Tung regn

Lynet kom fra en tilsyneladende skyfrihimmel. Skyerne kom kort efter. De samlede sig fra hvide små vatklumper til store, tunge regnskyer, hvor himlen på få øjeblikke forvandlede sig fra en dejlig blå farve og mørk og grå. Regnen silede ned et kort øjeblik efter det. Så tung, at det slog mod huden.
Flokken af lupinuserne, der havde været ude og jage, søgte ly. Det nærmeste, var det bedste, og så ville de finde sammen igen, når regnen gled væk igen. Rakcha kom væk fra nogle af de andre, da mørket og regnen fjernede de flestes udsyn. Det første sted, der var at finde ly, var i en lille grotte af tunge sten blandet med ler, der holdt det meste på plads. Små dråber af vandet hørtes ramme mod stenene længere nede. Hun sukkede og gled ned og ligge, så hun kunne betragte indgangen, men ikke kunne ses udefra. Ørerne slappede hurtig af, og halen lagde sig stille – gav et lille udsving nu og da, mens hovedet lagde sig imellem forpoterne. Sådan en regn kunne vare alt fra få øjeblikke til flere døgn. Det sidste var det værste.

Regnen silede da en fnisende All spænede igennem krattet. Hendes fødder fandt vejen for hende, og regnen legede i hendes hår og gennemblødte hende på få sekunder. En svag boblende latter fandt vej ud igennem hende strube, og hun stoppede et øjneblik for at løfte ansigtet imod himmlen der overdængede verden med vand.
Hun grinte endnu en gang, - bare fordi hun havde lyst - og skyndte sig videre over de mudrede stier. Lidt efter så hun alt hvad hun kunne ønske sig, et sted med ly. Hun drønede klukkende ind ad åbningen, og ænsede intet, da hun gled ned af grottens væg. - Stadig grinende.

Den leende skikkelse havde Rakcha hørt allerede inden, at den nåede grotten. Ørerne var stive og vagtsomme, mens hele kroppen lå spændt. Afventende.
Umiddelbart virkede personen ikke skræmmende, når hun fik lyttet nærmere efter, og der var ikke flere i nærheden. Så nu var de blot to fanget i denne grotte, hvis der ikke var noget længere inde.
Kroppen slappede ligeså stille af igen, selvom hun ikke holdt op med at være på vagt. Hun ville være klar til, hvis hun fejlbedømte den race, der var smuttet indenfor i grotten. Hvem var hun? Nok nærmere - hvad var hun?
Rakchas racekendskab havde aldrig været særlig stort.
Lidt forsigtigt rejste hun sig på alle fire og rystede den værste vand ud af den mørke pels. Blikket fra de turkise øjne hvilede på hende. Ikke indtrængende. Ikke jagende. De fleste blev dog bange for at se ulve alligevel, og Lupinus hørte under den kategori. Og lige nu havde Rakcha ikke i sinde at skifte form, før hun vidste, hvad denne pige var for en. Gad vide om man stadig kunne karakterisere pigen som et barn. Ret høj var hun jo ikke. Selv i ulveskikkelsen var Rakchar større. Teenager var vist mere rammende, hvis man ikke så på højden af pigen med det sorte hår og den hvide hud.

Latteren tog af og måtte vige for et langt suk og et tungt åndedrag efter den lange løbetur. Hun smilte og så sig rundt i grotten, og fik sig sit største chok indtil videre. En stor sort ulv stod mindsandten og betragtede hende. Hun stivnede, men blev fanget af øjnene. De virkede ikke særlig dyriske. Ikke særlig onde. Ikke særlig dumme. ... Fakltisk meget... kloge?
"Hej..?" hviskede hun spagt, og rakte ubevidst armen ud for at røre pelsen. Den så så blød ud. Så blød. Og hun kunne ikke lade være med at sammenligne det med hendes eget kulsorte hår. Ville det føles ens? Hvordan ville det virke? Hvilket? Spørgsmålene trængte sig på, og hun kunne mærke sine gyldne øjne blive optaget af nysgerrighed.
Selvom hun nok burde flygte i skræk. Burde hun ikke? Elller burde hun virkelig? Hun var ikke sikker. Den så så klog ud. Så... blød... Hun var bange for at hendes stemme ville knække, og hun regnede sandelig ikke med noget svar, men hun måtte nu alligevel spørge. "Må jeg mærke..?"

