkert. Kort trak hun på skuldrene og overvejede at gå igen, indtil de blå øjne landede på den sorte af dem. I hvert fald sort pels. Han sagde ikke noget, men han så på hende. "Skoven?" spurgte hun forsigtigt med hovedet på skrå og hånden på hjertet.

flint vente blikte mod pigen og hoppte ned fra træte i dyre fom han gik lidt tæt på henden og kunne dufte af hun var ai da han selv var det også han var ikke bangemen for sin folk de var for de mste anier alle sammen men nolge gang gor framme dem forskærkte han for valdte sig sår i menske fom of lage hovte på skå og så på henden hun sår køn ud men var hun mån nogte for ham hans blik satte sig over til de ander " tis tis durm litga " sag de stille det betød om hun var falige " ligantuga " svadt flint og smilte op til henden lidt han satte sig lidt på 4 og smile lidt igen flint lovert med sin hale mens de ander begyndte af tage aldt det de tabte op

Sonia forstod ham ikke, men hun gled ned at sidde på den grønne bund af junglen. Blikket blev ved med at hvile roligt på den mørkhårede fyr med ører og hale. De forstod tydeligvis ikke hinanden, men der var noget ganske fascinerende over ham. "Hej" smilede hun forsigtig og venligt, mens hun ellers forholdt sig i ro. Han var nysgerrig. Hun var nysgerrig. Så ingen grund til pludselig bevægelser, der kunne skræmme den anden. Hun kendte trods alt ikke hans race, om han kendte hendes, vidste hun ikke. Magi-morf. En meget almindelig race på Fabula, men de var ikke så nemme at genkende, før de forvandlede sig eller fremtryllede deres stav. Sonia holdt dog sin form lige nu.

flint smilte lidt og snusste lidt op af bente på henden hun dufte godt han kunne ikke lade med af se henden i øjen men et smil kom over ham og skilkte henden på kinden lidt han to hendens hånd stille og trak henden med end til sin lansby de ander dyre mensker gik stille ved sinden af de vatr tyligte af de ikke var troen " katbiy " kom det stille fra flint og pagte på et megete stort træ det var hans hjem sted man kunne se alle ander som han selv var de minden lidt om dyr men af lige velle var det megete udvlikte de hadte ting som igen hadte set får h flint smilte til de to kvinder der var der og så på de ander dyr " bidlige " sage flint og smilte op til sonjia de personer der var der hadte ikke set henden før sår de var megete snus over henden

Uden nogen tøven fulgte Sonia med ham. Hans aura var rar, og de lod ikke ligefrem til at ville noget ondt nogen af dem. Hun grinede dog lidt, da det kildede og virkede underligt, at han snuste til hendes ben. Der var hun glad for, at hun ikke bare kjole men korte shorts, så han ikke kunne se op under - så var hun nok blevet en del mere forlegen. Hans ord forstod hun stadig ikke, selvom 'hjem' var hendes første gæt på ordet 'katbiy'. Det var ikke sikkert, at det var rigtigt, men hun fulgte i hvert fald med. Det var en underlig race, men sådan opfattede man vel alle, man ikke rigtig kendte eller forstod. Det gjorde nu ikke, at hun smilede mindre. Nej, hun smilede stort og var meget nysgerrig.

flint nikkte og gen to vad hun sage han smilte lidt han kunne godt lide nogte ved henden de skulle nok lære hinaden af kende også spog haze ville godt lære henden det han tak vider i henden mens alle de ander kantikaner fuldte efter dem der var nogte ved dem som gjor dem glade men vis en af dem blive sårte var de ikke kun en men dem alle sammen " han satte sig ned ved et bor " kikti bar du len " han bad om nogte vand og de kom med dem mens nogte frugter og lidt stik kød han badte sår på maden " ing ing " han to en bid af frugten han viste godt vongen man talte ders sprog men det var sår længe siden af han hadte glemt det lidt han " jeggggg...... flinttttt... kantikianer"

