Tung regn

//Undskyld den lange tid! Korstævne... Sorry! //

Det gik snart op for Alyssa, at Rakcha nok ikke ville klatre op til hende. På nuværende tidspunkt dinglede hun rastløst med hovedet nedaf, med bøjede rundt om grenen. Hun svingede frem og tilbage og klukkede en gang imellem. Hun svingede sig langt tilbage, og bøjede godt i ryggen og nakken for rigtigt at kune iagttage ulven. "Nårh ja, det kunne være jeg skulle komme ned til dig..." Sukkede hun "Med de her lyn er det måske heller ikke så smart at være højt oppe..." Grinte hun lidt, da et mægtigt lyn flægende himlen. Hun klukkede og svang sig op på grenen i en lang glidende bevægelse. Hun kravlede ned, og smilte, men smilet falmede da hun så hvordan skyerne begyndte at forsvinde et stykke væk. Hun gik ind mod stammen på træet, og prøvede at virke rolig og afslappet.

Alyssa morede sig. Det var godt, og Rakcha sad nu roligt på jorden og betragtede hende. Det glædede hende at se den lille pige have det så sjovt. Det undrende hende dog, hvordan pigen søgte ind mod stammen, da skyerne først så ud til at skilles. Det var ellers en lettelse for Rakcha, og hun havde da været klar til at hyle ud, så hun kunne finde de andre. Der gik også kun et øjeblik, før den første lysstråle landede et pænt stykke væk, men den skinnede klart derude. De første ulvekald hørtes. Rakcha lod formen skifte tilbage til den menneskelige, og hun så på Alyssa. "Jeg skal videre nu. Kan jeg gøre mere for dig?" stemmen var rolig og blid, ligesom de turkise øjne og den unge kvindes smil.

//oog: det er bare helt okay Jeg har haft familiebesøg.

"Nej jeg... jeg, eh, jeg burde finde mig et sted hvor... eh, hvor jeg kan sove.. sådan..." Mumlede Alyssa fraværende med øjnene fikseret på lysstrålen der grådigt åd sig vej igennem skyerne. Snart tæt på. For tæt på. Hun stirrede på strålen, og hendes øjne flakkede til Rakcha. Rakcha kunne under ingen omstændgheder se hende i daglys. Det var udelukket. "Kom Rachi, vi kan følge lidt ad den vej der... jeg regner med at din flok er omkring de størrer grotter... eller hvad?" Sagde Alyssa lidt tydeligere da hun løsrev sine øjne fra strålen og satte i en rask gang mod grotterne. Mod skyggerne.

Nej, flokken var ikke den vej, men Rakcha fulgte efter Alyssa alligevel. Hendes gang var ikke god, så hun gled til ulveskikkelsen igen efter ordene "Jeg finder dem senere". Hun fulgte let hastigt med pigen til grotterne, hvor hun lagde sig, så Alyssa kunne sove mere, hvis hun ville. Det ville ikke genere Rakcha. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men der var noget ved Alyssa, der trak hende. Noget der fik hende til at overveje det hele. Måske fordi hun lignede et barn? Rakcha var for lav i hierarkiet til, at hun selv burde få hvalpe.

Endelig nåede de en grotte. Endelig kunne Alyssa slappe af. Men alligevel gjorde sollysets tilstedeværelse det meget svært for hende at falde til ro. "Hvordan, hvordan kan i bare sådan være udenfor i det vejr? Hvordan kan i gøre det? Hvordan kan i holde solen stråler ud?!" Rasede Alyssa rastløst imens hun gik frem og tilbage inde i skyggerne. Da chokket endelig havde lagt sig, var hun bare sur på den forfærdelige sol. Nu havde hun da lige haft det sådan... sjovt, eller lignenden, med en der faktisk ikke så ned på hende... Altså... bortset fra lige bogstavelig talt. "Iiiih, altså!" hvæste hun surt ud mod solen og travede lidt videre, før hun besluttede sig for at ligge sig til at sove.
Så lige så pludseligt som regnen var kommet, skiftede hendes humør. "Nårh ja, det er jo livet, ikke?" fniste hun, som en humørsyg teenager, og skyndte sig hen til Rakcha for at lægge sig. "Jeg kan faktisk godt lide dig... der er noget over dig." forkyndte Alyssa sorgløst og konstanterende.