Havde en ulv kunne smile, så havde Rakcha nok gjort det ved pigens hilsen og spørgsmål. Hun lagde sig ned nær hende med hovedet let sænket, så det ikke virkede truende, og så pigen lettere kunne komme til at mærke den mørke pels. Underulden var blød, mens de yderste hår var noget mere ru i det for at kunne holde vind og vejr ude, men det bemærkede man knapt. I sin anden skikkelse var Rakchas hår noget nær det samme. Det var så mest, fordi det altid var uglet. Tanken om at forvandle sig havde Rakcha ikke endnu. Hun var nødt til at se pigen an først. Auraen havde også været til at mærke på hende - vago. Den var ubestemmelig. Så vidste man ikke, hvad man havde med at gøre. Selv var Rakcha Laurus, men den fornemmelse fik man vist om alle dyr, så det var egentlig en meget intetsigende aura her og nu, når hun bar sin normale skikkelse: ulven.

Ulven lagde sig langsomt og sikkert. Det så næsten ud som om den regnede med at hun ville blive bange. Tjah, altså, Alyssa kunne ikke ligefrem fortænke den i det. Hun burde nok ryste af skræk. Men ærlig talt, havde hun det fint. En smule køligt, men det var hun nu van til. Hun lod langtsomt en hånd løbe igennem de tætte hår, og blev overrasket over hvor meget der var. Og hvor blødt det var. Hun smilte frydefuldt og lod en fingre lingre i de mørke totter. De var bare så utrolige bløde. Og den var så varm.
Det var helt utroligt så fantastisk den føltes. Hun strøg en endnu en gang. Og så igen. Og en lille smule til. Før hun vidste af det, sad hun rigtig som om hun kælede med den kæmpemæssige ulv. Ja, eller bare ulv... Hun lænede sig stille ind over den for at dufte til den. Den lugtede lidt af våd hund. Hun fniste og aede den endnu en gang. "Ved du hvad, du er altså utroooolig blød... og varm..." tænkte hun højt, og hvilede flygtigt sit hovede mod den tykke bløde pels. Den var så skinnende... og blød og varm og dejlig!

Det var uden lige en rar fornemmelse at blive kælet for, at Rakcha faldt med det samme helt til ro. Regnen slog stadig ned og lavede den sagte baggrundsmusik, mens hun ellers tavst glædede sig over det selskab, hun havde fået i den lave pige. Hun var jo ikke større end, at hun kunne ridde på hendes ryg, hvis det var. Rakcha overvejede det kort men slog det hen, da en fnisen kom fra pigen. Hovedet løftede sig og så spørgende på hende. Ordene fik hende til at smile indvendigt og hun strøg kort snuden blidt mod pigens arm, før hun lagde det mellem forbenene igen og slappede af. At hun lugtede af våd hund bemærkede hun ikke. Det kunne vist ikke undgås, når der stadig sad fugt i pelsen.

Den store ulv løftede hovedet, og et eller andet i Alyssa registrerede først der, at den faktisk havde utroligt pæne turkise øjne. "Whoaw... du har turkise øjne..." Konstaterede hun overrasket, da hun blev ved med at stryge den med hårene. "Det havde jeg godt nok ikke regnet med... Jeg mener... du er jo en ulv... altså, ikke? Og jeg tænker... det er måske ikke så normalt? Nårh ja, hvad ved jeg, jeg er jo bare lille mig..." Hun fnes lidt ad hendes meningsløse fnidder, for det gik op for hende, at hun virkelig var lille. "Vidste du godt, at jeg faktisk er højere end min søster? Eller... det var jeg i hvert fald før jeg smuttede. Jeg ved selvfølgelig ikke om hun er vokset siden. Og det er faktisk utrolig irriterende at være så lav. Man skal aaaaaltid kigge op... Men man behøver da aldrig kigge ned..:" Plaprede hun løs, bare for at sige et eller andet til det søde bløde dyr.