Det føltes så mærkeligt at blive fulgt på den måde, men det generede hende ikke. Hun satte sig lidt usikkert ned ved det bord, han havde sat sig ved, og takkede, da de kom med vand og gav hende også. 'Jeg', han kunne altså lidt af det almene sprog på Fabula. Det var helt klart en fordel - en klar fordel. "Jeg er Sonia" svarede hun og lagde igen hånden på sit hjerte. Lyden af o'et og i'et var tydeligt. Ikke en Sonja, nej, men So'nía.

flint smilte " soniaaa " kom det lidt bøvte fra flint. flint kunne ikke se forskæl på henden og de ander "miggg aiiii " s flint smilte og kikkte på alle sammen " vi alle aiiii " flint pagte med en figer og lave en cirkel og så på henden " vi dyre fommer " flint begydte af få samhengte af vad de snakke om de ander kantikaner forståd ikke et klap af vad de sage men lod dem vær måske måske ville hun sove her flint prøvte lidt " villleeee duuuu soveee herrrrr sammmeeennn meddd miggg" han lage hovte på skå og lavte en byde fom af sine henner

Ai var dejlige, og hun kunne ikke lade være med at smile med små grin, der fik stjerner til at glimte i hendes øjne, da han fortalte, at de begge var ai. Det havde han jo ret i. Det næste spørgsmål kom dog bag på hende. Hun trak stille på skuldrene med smilede stadig. "Det.. kan jeg da nok godt" svarede hun og nikkede let med et smil. "Det har været en lang dag". Hun talte bevidst langsomt, så han kunne fange hendes ord. Forhåbentlig forstod han mere, end han sagde. Sådan var det vidst tit.

flint var aller rade ved af syntes godt om henden han kunne ikke får stå vorfor hun skinden såren med ørjen men det var vel en anden grund til det flint spiste stille vider og studerte henden lidt hun sår smuk ud i hans øjen hans muskler kunen ses da han ikke hadte nogte fommer for tøj på andete ind buskeren og det der var unden på dem stile og roligete kom der små toner fram fra skoven de lød som sangen de var tid af gå til gøj flint to stille sonias hånd og smilete chameren til henden måske hadte han fundte den ragtit til ham de skulle bar løre af kende hinaden

Sonia var og blev smånaiv. Det var naturligt for hende at tro på det bedste i folk. At forelske sig var en anden side af sagen. Hun var bare en glad og smilende person, der nød livet og den glæde, der kunne følge med. Lige nu var hun glad. Flint var en sød fyr. En rigtig sød fyr. I hvert fald det hun kendte indtil nu. Og hans aura fik hende til at slappe af. Ai. Kærlighedens aura, ikke? Det var det, nogen sagde. Så hun fulgte ham, da han tog hendes hånd, og solen så småt var på vej ned. Himlens farver ændrede sig, da solnedgangen var et faktum. Flotte røde, orange og lyserøde farver.

flint smilte og tak henden med øverst op sår de kunne se sol neden gang det var også der han bogte flint kunne godt lide henden arua da den gjor ham blød der gik en time før de var oppe i det stor tra og flint smilt lidt til sig selv han padte på en stjeren der fløj over dem " in " viskte han svadt og holdte stade i hendens hånd han lage sig stille ned og så op han elskte det her sted de sov unden i nurteren med nolge små tage oversig som hysster for ikke af skade naturen

At sidde højt oppe i et træ og se på stjerner, det var... hyggeligt og rart. Hun nød himlen. Hun nød livet omkring sig. Sådan set kunne hun sidde og drømme sig væk i himlen, hvis ingen forstyrrede hende. Hun lagde sig ned på sengen med fjer og så på ham med et smil. "Det er sødt af dig, at jeg må sove her". Hun var trods alt vant til at sove direkte på jorden, så at have noget blødt at ligge på og et tæppe over sig var helt klart rart. Hun lå ikke ligefrem tæt på ham og stadig klædt i sit tøj. Kun skoene havde hun taget af.