Roligt betragtede Rakcha pigen, mens hun rasede. Det fik ikke Rakcha til at tage det mindre roligt. De var i skygge nu, men hun forstod jo på et eller andet plan også pigen. Alyssa var vant til natten, og hun sov om dagen, og hvis hendes hud var øm overfor sol, så gav det god mening. Rakcha lod derfor pige rase ud, der pludselig slog over i fnisen. Et slik landede over pigens ansigt, da hun kom hen til Rakcha, og sagde, at der var noget over hende. Hun kunne have sagt i lige måde, men det var for hårdt at tale i denne skikkelse. I stedet lagde Rakcha sig til rette, og forhåbentlig ville de ikke blive forstyrret igen, før solen var gået ned.... Hvad mon der så ville ske? Skulle Alyssa mon noget, når det var nat? Rakcha vidste blot, at hun burde være hos sin flok, men måske kunne hun tage pigen med tilbage til flokken?

Alyssa kunne ikke lade være med at grine over det uventede slik i ansigtet. Det virkede så let. Så sorgløst på et eller andet plan. "Ved du hvad, det er en skam at vi ikke mødtes noget før... Jeg tror vi kunne være blevet gode venner, men det kan vi da stadig..?" filosoferede hun og smilte imens hun langsomt begyndte at vrøvle om ingenting. Hun faldt hurtigt i søvn, og hvor var det tiltrængt! Hun glædede sig allerede til månen. Det måtte næsten være fuldmåne? Hun gyste lykkelig og drømte om de sølvglinsende stråler. Bare natten dog ville komme! Og bare Rakcha ville blive med hende. Alyssa var sikker på at Rakcha ville kunne lide månen. Var der ikke noget med måner og ulve?

Natten faldt på og blev stjerneklar og sort. Det var dog ikke det, der vækkede Rakcha, men i stedet lysende stråler fra en fuld måne, der gled direkte ind i grotten. Hun huskede ikke, hvornår det sidst havde været fuldmåne, og det havde aldrig været til at forudsige. Blikket gled drømmende op imod den, og hun nød allerede synet. Skoven var smuk i nat. Hun vækkede blidt pigen ved hjælp af snuden og forsigtige skub til hende. Hun ville forvandle sig, når pigen var vågen. "Jeg skal se min flok. De skal vide, jeg er okay. Vil du med?" Det havde nok ikke været svært at høre på Rakcha på noget tidspunkt, at det at tale ikke var hendes stærkeste side. Men det var sådan, man kommunikerede med andre racer.

Da den lune snude prikkede til Alyssa, slog hun hurtigt øjnene op. Endelig! Månen strålede, og dens skønhed var fantastisk. En lind lykkefølelse strømmede igennem hende ved synet af den store fulde måne. "Ehh, vil med? Men... Månen! Du kan komme med mig. Din flok sover vel nu, de kan da vente til i morgen, ikke?" Alyssa snakkede hurtigt og fraværende. Hun var allerede på vej ud under den åbne himmel. Udenfor oplyste månen hver enkelt sten, og hver og en lignende et ægte sølvstykke.
"Se!" råbte hun glad, og kunne mærke hele verden snurre rundt. Hun tog et par dansetrin på stenene og sprang letfodet rundt og lo. Hun lavede piruetter og lange spring, men sang lige akkurat ikke. Hun ville ikke skræmme Rakcha, der vel var træt... eller hvad? Og hvad med flokken skulle hun gå med?
Månens tiltrækning var så stræk at bare slippe den med øjnene næsten var pinefuldt og skulle lade være med at danse...

Pigens fascination af månen var helt utrolig. Rakcha fulgte roligt med hende ud i natten og betragtede det vidunderlige syn. Alyssa dansede? Ja, hun var virkelig et af nattens væsner. Et kort træk på skuldrene, mens hun betragtede pigen. Sådan kom hun aldrig selv til at danse - det var i hvert fald helt sikkert. Sonia kunne også - hendes søster. "De sover ikke, når månen lyser" svarede hun kort med et forsigtig smil. Månen holdt de fleste oppe i flokken, desuden var midt på dagen at sove på bedre, da solen ofte kunne være alt for varm der. Intet var jo sikkert på Fabula. "De leder nok efter mig" svarede hun med forklarende og undskyldende smil. Hvad mon holdt hende tilbage? Månen forlod hun jo ikke, fordi de gik igennem skoven.

