Faret vild?

flint vongte ikke han var larm lidt man kunne tyligte se ham da rengen skølte skyren væk og nu kunne man se stedte det menste af det var brænt mange katikaner græd det var en stor sog for dem af ders hjem by var blive angabte nolge børn lå også og var død og dem græd forældren over flint lå stille og rokkte sig ikke ud af stedte over hovte vorfor skulle altid sket for dem flint øbte stille øjen og så en skygge af vor sonia stod det var henden men han var for sva flint kaste dov sit spud i den ragtit han lå i han kunne ikke mere han var for træte og landte sår med hovte i muderte mens rngej gjor det rendt igen

Hvad gør man, når alt er kaos? Når alt er forfærdeligt at se på? Man flygter... flygter til et sted i sig selv, hvor man kan finde ro og kræfter til at klare alt omkring en.
Staven forsvandt, da hun fik øje på Flint, der faldt omkuld. Hun gled ned ved siden af ham og trak sin halskæde frem. Den lyste op i et turkis skær. Kort efter befandt de sig på en frodig, grøn eng, med en dejlig blå himmel over dem. Fuglesang kunne høres og vinden blæste mildt og varmt. Blidt strøg Sonia hånden over Flints ansigt, mens hun ellers sad stille og ventede på, at han fik det bedre. Hun havde taget ham med til sin egen verden. En verden, der ikke eksisterede og så alligevel. En magi, hun styrede. En verden, der ikke var Fabula. Når de drog tilbage, ville de være i det øjeblik, de tog afsted. Ingen ville mangle dem, ligesom de ikke ville blive ældre, mens de var i denne magiske verden.

[flint kunne mærke græs og grønt han vongen efter lang tid og hår kamp han vente sig stille da han mærke af han lå på nogte bløt vad var det flints blik bliv numaldt og han smilte stille da han så vem det var. flint støj stille to finger over hendens læber og lidt man kunne stade se de der fommer for ar i hovte på ham og på kropen flint føsle var lyklige " so..n..i,,a" kom en lysen semme fra ham han mærkte den vammen hun hadte det var alså sårn hun så ud irl stille lage han sin hånd på hendens skind og bliv blød aii følsern kom også fram. flint viste ikke tyndte ikke kysse henden som tak for de hun hadte redte ham hun måtte selv velje men flint viste i var flad sin søde side overfor henden

"Hej Flint" smilede hun varmt, da han vågnede op. "Jeg tog dig her til.. vi tager tilbage, når du er frisk... Du skal ikke bekymre dig. De vil ikke opdage, at vi er væk". Det ville nok blive svært at forklare ham det hele lige med det samme, og for mange informationer var nok heller ikke godt lige nu. Smilet lå nu varmt om hendes læber, mens hun betragtede ham. Kyssede ham gjorde hun ikke. I stedet hvilede blikket bare på ham for at sikre sig, at han var okay.

" flint ratte sig hove op og kikkte sig om kring vor var de henne " vad skete der " kom det fra flint han kunne snakke flude fabula sprog men der var stade nolge or han ikke kunne se han så sig om kring de var ikke hjemme hos ham i var fald han hukste kun nogte sort og lidt røben ikke andte vad skete der flints re gik ned men ikke af ondt ment han var bar lige glad han var bar i himlen lig nu han lage sit hovte ned til sonia igen og lod blikte ville på henden lidt

"Jeg ved det ikke" svarede hun stille. "Jeg ved ikke, hvad der skete.. Der var bare ild... og sorg.. meget af den.." Hendes stemme var mere forsigtig nu. Det havde været forfærdeligt. Virkelig forfærdeligt. "Jeg stoppede ilden og tog dig her til.. Når du er klar, tager vi tilbage til det øjeblik, vi tog væk". Det var vel nemmest at forklare det sådan. Der var ingen grund til at tage der til igen, før han fik kræfterne til det.

