Faret vild?

Som flint sad der på stenen i solen sidste stråler, fik Sonia taget sig i at tænke, at han egentlig så godt ud. Det havde dog intet at gøre med hans overkrop som sådan. Det var helheden. Tanken gled hurtig væk igen, mens hun gjorde aftensmad klar til dem. Hun kunne have bragt ham til det prægtigste slot og lavet maden den, men hun gjorde det ikke. Dette virkede mere naturligt og rigtigt for ham i hendes øjne. "Spisetid" lød det mildt, da det endelig var klar. Hun ville vente på, at han kom hen til hende og satte sig, før hun spiste. Kom han ikke, så ville hun gå hen til ham med maden og selv gå tilbage og sætte sig ved ilden.

flint vente sig om da der bliv sakt mad hoppet han hen til sonia i sin dyr form flint smilte sødt til hedne n da han kom hen til henden haze viste meget og bruget den vide til af for svar sig med med nolge gang var det ikke nok af og til savnet han en ved sinden af sig ja fagtits en som sonia hun var sød og sjameren og så også godt ud på alle punkter han smilte stille til henden og for valdte sig til bage til sin menske form haze spiste lidt af manden og lod til af kunne lide det hun lavet flint vente hovet lidt da sonia gav ham et blik han ikke kunne stå får han kikkte væk og ned i maden med røden kender flint viste af den her dag kun kunne blive beder

Som de spiste faldt mørket helt på, og den stjerneklare nat lagde sig fortryllende over dem, mens bålet ligeså stille døde ud. Gløderne varmede, men bålet skar ikke længere i øjnene, når man havde kigget ud over engen. Her var ingen skyggevæsner - ingen. Her var ingen fjender. Her var blot fred og ro. "Lad os hellere få sovet, så vi kan blive friske til imorgen, og så kan vi tage hjem til Fabula" smilede Sonia let og fandt sin sovepose frem fra den lille pose, der havde hængt om halsen på hende. Den var mindre end hendes knyttede hånd, men magisk indrettet, så der kunne være store ting i den. Hun rakte den til flint "Jeg kan godt sove på jorden" smilede hun let. Soveposen var alt for lille til, at de begge to kunne sove i den.

haze to hendens hånd og trak henden ned til sig lige sår stille hun skulle ikke likke dårlige på grund af ham det ville han ikke have " sov sammen med mig sonia " svadt han lige sår stille hazs hånd gild ned på den bar mave mens blike så ned i sonias han sendte henden et smil og han håbet sårn på af der ville ske noget daliget den her aften ind noget dåliget flint kunne se af af hun godt kunne lide ham men han tudrte ikke ragtit gør noget ved tæk nu vis det ikke var det hun ønsket flints smukke øjen klimte af ilden og liget nærmste lella crystaler der blikte haze var lam i kroppen og tydte ikke ragtit gør noger som helst ved han kunne blodt mærke sonias vammen

Sonia lagde sig ved siden af ham med et lille smil. "Kan godt ligge her og sove.. så bliver det heller ikke ligeså koldt" bemærkede hun i et lille smil og lynede soveposen helt op, så den kunne fungere som underlag for dem, så de ikke lå direkte på jorden. Dyne havde de så intet af. Hun vidste ikke, hvad han tænkte, men hun vidste, at det var rart ikke at sove alene. Hun hadede at sove helt alene, selvom hun efterhånden havde gjort det mange gange ude i naturen. Aldrig i en seng.

fflint tækte lidt på om hun var droigen her i det her land men det tækte han ikke vider over han smilte bar af henden " tak" visket han stille og lage sig sår tæt ind til henden som over hovet muliget vad mån hun tækte om ham kunne hun lide ham flint kunne i var fald lide henden haze ville beskutte henden når de en gang skulle finde demoneren haze ville dø for henden vis de gjro henden noget han støj henden stille over kinden og kom stille tæt på hendens læber med sin mund men kysset henden ikke man kunne mærke flints ånden komme fram fro hans mund

Som sådan havde hun ikke tænkt sig at rykke sig, da han lagde sig tæt ind til hende. Varmen var god, og den kunne hun kun nyde, når nattekulden begyndte at snige sig ind på dem, og de ikke havde noget til at dække dem. Hun rykkede dog hovedet lidt fra ham, da han kom helt tæt på hendes læber. "Du er glad for at være tæt på mig, er du ikke?" spurgte hun i en svag hvisken, mens hendes øjne prøvede at fokusere i hans i det dæmpede lys, der kom fra bålet og fuldmånen over dem. Den var på vej op nu. Det ville blive en lys nat.