Det var heller ikke normalt for racen lupinus at have de brågrønne øjne som turkise var, men Rakchas far havde været magimorf. Meget af sit udseende havde hun fra ham, hvilket var derfor, at hun lignede sin halvsøster så meget. Det næste, der faldt Rakcha ind var at forvandle sig, så hun kunne spørge ind til pigens liv, men hun ville heller ikke forskrække hende. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig udelukkende om stemmen, der fik formet lidt difust ordene "Hvorfor stak du af?" Det var lavt og svært at høre, så man kunne blive i tvivl om, om det overhovedet var blevet sagt, eller om man blot havde forestillet sig det. Det var hårdt at øve den del, og den havde aldrig været nødvendig før. Måske var det meget godt, at man kunne blive så meget i tvivl om, om hun virkelig havde sagt rigtige ord?

Et spørgsmål. En stemme, og så måske alligevel ikke?
Stemmen måtte have kommet fra ulven, og det forsrkækkede hende mere end hun havde regnet med. Hun stivnede, men fortsatte lidt efter de blide strøg.
"orw, du kan tale... jeg troede ikke du kunne forstå noget!" Udbrød hun overrasket. "Eh, hvorfor jeg stak af? Altså, det var fordi flokken havde bestemt sig for at dræbe min far, og da jeg ikke kunne stoppe dem, lavede min mor selvmord, og, eh, så forbandede jeg dem og så gik jeg." Sagde hun usikkert. Det var nu ikke lige hver dag at en ulv lige pludselig kunne tale. Og endnu sjældnere at den var nysgerrig... Eller var det? Alyssa var en smule rundt på gulvet, så hun aede den bare og spurgte lidt efter. "Men hvad med dig? Hvor er din flok?"

Burde hun give sig til kende? Det var nok en dum idé endnu. Pigen måtte vel hellere lige vende sig til, at hun faktisk sad med en ulv, der ikke var en almindelig ulv. Om hun overhovedet kendte Lupinus racen, var Rakcha heller ikke sikker på. Det holdt sig mest for sig selv. Et spørgsmål til faldt, og Rakcha måtte endnu engang kæmpe med at få en stemme ud. Hvor var det upraktisk, at ulve ikke havde stemmebånd på samme måde, så ville det være gået meget nemmere. "Regnen skilte os" fik hun ud "Vi samles bagefter". Man kunne mærke spændingerne i hele hendes krop, når hun koncentrerede sig om et svar, der ikke var mere hørbart end før eller mere tydeligt. Ordene flød til tider næsten sammen med små piv om sig, men det kunne da tydes.

Endnu en gang svarede ulven med den underlige ikke-eksistrende stemme, og det tog lidt tid før svaret sank ind. "årw, regnen?" Hun fnes igen. "Kan nogen vand skille et par ulve? Jeg troede i levede udendørs" Grinte hun, og prikkede let til den for sjov, før hun genoptog hendes nusnig. Luften blev langsomt tung, og regnen silede ned, som om den aldrig ville holde op. Et lyn bragede, og Alyssa grinte let igen. "Baaaaaw, sagde det." Fniste hun fraværende, før hun igen kom til mere til sig selv. "Så, er i vandskrær eller noget? Altså, jeg mener, jeg forstå da godt at i skal samles bagefter igen, men hvade det ikke været lettere hvis i bare startede med at samles det samme sted..? Altså, nu skal det jo ikke ligefrem være mig der fordømmer den talende ulv... hvordan kan det egentlig være at du tale? Burde du ikke være... uintelligent?" Spurgte hun, og måtte anstrenge sig meget for at sige det meget besværlige ord.