"Ehhh..." Mumlede hun fraværende da hun igen måtte dreje rundt under Månen, der kærtegnede hendes hvide ansigt og lege i det mørke hår. Endnu et lille spring blev det til, og hun styrede langsomt en dansende gang hen imod Rakcha. "Din flok er vigtig, lad os komme afsted." Hun smilte forsigtigt, og kastede sig derefter imod den lune pels, for at modstå fristelsen til at danse mere.

Så snart hun sagde, at de skulle af sted, forvandlede Rakcha sig tilbage til ulven og lod pigen komme op på ryggen af sig igen, mens de gik igennem den måneklare nat. Rolige skridt, mens hun nu og da stoppede op og snuste til luften, før hun gik videre. Det tog sin tid, før de nåede en tættere skov, hvor månen fik sværere ved at lyse ned. Rakcha satte farten op, så Alyssa ikke skulle undvære den for længe. Hun havde trods alt forstået, at pigen var tæt knyttet til månen. I den første lysning de nåede, stod der med det samme en knurrende flok ulve som Rakcha selv. Hun besvarede deres knurren med det samme, før de fleste af dem trak sig. Ligeså stille fik hun pigen af ryggen, inden den ene af ulvene angreb hende. Det var en kort kamp, der måske så voldsom ud for den udeforstående. Rakcha ville nok heller ikke rigtig kunne sætte ord på den bagefter. Hendes forklaring ville nok blive i retning af, at hun var nødt til at få accept af at have et barn af anden race med ind i flokken. Som kampen sluttede, luntede hun hen til pigen, snuste til hendes hår og aede hende blidt med snuden mod arm og kind, før hun lagde sig, hvilket fik de andre ulve til at trække sig.

Natten var ikke synderlig kold, men klar var den. Som Alyssa hagede sig fast i Rakchas pels stirrede hun betaget op mod den runde kugle der lyste så klart. Hun nynnede en månesang og sukkede. Da de kom til granskoven skyggede træerne meget. Alt, alt for meget. Men fra tid til anden fik hun et glimt af det strålende lys igennem det tætte krat. Endelig kom lysningen og Alyssa måtte sukkede lettet. Hun kunne først nu mærke hvor meget hun havde savnet månen. Rakcha stivnede og det var ikke svært at gætte at noget var galt. Med hurtige bevægelser gled Alyssa ned fra ulveryggen og bakkede et par skridt tilbage. Og så gik en ulv til angreb på hendes ulv. Månen skinnede og dansede i pelsen på de to kæmpende og Alyssas hjerte bankede i takt til de hyppigen hvæsen, snappe og knurren. Hun kunne fornemme at det ikke var hendes kamp, men det var nu ulideligt at se på.
Men så kom Rakcha da også hen til hende. Hun så nogenlunde udskadt ud. "Rakci, er du okay, hvad skete der? Hvorfor slås i? Var det min skyld? Årwh, Rakchi, undskyld!" Hendes hænder fløj febrilske rundt over Rakchas pels og søgte efter mærke og ømme steder. Hun aede ulven over hovedet og knugede totterne imellem de små barnlige hænder.