[haze så ned med et trist blik og nikkte stille " jov " svadt han stille og kunne mærke den vammen hun kom med flint ville vide om hun kunne lide ham vilkte hun sikkerte godt kunne flint viste ikke vad han skulle sige han ville bar have en tæt på sig mere ind bar tæt måske men flint tudte ikke går det med henden han var bange for af miste henden vis hun gjor det flint blik så ned og sukkte svadt man kunne se han sanvet en af vær tæt på men han viste ikke vad han skulle stille op med lige nu flint viste ikke om sonia var konglige eller bar en pige her fra men han kunne lide henden han hadet laige haft sårn en følse sår det var ikek s¨r nemt af skjule det

Sonia spurgte ikke nærmere ind til noget. Hans søde og forsigtige måde at svare hende på gjorde, at hun ikke ville gå nærmere ind i det. Hun lagde sig i stedet til rette ind til ham, hvor hun lagde sig til at sove uden et ord. Hendes ansigt var skjult mod hans hals, mens hendes vejrtrækning ligeså stille blev tungere, som hun faldt hen i søvn for natten.

haze gav henden til sist et kys på mund vinen og lage sin hånd stille trilde ned til hendens røv balle og trykkte henden stille ind til henden han forstod nu af hun kunne lide ham haze smilte sødt og lod henden sove han kunne ikke sove i nu men vis hun skulle måtte hun jo have lidt fred til af sove haze lage den anden arem om henden som en dyen sår de fik vammen bække to flint fik næsten tår i øjen af lykke men han sage ikke noget han studterte kun sonia lidt

Sonia havde kort vrænget lidt på øjenbrynene af kysset, men hun sagde ikke noget. Forhåbentlig gav hun ham ikke for mange håb. Og da hans hånd gled ned mod hendes ende, tog hun hans hånd og flyttede den længere op, så den hvilede mod hendes lænd i stedet. Han skulle ikke tro, at han fik lov til hvad som helst, men lige nu havde de begge brug for nærheden for at holde varmen for natten, og så måtte de bare finde sig i at være så tætte fysisk. Hun sov også fuldt påklædt. Andet ville have været dumt i den kulde, der gled ind over dem.

[haze bliv rød i hovet og begydte af sove til næste dag vor sonia lå oven på ham han smilte sødt til henden og gled hånden over hendens kind lige sår stille flint lage mærek til af der var sekt noget men ikke fysisk træt mere flint viste af han mååte vær forsikte med vad han gjor han rajset sig stille op og kikkte rundt og fik noget tøj på da han ikke ville kunne komme i take om vad han skulle lave rykkte han stille til sonia " jeg ville godt hjem nu " svadt han stille og så ned af henden han ryste på hovet

Ligeså stille vågnede Sonia, da Flint rykkede sig. Hun trillede om på den anden side for at sove videre. Solen var ikke særlig højt over horisonten, da de vågnede. Hun så træt op på Flint, da han rykkede lidt til hende. Hun havde egentlig sovet ganske okay, selvom hun ikke var vant til at sove så tæt på nogen. Søvnigt fik hun sat sig op og rettet lidt på hendes t-shirt, der var kravlet lidt op, mens hun havde sovet. Shortsne havde hun på endnu, ligesom sine små ankelstrømper. Skoene havde hun trods alt ikke sovet med, men dem fik hun taget på, da hun svarede Flint med et "Okay". Der var ingen grund til at holde ham her længere, så så snart hun havde pakket sine ting ned i den lille pung og sat i bæltet på shortsne, tog hun fat i sin amulet "Det bliver ikke kønt. Forbered dig på det værste" advarede hun, og i et lysglimt stod de nu tilbage i junglen. Præcis samme sted og tid, som de var taget af sted. Skyggerne var der stadig. Ilden brændte endnu, og sorg og rædsel hærgrede.