Rakcha trak sig fra hende med alle de spørgsmål og satte sig op, før hun lod forvandlingen indfinde sig. Det var vist det nemmeste. Hun sad nu med benene i skrædderstillingen og hænderne mod jorden imellem benene, mens hun betragtede hende - lod chokket indfinde sig. "Ulve er intelligente" svarede hun først med et naturligt og overbærende smil. Hun var ca. en meter højere end pigen, når hun stod op, men det havde hun ikke planer om at gøre. Det var grotten også for lav til. "Vandet sætter sig i pelsen og gør den tung. Det fjerner også en del af varmen, så bliver det koldt også, så fryser vi" forklarede Rakcha så godt hun kunne. Ordene kom mere naturligt nu, selvom hendes ordforråd ikke var det stærkeste. Men hun vidste, hvad hun talte om. Hvis pelsen blev gennemblødt af den tunge regn, og det blev det mindste koldere, så ville de fryse, og på Fabula var den slags aldrig til at forudsige. "Det er svært at se i regnen også" lagde hun til. Det var en anden grund til, at de søgte ly. De mistede en del af sigtbarheden, og det var bestemt ikke en god ting. Ligesom lyden af regn gjorde det sværere at høre, hvad der foregik. Der var egentlig mange grunde til at søge ly.

Pigen forklarede sådan set tingene godt nok. Det kunne selv Alyssa forstå. Hun kunne da godt se at pelsen blev kold og klam og våd... og hun kunne da heller ikke se så meget i regnen... Det var ikke noget overraskende eller et problem... Men det eneste var bare, at der sad en pige foran hende. Ikke nogen ulv. Overhovedet ikke. Slet ikke. Noget ligenende et menneske... eller sådan noget.
"Eeeeh, nååårh, okay. Ja, jaja..." Mumlede hun fraværende da hun stirrede på pigen med de turkise øjne og sorte hår. "Eh, det, ehh, ja, det kan jeg da godt forstå... selvfølgelig." Alyssa anede ikke havd det var hun plaprede om, men altså... havde den ulv lige forvandlet sig til en pige? Havde en ulv blevet til en pige?! Det var da skræmmende! ... Eller? Eller også var det bare pænt sejt.
"Whoa, det var faktisk ret... sjovt!" Udbrød hun, da hun lyste op i et smil. "kan du gøre det igen?"

Kunne hun gøre det igen? Ja da. Et lille grin forlod Rakchas læber, og hun nikkede. "Jeg er ulv med evne til at forvandle mig til denne form" forklarede hun, og kort inden hun tog forvandlingen tilbage til ulv lagde hun til "Jeg hedder Rakcha". Som menneske havde hun haft langt og sort hår, huden lys, og så havde hun siddet i meget lidt tøj, der var lavet af magisk dyreskind, men det havde så ikke været til at se. Udseendemæssigt lå hun i slutteenageårene, nok en del yngre end man ville forvente, da meget af hendes opførsel var som en voksens. Det kom sig af, at hun tit stod for at passe på hvalpene. Da hun var gledet tilbage i ulveskikkelsen, lagde hun sig igen ned og betragtede pigen.


//oog: Rakcha, udtales forresten Raksja Det er et indianernavn.

"Så du kan forvandle dig hele tiden? Bare sådan lige? Sådan uden videre? Nøøj, det ville jeg gerne kunne, Racha! Jeg heder Alyssa, og nøøj..." Hun grinte, og klappede begejstret i hænderne. Regnens trummen beroligende hende, og ulven, pigen, så ærlig talt ret varm ud... "Altså, jeg tænkte, det er jo ligesom dag nu, så jeg burde sove... og du ser blød ud... jeg tænkte om jeg måtte bruge dig som pude?" Spurgte hun lige ud, men alligevel en smule genert, da hun bed sig i læben, og smilte venligt. "Jeg tænkte... nu vi alligevel er tvunget til at være her til regnen holder op..." Hun smilte forsigtigt og spørgende.

//Computer black out. Den virker ikke ordenligt lige nu, så jeg smutter nok. So sorry!//

Rakcha nikkede til forespørgslen og lagde sig selv til rette, mens blikket ellers fulgte hende. Et nattevæsen? Ja, okay. Det var trods alt ret dunkelt udenfor. Det kunne være, at regnen havde vækket hende. Rakcha lukkede øjnene, da pigen lagde sig til rette. Aldrig sov hun dybt, men hun kunne selv godt bruge at sove. Altid bevidst om lydende omkring hende, så hun var klar til at forsvare sig og andre, hvis det var nødvendigt. Lige nu ville det blive Alyssa, der skulle forsvares, hvis der kom noget. Rakcha havde allerede accepteret hende.