Omsorgen fra Alyssa var så rar at mærke, og Rakcha holdt sin skikkelse endnu, mens hun blev ved med at gnide sin snude let mod pigen, slikkede hende kort nu og da for på sin vis at berolige hende. Rakcha var okay. Jo, der var ømme steder, men selvom de havde snappet mod hinanden, så var begge uskadte. Det kunne vel oversættes til en heftig diskussion. Det var ikke en slåskamp for at slås, blot... en meningsudveksling på en måde, som de færreste forstod. Rakcha ville have Alyssa her, og det blev accepteret - ellers havde Rakcha enten måtte gå, eller Alyssa var blevet sendt væk, hvilket i dette tilfælde nok blev til, at hun skulle skræmmes væk. Rakcha fik dog lov at beholde hende hos sig endnu. Den lille pige som Rakcha havde svært ved ikke at se som et barn. En hvalp. En hun skulle passe på og værne om. Da flokken først gik videre, skubbede hun blidt Alyssa med sig sammen med flokken, hvor de nåede en grotte ved en anden lysning - de havde altså været igennem endnu et mørkt skovområde, dog ikke så stort. Her legede hvalpe rundt. Overtrætte. De største var på højde med Alyssa, når de stod på fire ben, men det var så også unghunde - yngre end hvad Rakcha blev anset som. Hvalpene var til gengæld langt mere nysgerrige og legesyge omkring pigen. Bange? Jo, en enkel var noget forsigtig, men det gik hurtig over.
Rakcha forlod ulveskikkelsen lidt og betragtede Alyssa. "Du skulle accepteres, før de kunne lade dig komme herhen" smilede hun og betragtede hende. Hun ville beholde skikkelsen, indtil Alyssa følte sig sikker på, at hun forstod, før hun vendte tilbage til sin egentlig skikkelse: ulven.

Det var først da roen langsomt sænkede sig over Alyssa, at Rakcha skiftede tilbage. Hun var okay. Hendes stemme rystede ikke og hendes blik var lige så roligt som da hun var ulv. "Årh! Men altså... så jeg er accepteret?" spurgte hun, en smule smigret mod sin vilje. Sammen med flokkens blev hun ført igennem natteskoven, der virkede så overordentlig smuk i månens skær. Hvor var lyset dog ikke fantastisk! Hun lo et par gange, og måtte le endnu højere da en forskræmt hvalp prøvede slikkede hende på øret. Hvalpen veg tilbage bare for at lade nysgerrigheden få overhånd igen. Og efter hvalpen kom flere. De var så søde og snuste til hendes hår og puffede hende i ryggen og selv kløede hun dem bag ørene og legede lidt med deres haler. "Er de ikke bare søde?" Sukkede hun betaget til Rakcha, før hun igen sprang op på ryggen af hende for at 'flyde under månen'. Hun nynnede ubevidst, men ingen kunne sikkert høre det for de bjæffende hvalpe der langt fra var færdige med at undersøge deres nye legekammerat. Da de endelig kom til de månebelyste grotter, stod månen højest på den sorte fløjlshimmel, og af alle tider, alle måner, alle nætter, var det nu engang på dette tidspunkt månen havde den største effekt.
"Jeg skal danse, Rachi, kom med!" Hviskede hun spændt da hun gik af en lille 'sti' op ad nogle af grotterne så hun ikke ville forstyrre flokken. Og på toppen af grotten, var det da også en lille flad niche. Og ikke så snart var hun kommet derop før hendes ben igen var igang. Foran-bagved-fremme-side-op-bagud-foran... Imens hendes stemme langsomt sang en mpnesang uden ord. Bare stjernestøv.

Alyssa var helt klart accepteret - godt nok som nederst i flokken, endda under Rakcha, men hun var accepteret. Som sådan blev hun nu set på som en af hvalpene, og i dette tilfælde var det Rakchas hvalp. Måske var Rakcha ikke så gammel, når man så på hendes menneskeligende skikkelse, men hun var mere end gammel nok til at have sine egne hvalpe - det var bare ikke tilladt for hende at få dem med nogle fra flokken, når hun var lavest i hierarkiet, og ingen havde ønsket at give hende det indenfor flokken. Sådan var det bare, og hun havde accepteret det. Alyssa følte hun sig til gengæld knyttet til på en underlig måde, og det havde fået hende til at tage pigen til sig. Så da Alyssa bad hende om at følge sig for at danse, rejste Rakcha sig og gik med hende op af grotterne. Hvalpene fulgte legende efter et stykke af vejen, før de vidste, at de ikke måtte komme længere for de voksne. Her fra gik Rakcha med Alyssa alene. Den stille nynnen kunne høres. Ulvenes gode hørelse. Hun lagde sig på jorden, da Alyssa begyndte at danse. Lå og betragtede hende. Så smukt et syn. Et månens barn.