quote="Sonia"]Ligeså stille vågnede Sonia, da Flint rykkede sig. Hun trillede om på den anden side for at sove videre. Solen var ikke særlig højt over horisonten, da de vågnede. Hun så træt op på Flint, da han rykkede lidt til hende. Hun havde egentlig sovet ganske okay, selvom hun ikke var vant til at sove så tæt på nogen. Søvnigt fik hun sat sig op og rettet lidt på hendes t-shirt, der var kravlet lidt op, mens hun havde sovet. Shortsne havde hun på endnu, ligesom sine små ankelstrømper. Skoene havde hun trods alt ikke sovet med, men dem fik hun taget på, da hun svarede Flint med et "Okay". Der var ingen grund til at holde ham her længere, så så snart hun havde pakket sine ting ned i den lille pung og sat i bæltet på shortsne, tog hun fat i sin amulet "Det bliver ikke kønt. Forbered dig på det værste" advarede hun, og i et lysglimt stod de nu tilbage i junglen. Præcis samme sted og tid, som de var taget af sted. Skyggerne var der stadig. Ilden brændte endnu, og sorg og rædsel hærgrede.[/quote]

da de kom til bage til juglen vonget flint med smærte i hovet og rykken han rajste sig lige sår stille om kring sig hans famile kom hen til dem hans søster slog på hans bryst kase " bu da ka bu da ka " græde søsteren i hans skuller og trykkte sig ind til sig flint lage hånden om henden " bitaku " svadt han det var ikke svært vad det betød flint så hen på sonia og tækte sit han ville sår gæren vinden hendens hjerte men han viste ikke vongen han skulle det flint så stille på sin søster " min molle HUKT " svadt han stille flint gik stille mens søsteren gik sin vej flint så på henden og gik stille hen mod skoven men føst to han et spud og peget på en som hed tim og lin

Sonia fattede ikke et ord af, hvad der blev sagt. Hun vidste bare, at ingen i området ville vide, at de havde været væk. Havde Flint lagt mærke til det, og ikke bare al den rædsel, der var, så havde han også set, at intet rørte sig en milimeter, før den lysende port, de var gået igennem, igen var lukket til og forsvundet. Ingen bemærkede, at de havde været væk. Sonia forholdt sig ganske stille. Hun vidste ikke, hvad hun kunne gøre for at hjælpe, og hun kunne ikke ligefrem spørge.

flint kikkte på sonia og så lidt ned " vi må finden det sted " svadt han lidt beterte han to sit spud og gik stille hen til to ander flint hadet kunne sakke sonias sprog efter de var i hendens land sår var han blive gen op frisket af sproget flint viste af han villemiste livet i den her krig men flint måtte tage det skridt flint vente blikte til sonia og sukkte stille han gik stille tææter på henden og så ned man kunne se hans bekymrigen over det her

"Hvilket sted?" spurgte Sonia usikkert og hendes blå øjne flakkede over hans ansigt, mens han kom tættere på hende. Hun ville gerne hjælpe - det ville hun virkelig gerne. Men hvad kunne de gøre, når de ikke vidste, hvordan de stoppede skyggerne? Døden var hun dog ikke bange for, hvis bare dem, der fandt hende, kendte den hellige plads i hovedstaden og ville tage hende der til. En unaturlig død ville blive ugjort, hvis man lå der under stjernehimlen. Hun havde ikke prøvet det før, men hun vidste, at det virkede. Hun troede på, at det virkede. Det var vel altid det, der var vigtigst: At man troede.

" vor det helle begunte " haze to henden stille i hånden og gik stlle mod skoven " vi skal til et gammel sted vor syggene holdte til inden de bliv sluppet frig " flint trykkte lidt hendens hånd og så ind i mlmen tæren flint viste af det var der de skulle hen vis de skulle nolge steder haze viste af han måtte passe på sonia hun skulle ikke dø på grund af ham flint for valndte sig til en sort ræv og gik klos op af sonia sår hun kunne se ham og fløle ham ogå han hadet en blød hud til fohold til alle ander den storte snyde gik nede i jorden og natten kom snat over dem igen og da viste flint af han måtte vær på vagt

Sonia fulgte egentlig bare med flint. Hun anede intet om disse skyggevæsner, så hun måtte jo bare følge med. Hun havde trods alt sagt ja til at hjælpe. At han forvandlede sig til en ræv igen generede hende ikke, så for nemhedsskyld gjorde hun også. En magi hun endnu ikke havde vist ham, men som hun besad. Ligeledes en sort ræv, så hun heller ikke lyste for meget op i området. Hun kunne forvandle sig til alle slags dyr og racer. En praktisk magi at kunne.