flint så sig om kring sog vorfor ville hun væk fra det fint forstod det ikke ragtit men nogete hadte skramt henden lidt.flint med sine knæ og lage armen om henden lidt sår hun kunen føle sig mere truk ved det flint kunne ikke adnte ind af vær glad over henden " jeg er klar til af tage til bage sonia" viskte han svadt og gav henden et kys på kinden flint loggte øjen for af glemme aldt lige nu flints hale vifte lidt mens øren var nede han ville tage sig af sit folk nu han ville dov ikke kunne sakke sår godt når de kom til bage over hovte men det ville blive beder ind det her i varflad

Da han sagde, at han var klar til at tage tilbage, rejste hun sig op med ham og så ham i øjnene. "Er du sikker? Det er ikke et rart syn, vi møder. Vi skal ikke tilbage, før du er sikker på, at du klarer dig". Bekymringen og omsorgen lyste ud af hendes himmelblå øjne og hele hendes aura, der lige nu virkede stærkere end normalt, da hun virkelig levede i sit element af omsorg for den person, hun havde kontant med - hvilket lige nu var Flint.

flint tækte lidt på vad der sekte om kring dem det var ikke nogete han hadte flølt længe han vente blikte mod sonia og så i hendens øjen han støj henden stille over læberen "lad os blive her lidt sår " svadte flint lige sår stille og støj sine tomle flinger over hendens bløde læber han lage sin pnaden i mod hendens lige sår stille og så bar på henden flint hjerte hamerte vil og vold somt men vad kunne han gør lige nu flint kunne mærke den vamme hun hadte og den flølse radt de kunne vel lige sår godt likke sammen lidt og vente på af de føsle ragtit af tage sig til bage

I det mindste lod han til at forstå hendes sprog en del bedre, og det fik hende til at slappe af. Smilet gled lidt ind som han strøg hendes læber og lagde sin pande imod hendes. "Du må ikke tro noget forkert" hviskede hun stille "Jeg synes om dig, men jeg kender dig ikke endnu". Hun havde en stærk fornemmelse af, at han efterhånden havde udviklet følelser for hende, og dem kunne hun ikke ligefrem gengælde lige nu. Hun kendte ham ikke.

flint smilte bar til henden og lage hovte ind til henden lidt han forstodt det godt han ville bar ikke blive ked af det men nu viste hun lidt vongen han ahadte det flint vente hovte " jeg må til bage til min lans by " flint kysste henden kind lige sår stille og sukkte svadt " jeg må tag mig af de sørgete og trøste dem der har miste sin famille det er vad en ragtit leder gør " flint nusset soinas ryk lige sår stille han ville mere ind gæren hjem til sin lands by nu han var lige glad vongen det så ud han måtte tage sig af sin hjem stame

Han lod endnu ikke til at forstå, at de bare kunne blive, uden der skete noget ved det. Så hun så lidt usikkert på ham. "Flint.. Vi er i en alternativ verden. Så længe vi er her, så vil vores virkelighed ikke ændre sig. Vi kommer tilbage i det øjeblik, vi tog af sted. Ingen vil nogensinde opdage, at vi ikke har været der" forklarede hun stille og håbede, at han efterhånden forstod det. "Så vi kan være her indtil du er sikker på, at du er stærk nok til at tage tilbage". Hun måtte dog indrømme for sig selv, at hun var noget overrasket over, at han faktisk var leder for dem. Det havde hun ikke regnet med. Måske ligeså meget fordi han ikke havde sagt det.

flint stoppte med af kramme henden og så lidt på henden "vad nytter det der ville vær lige sår megete sog når vi kommer til bage sonia "flint vente sig lidt og så ud mod udsikten " for dømte skygger væsner de skulle slet ikke vær her " svadte han lidt hådt mens flint blik gled hen over landte han sukkte stille og så ned af sig selv han følte sig i en verden vor der var 3 sider et af blive her to af tage hjem og se aldt det der var blive ødladt og 3 vis de vente og kom til bage ville der stade vær sog når han kom til bage han måtte stoppe dem det kunne ikke blive ved sårn her Flint knutte sine næver lidt og prøvte af hise sig lidt ned