[flint smilte og lage hånden over henden og kysste hendens kind lige sår stille som svar til det hun sage da han ikke kunne sige det flint lage sig tæt ind til sonia og nusste henden på rykken sår hun kunne slape ragtit af flint mærkte sit hjerte bange han to stille hendens hånd op til hans hjerte " maginus " svadt han stille og så henden i øjen han kunne se de skinden øjen og hans var gjor det sammen han fik en mærklige følse ind i han hadte lyst til af være mere tæt på henden men han ville ikke vis hun ikke ville

Blikket flakkede lettere usikkert, da han kyssede hendes kind og lagde sig tæt ind til hende. Okay, det var rart, men troede han noget. Hvordan fik hun så forklaret sig ud af det? Blidt skubbede hun sig lidt fra ham og så spørgende på ham. Stadig milde, blå øjne, men spørgende. Hvad ville han? Hvad ønskede han? Hvordan skulle hun overhovedet forstå det, hvis han forsøgte at forklare hende noget, hvis han ikke havde ordene i det sprog, hun forstod. Forstod han egentlig hende? Der var mange spørgsmål, der lå i hendes øjne, men hun sagde ikke noget. Hendes hånd lå mod hans bryst, som hun havde forsøgt at bruge til at skubbe sig lidt fra ham, og det spørgende blik var kommet.

flint så på hendne og l kunne godt forstå hendens blik men flint lage sig lidtvæk fra henden og faldt stille i søven han kunne ikke forklar tingen " gitar ile " viskte flint stille hans hjerte harmerte stade men han måtte finde ud af det flint kunne nu godt lide henden men han ville lære henden af kende først. vinden blæste stille om natten. flint raste sig tiligte om morgen da han syntes han kunne lugte røg han så sig lidt til sideren og å ned på sonia han måttte finde ud af vad det var flint to lang som sint spud og gik sammen med nolge ander han lod henden sove da hun nok trate til det

Gitar ile? Hun tog det til sig som 'sov godt', men hun var bestemt ikke sikker. I stedet glædede hun sig over, at han havde forstået, at hun ikke ville være alt for tæt på ham lige nu, og han respekterede det. Så hun faldt stille i en let søvn. Sådan var det altid. Sådan blev det, når man sov i naturen og ikke måtte sove fra alt. Alligevel havde hun ligget så godt og trygt, at hun faldt i en dybere og dybere søvn henover natten. Hun vågnede derfor først kort tid efter, at Flint havde forladt sengen. Lugten af røg nåede hende, og hun sad med et op. Chokeret. Bange vel egentlig også. Det lugtede ikke som røg fra et kontrolleret bål, hvor man lavede mad. Ild kunne hun alligevel ikke se. Hjertet hamrede af sted med det samme, og hun kom hurtig ud af sengen, i skoene, og så var hun ellers parat til at lede efter Flint - måske ikke så nemt, når man var oppe i et enormt træ.

Da Sonia først fik øje på den tunge røgsky, havde hun sat i løb med geparden i sin form for at nå derud. Panikken var stor, og hun havde en tydelig fornemmelse af, hvor Flint ville være, så hun havde kursen direkte mod ilden. Forvandlingen til sin egen form kom i det øjeblik, at hun nåede ilden. Staven fremkaldte hun og forsøgte først med et latterligt rim for at skaffe vand. Det hjalp bare ikke meget, så hun rettede staven mod himlen. "Regn, jeg beder dig, hjælp mig" et simpelt rim ,men mere var ikke behøvet, og skyerne samlede sig over stedet, tunge og mørke, og lod vandet falde som en mindre monsun. Hun hev let efter vejret, mens hun så regnen gøre sit for at udslette ilden. Hjertet hamrede af sted, mens hun nød at mærke de kolde, våde dråber falde på sig.