flint kikkte hen på henden og smilte med sin ræve mund hans lange hale vifte lidt mens synden den anden vej igen.efter nolge timer kunne man få øje på en stor tempel det var rundt og der voskte møs på sår det liget et med naturen af der var noget som den hadte lavet flint gik hen til det og sopet op til ind gangen der var bel mørkt der iden flint så op på sonia og smilet lige sår stille sødt til henden. flint forvaldte sig til bage igen til menskte og ryste lidt på skullern for af få noget af hårte af " det er her " svadt han lige sår stille og to ud efter en fakel og tændte det de måtte vær stille vis de ikke skulle blive op daget af nolge eller det der var være " nolge mener af det her er porten til helvet og jeg er bange for af historigrn taler sandt " svadt haze og så hen på henden og vente på hendens svar

Egentlig fulgte Sonia bare med. En lang tur, også selvom hun var vant til at gå. Til gengæld var hun ikke vant til at gå i denne skikkelse - det var så noget helt andet. Men hun klarede sig da fint og forvandlede sig tilbage, da han gjorde. Sonia rystede stille på hovedet af ham med et lille smil, da han sagde, at det var døren til helved. "Måske nogens forestillinger om et helved" rettede hun stille og var tydeligvis ikke nervøs endnu. Måske lidt overmodigt. Men Sonia havde set så meget, så der var ikke meget, der imponerede eller skræmte hende længere - undtagen når hun virkelig kunne se og mærke, at hendes liv hang i en tynd tråd.

flint smilte til sonia og gik stille ind for og kikkte sig om kring det følte nu som om man gik ned til helvet for der var meget varmt der men smukt også der var dov blider af skyygge væsner der slog hovderen af nolge mensker ihel flint gik tæt på sonia og lage stille sin hånd over hendens han var lidt navøs " de var her det helle begyte sår vidt jeg ved fra mine forfæder " der hang en crystal som var heldt sort og hadet miste sin klans flint sirte på den lidt og så sig lidt om kring han kunne ikke lide det hans saner sage af der var noget galdt han kikkte sig bøde den ene vej og den anden som et dyr inden han hørte noget viskten ved siden af ham " deee er her " svadt flint på en dyster møde han gik hen for and sonia da han ikke ville have af der skete henden noget som helst " bliv bag mig " svadt han stille og kikkte rundt for af finde ud af vor den kom fra den stemme " vADD laver sår nolge af skum i vors dumene " lød en høj og trysten stemmen flint sank en klump j han hadet kun sin svær ikke mere " flint fox valtein efter kommer af kantikur jeg her her for af stoppe dine haliger og ond skap mod kantikaneren " råbete han vredt * det var måske ikke sår godt sakt "en kantikeaner detttttt er længe side en sårn en har værte her " skyggen kom stille fram den var enom og man kunen tylige se af det var ledeen for den var stærk og hadet et gigant våben som kunn slå en mit over på et huk

De blå øjne havde travlt med at studere alt, hvad der var omkring dem, mens varmen tog til. Forhåbentlig vidste Flint, hvad de skulle, og hvordan de kom levende herfra igen. Da han bad hende blive bag ham, trak hun med det samme sin stav frem. Der var kun få magier, hun kunne, uden at bruge staven: at tilkalde den og så sine forvandlinger. Amuletten hørte til en magi for sig selv, og den var godt gemt. Blikket flakkede til den store, sorte diamant. Måske man kunne sende lys mod den, så hele grotten blev oplyst? Omvendt ville hun ikke prøve. Stemmen skræmte hende, selvom hun først havde troet på, at hun ikke ville være nervøs, og den store, sorte skygge gjorde det ikke bedre. Til gengæld var hun klar på at lave et magisk skjold om dem, hvis skyggemanden prøvede på noget.

" se af komme ud sonia " svadtr han han ville ikke have der skte sonia noget. noget af hans sved ramte jorden " hehe det var dumt af jer af komme ind på mit dumene køter " svadt han til flint. flint stod bar stille og kikkte rundt om kring og kunne nu se nolge mørke røde øjen der lyste om dem " i kommer ikke leven her ude fra min små venner vis det er det i tor " flint var bange men man kunne ikke se det på ham han prøvet helle tiden af holle øje med sonia men til sist kom en skugge og to fadt i henden sår hun ikke kunne gør noget den lavet et løse grap på henden og siden den var skygge kunne den jo ikke noget flint vente sig om og så på sonia " SONIA" råbete han. flint vente sig i vrede " din lille kærste kan ikke bruge sin magi på mig eller hjælpe dig nu " demon snag sit stror svar og efrer flint og lavet noget af en jorskælv da den ramte joreden.flint håbbet til siden og rulte rundt " jeg kommer måske til af dø i dag mem det bliver ikke uden kamp " flint så hen på en statu af ders god inde som hadet et spud i håden og padte mod flint.