"Ja, der vil stadig være sorg, når vi kommer tilbage, men du vil være stærkere, hvis du venter på, at du bliver frisk og veludhvilet" svarede Sonia igen med et sødt smil, der tydeligt viste, at hun faktisk var bekymret for, hvad der foregik i hans verden, selvom intet ændrede sig, mens de var væk. "Hvad er de skyggevæsner for nogen?" lagde hun spørgende til og satte sig ned i græsset og så på ham. Hun håbede på, at han ville sætte sig og slappe mere af, så han ikke var udkørt, når de igen tog tilbage. Det var trods alt det, der var pointen i at være her.

jeg ved det ikke der er der igen der ved de kommer om aften og haver vors by " flint så ud på land skabte flint var lidt glad med om han bliv rask eller ikke men stille vente han sig lige sår stille lage han sig ved sinden af sonia og så stille op i lyften der var ikke negete nu flint var lige glad med vor de kom fra de skulle bar væk og vis flint skulle sætte sit liv på spil sår skulle han nok finde ud af det

Det måtte være forfærdeligt at vide, at når man lagde sig til at sove, så kom der skygger og hærgrede ens hjem. Det måtte virkelig være forfærdeligt. Omvendt kunne Sonia ikke rigtig sige, hvordan det var at have et hjem. Hun var rastløs og skulle altid videre. Hun lagde sig ned, da Flint lagde sig ved hende. "Er der intet I kan gøre?" spurgte hun stille.

han vente sig lidt om på sinden og så på henden mens hun lå ned han smilte sødt til henden men også avoliget " tro mig vi gør vad vi kan vi sætter nat vagter ud om natten for af finde dem men de over rasker os helle tinden nogete vi ikke kan gør nogete ved over hovete " flint så stille på henden hans hår lyste op og så næsten gud domlige ud men det var han jo ikke flints blik så lidt op og ned af henden han lage stille en hånd på hendens kind og nusste den lige sår stille hun begymrte sig for ham flint kunne ikke lade vær med tækte på vad der skete der hjemme mån han stade ville kunne få stå vad hun sage når hun kom hjem igen flint sukkte lige sår stille og lage hovte ¨på hendens mave og nusste den lige sår blidt

"Hvad med at holde lys i byen? Har I prøvet det?" spurgte hun stille, da han lagde hovedet på hendes mave. Det generede hende ikke. Hun var bare stadig bange for, at han troede mere, end han burde. Omvendt.. Hun havde vel heller ikke givet udtryk for noget, havde hun? Og nærheden i sig selv generede hende ikke. Det var rart at kunne tale rigtig med ham her. Det ville nok ikke være det samme, når de kom tilbage.

flint smilte lidt og så lige ud med det samme da hun sage lys " ja " svadte han bar han kunne ikke ragtit lide af han måske var blive bundte til en person han rajste sig lige sår stille og kikke rundt han sukkte svadt " vi har prøvte aldt stor set vi kan ikke holle dem hen over hovete og vis lys hadte lygges sår hadte de ikke varte her mere " han sukkte igen og to sig lidt på arem det var som om der var nogete som stikket der han prøvte af se efter det men der så ikke ud som nogete var det mån hans krop der var ved af sige af den var klar til det irl liv igen selv om det her var det

Sonia betragtede ham, da han rejste sig op igen. Ligeså stille gled hun op at sidde. "Du gør meget for dit folk" sagde hun stille med et varmt smil om læberne. "Det er dejligt at se... Jeg er jo enspænder". ikke at hun ikke kunne lide andre folk. Nej, hun elskede selskab og være sammen med andre, men hun havde også mål i livet og ting, hun ville ud og opleve. Hun kunne ikke finde ud af at binde sig uden videre, og et hjem havde hun heller aldrig rigtig haft, ligesom familie heller ikke var noget, hun kunne sige, at hun havde.