//oog: trist jeg regner med, at vi måske hopper til når regnen stopper, eller der kommer noget og generer dem or something

Pelsen var så blød. Så dejlig lun og den killede lidt på de bare arme. "Hmmm..." mumlede hun veltilpas da hun lagde sig til rette. Hun lod den ene hånd krumme sig om en hårtot. Hun snoede den imellem fingrene, og nusede uldtotten som et lille barn der holder sin mor i hånden. imens hun langsomt faldt i søvn til regnens pludren og ulvens dybe vejrtrækning. "Bløde Rakch..." Mumlede hun fraværende da hun lidt efter dryssede ned i ubevidstheden.

//Sure, den er jeg med på ^^' Og sorry jeg måtte smutte men jeg freakede på min computer, (Den er i gang med en scanning der skulle vare 3-5 timer, og den har nu varet 15! Ö)//

Søvnen var let som altid. Pigen sov vist lagt mere fredfyldt og tungt, så vidt Rakcha kunne bedømme.
Ørerne sitrede kort. Med det samme var hun vågen og med løftet hoved. Det sitrede i hende for at genkende en svag lyd. En lyd, der kom tættere på. Rumlende. Pulsen steg med det samme. Hun begyndte at puffe pigen vågen. Naturen var ved at ændre sig igen, og så var det dummeste sted at være i en grotte. Den ville styrte sammen. Regnen slog endnu, men det var naturen selvfølgelig ligeglad med. Det betød bare, at de skulle ud i et vejr, der ikke var særlig godt at orientere sig i. Rakcha blev ved med at puffe til pigen til hun vågnede, og Rakcha lod et enkelt ord tvinge sig igennem "OP". For de skulle væk, og det kunne kun gå for langsomt. Den rystende jord nærmede sig allerede kraftigt, og grotten kunne styrte sammen når som helst.

Næsten fortabt i et hav af drømme, billeder og impulser, nåede en rysten Alyssa. Hun havde ikke lyst til at vågne. Havde hun ikke lige skiftet soveplads? Hun puttede sig godt ind til den varme krop, og sukkede. Og alligevel. Lidt nysgerrig var hun vel altid, og da ordet "op" nåede hende, måtte hun trække og hive sig selv op ad søvnen. "Hm?" Mumlede hun desorienteret og fik øje på Rakchas alarmerede ansigt. Noget var galt. Et eller andet. Men alt virkede så fredfyldt. Regnens trommen, pytternes silen, jordens rumlen... Burde jorden rumle?
"Årh nej dog!"
En sten faldt nej et stykke bag hende, og med et var Alyssa på benene. Rystende og usikker. "Rakcha, Rakcha! Det falder sammen!" Stadig med søvnen i øjnene stirrede hun forfærdet rundt. Da endnu en sten faldt, gik det endelig op for hende at det nok var dumt at blive stående. Med en pivende lyd kastede hun sig mod Rakcha. Lod fingrene krumme sig sammen i pelsen, og hagede sig fast.

Pigen havde virkelig sovet tungt. Tungere end Rakcha havde forventet - måske fordi hun ikke selv var vant til det hos hende selv, flokken eller hvalpene. Hun skubbede en gang til til pigen, inden hun endelig vågnede, og det gik op for hende, hvad der foregik. Rakch nægtede at flytte sig, selvom grotten var ved at falde sammen. Dog var hun med det samme i fart, da pigen landede på hende. Et par hurtige spring, og de nåede ud af hulen. Hun sikrede sig, at Alyssa kunne holde fast, før hun satte kursen videre væk i løb, mens jorden skred under hende. Den skred ned af?
Grotten blev efterhånden afløst af en bjerg, hvor træerne fulgte med op. De havde dog travlt med at flytte sig for Rakcha, de de åbenbart havde bestemt sig for også at gå lidt rundt lige nu. Okay, det var vel heldigt nok.