flint vente blikte og så på henden og hendens vamme smil han viste ikke ragtit vongen han skulle ragere over hovet men der det var som om at hun ville prøve nogete han sage dov ikke nogete han ville ikke have stor for håbinger i sit liv lige nu flint sukkte " jeg synste jeg kan gør det beder sonia " svadt han lidt han lete stille hovte ind til henden og sukkte lidt trist " det er hådt af vær leder i ser når man skal vær i sår mange kampe som mig det bliver formegete i llengten

"Jeg kan ikke hjælpe og råde dig, for jeg ved ikke, hvordan det er, eller hvad du er oppe i mod" svarede hun ærligt og rejste sig fra jorden igen. "Mit bedste bud er at lede efter en race, der æder skygger eller lignende. Sådan nogle er der garanteret". Der var vist ikke det, der ikke fandtes på Fabula. Det var noget af det fantastiske ved at vokse op det sted. Alt var foranderligt og alt var muligt, hvis man havde troen på det. "Desuden kan man aldrig gøre andet end sit bedste". Hun tænkte lidt over det med skyggerne en gang til og spurgte så "Der må være noget, de kommer efter. Hvorfor kommer de?"

hmm jeg ved ikke vad det kan vær man jeg er klar til af finde det ville du hjelp mig med det jeg ville blive glad for af have dig med " svadt han stille han vente sig om og så på henden han viste af rejsen ville vær farlig flint så på henden og støj hånden over hendens kind og gav et kys på panden " men den ville vær falige " flints øre lage sog ned og så sig om igen det var som om han va to steder på en gang flint følte sig varm lige nu han sukkte svad igen og gik hen til en sten for af tæke vad han kunne gør hans lans by kunne ikke blive ved med af vær i far helle tiden flint viste vis han prøvet af finde syggern ville han heldt kaldt miste sit liv for det han sukkte svadt og to sin hånd over sin panden det var jo sårn af vær en leder en ragtit leder

Hjælpe ham? Sætte livet på spil? Hun tøvede et øjeblik, før hendes bløde læber krusede ud i et smil. "Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe" svarede hun ham og lagde hovedet svagt på skrå. "Jeg ved bare ikke, hvad jeg kan gøre". Hun kunne i det hele taget ikke ret meget, men hun var ikke villig til at give op lige med det samme. Hun ville forsøge at hjælpe ham. Det var det mindste, hun kunne gøre: at forsøge.
Blikket gled efter ham, da han satte sig hen på stenen for at tænke over, hvad han kunne gøre for at hjælpe. "Jeg finder lidt mad" sagde hun lavt, før hun bevægede sig ind i den skov, der lå tæt ved engen, hvor hun havde taget ham hen. Fra stenen kunne man lige ane havet, og var vinden rigtig kunne man svagt høre bølgerne, der slog mod havet.
Aftenen gled på med den smukkeste solnedgang, da hun kom tilbage med brænde og frugt; brænde i en krurv, og frugten i den magiske pung, hvor der kunne være store ting i, selvom den var så lille. Hun samlede til et bål og sørgede for at fjerne græs og andet brændbart lige i nærheden af, hvor hun slog sig ned. Hun fandt frugten frem og lagde i kurven efterfølgende. Der burde være nok til, at de kunne blive mætte og få kræfterne igen begge to, selvom det mest var flint, der havde brug for det.

flint tækte i fliger timer han bekumrte sig for sit folk vilken man kunne mærke på hans persolihed han var også omsog fuld for sine med mensker flint sukket svadt igen og kikkte sig englige til bage da han så sonia hun så msuk ud han gik stille hen til henden og pluket en rose til henden han satte den sår i hendens hår og blikte gled hen til sonia han begydte af syntes mere og mere om henden men mån hun gjor det sammen flint kunne ikke sige vad der ville ske de senete pa dage andet ind der ville komme noget godt ud af det de sygge fommer skulle bar ned med nakken sår de kunen lære ikke af komme hen til dem mere flint vente blikt til maden og smilte sødt hans overkrop skinden af den siste sol lys