Med ansigtet tungt presset mod Rakchas varme pels, ventede Alyssa tålmodigt på at chokket lagde sig. En ting var at en grotte faldt ned om ørene på en. Det var overkommeligt. Men at ens lejrplads prøvede at begrave en levende imens man sov... Det var alligevel noget der overgik Alyssas overbærenhed. Da hun endelig trak vejret ordenligt, spejdede hun forsigtigt op. Regnen silede ned og gennemblødte hende igen, imens Rakchas fødder hamrede mod jorden. Hun kiggede sig lidt omkring, og bliv overrasket over alle farverne og indtrykne. Og farten. "whoaw!" mumlede hun betaget, da hun sikkert og langsomt kravlede ordenligt op på ryggen af Rakchas skikkelse. "Iiiiih!" Hvinede hun og grinte pludselig højt. Vinden fik hendes hår til at stå lige bagud og vinden rev mod hendes kinder imens regnen slog mod hendes spinkle krop. "Hurtigere!" skreg hun begejstret og lo så latteren klingede.

Hurtigere? Intet problem, og Rakcha frydede sig allerede over, at pigen ikke var ræd over, at hun var på ryggen af en ulv på vej ned af siden på et voksende bjerg. Hun sprang til sidst mere end hun løb, men stadig i den høje fart. Da hun først stoppede, der havde skoven også ladet til at gå i ro. Tungen lå ud af munden, mens hun var ved at finde vejret igen. Regnen slog stadig, og de var nødt til at finde et andet sted, hvor de kunne få læ. Det første bud faldt på et stort, tykt egetræ. Det var ikke meget, det kunne skærme for regnen, men måske lidt, så Rakcha luntede hen og lagde sig, før hun igen betragtede Alyssa.

Farten steg, og ligeså gjorden fryden med den. Alyssa hvinede og grinte, og følte sig som en ridder på sin ædle ganger... måske lige bortset fra at hendes 'ganger' højst sandsynligt var mere ædel end hende selv. Farverne suste forbi og regnen danne små krystaller der klingede imod hendes ansigt. Og Rakcha kunne bare blive ved med at springe afsted. Alyssa vidste ikke hvornår flugten var blevet til et vildt løb for sjov, men hun elskede det. Vinden rev tårer ud af øjnene på hende, men hun kunne kun grine.
Da Rakcha endelig tog farten af, følte hun sig helt hæs og brugt.
Hun stoppede ved et egetræ, og Alyssa gled hurtigt ned fra den store ryg. Hun kunne mærke sine øjne brænde med en barnlig iver, og hun rystede stadig lidt af latteren. "Rachi, whoa, jeg siger dig..." Grinte hun, og stirrede beundrende på ulven. Hvis hun ikke tog meget fejl, var der nu også en slags kontrolleret stolthed over blikket. Eller var det bare regnen? Alyssa greb fat i en fure i barken på egetræet, og hurtigt fandt hendes tynde fingre fæste og hun klatrede op ad træet. "Kom Rachi, det er rigtig pænt heroppe, og du kan bedre finde grene at gemme dig under," smilte hun, og satte sig til rette under en fuglerede. Hun stirrede beundrende ned imod den herlige, bløde og nu også hurtige ulv.

Måske var pigen ikke så høj. Måske så hun egentlig ældre ud, end hvad man først ville have gættet på. Men hun var glad. Alyssas glæde var i hvert fald ikke til at skyde igennem. Som et 4årigt barn, der har opdaget nye sider af verdenen. Det var jo helt fantastisk at opleve, og det fik Rakcha til at smile stort indvendigt, mens hun forsøgte at få vejret igen. Den pige var fuld af liv. Liv og varme. Det var, hvad Rakcha mærkede.
Blikket gled forundret efter pigen, da hun begyndte at klatre op i træet. En ting Rakcha ikke kunne. Hun rejste sig alligevel og lod forpoterne lande mod stammen, mens hun betragtede pigen klatre opefter. Hun endte med at sætte sig igen og betragte hende. Denne skikkelse var den primære, og ulve havde deres begrænsninger - at klatre i træer var en af dem. Nogle af drengene forsøgte alligevel, når de gik i deres menneskeskikkelse. Rakcha kunne ikke. Hun havde da nok prøvet engang, men det var for svært, og hun havde opgivet.
Halen gled stille frem og tilbage, mens hun holdt øje med Alyssa - som om, hun var bange for, at den lille pige ville falde ned, og hun ville være klar til at gribe hende lige med det samme.