En støvet sky gik for månen, der snart var langt nede, og Alyssas månedans blev med et brudt. Uden at være den mindste smule forpustet, gik hun nynnende hen til Rakcha. "Jeg tror ikke jeg skal danse mere i nat. Jeg tvivler på at månen overhovedet viser sig igen." Sagde hun og skar ansigt. "Men altså, ... jeg keder mig! Kan du ikke danse? Eller noget ligende?" Spurgte hun smilende, og uden at vente på svar, fandt hun sin lille rødbrune violin frem fra bæltet. Hun spillede nogle langsomme melankolske toner, men nåede ikke særlig mange før hun slog over i en hurtig glad melodi. "Kom nu Rakcha, prøv nu! Du kan godt være ulv imens!" Grinte hun og sænkede tempoet en smule, men ikke mere end højest nødvendigt.

Så hun dansede, når månen skinnede. Lød som en dejlig tilværelse, men Rakcha måtte undre sig noget, da Alyssa ville have hende til at danse. Ikke desto mindre rejste hun sig tøvende op, og lurede musikken lidt af, før hun forsøgte at bevæge sig rundt på de fire ben til takten, hoppede lidt for at følge med, men hun følte sig ikke ligefrem komfortabel med det. Usikker. Og hun var hurtig henne for at nusse sit hoved mod den lille pige. Pigen var så glad. Livsglad. Det smittede en del, men at danse var tydeligvis ikke lige det, hun havde nemmest ved. Det var jo heller ikke noget ulve gjorde i.

Alyssa kunne ikke lade være med at grine, da Rakcha gned sit store hovede mod hendes eget, der virkede meget småt i sammenligningen. "Rachi! Lad være, det kilder!" grinte hun, da hun spændte violinen fast, og i stedet brugte hænderne til at hejse sig op på ryggen af Rakcha. "Det er også bare fordi du er så meget større end mig!" Grinte hun videre og kløede Rakcha bag øret. Månen nærmede sig horisonten, og en lidt mindre begejstret Alyssa sprang ned fra Rakchas ryg og satte i løb ned ad klipperne. "Kom Rakcha, kan du fange mig?" lo hun og sprang afsted.

Rakcha havde svært ved bare at stoppe, når pigen grinede og sagde, at det kildede. Det gjorde det blot sjovere, men hun måtte stoppe, da pigen gled op på ryggen af hende igen. Let lukkede hun øjnene og nød den kløen bag ørerne, som Alyssa gav hende. Kærtegn. Det var ikke noget ulvene var vant til fra andre arter. Ja, Rakcha var meget større, men det betød ikke noget for Rakcha - ikke det mindste. Fangeleg? Pigen havde allerede et forspring, men Rakcha var trods alt ret sikker på, at hun kunne indhente pigen ved mindre hun var ligeså hurtig som skyggerne, så hun satte da efter hende ned af klipperne. Resten af flokken var ved at gå til ro med undtagelse af dem, der skulle ud og jage i morgensolen. Der var dyrerne stadig trætte, og de havde en større chance, når de selv var friske. Sådan var det altid, når fuldmånen havde stået klart.

Nogle løse sten raslede under Rakchas fødder og afslørede hendes tilstædeværelse. Ikke tale om, at en anden art kunne være hurtigere end hende! Det kunne ikke hænde, det måtte ikke hænde. Stadig leende sprang hun afsted. Flere meter af gangen, men tog klogt for ved at bøje i benene. Men ikke desto mindre var Rakcha stadig lige efter, og det fik hennde bare til at grine endnu mere. To spring, ét skridt, hop, tag for, og løb. Hun styrtede afsted og nåede hurtigt flokken på de stadig våde klipper. Nogle ulve stirrede anklagende på uromageren, og Alyssa måtte ihærdigt mase hænderne op foran munden, for at dæmpe et nyt latterudbrud. Hun anede ikke hvad hun grinte af, men hun lo til tårene trillede ned ad hendes kinder og det gjorde ondt i maven. Hikstende efter vejret og med en rosa farve i de kridhvide kinder, lagde hun sig til rette i et hjørne med Rakcha. Vel og mærke et mørkt hjørne, hvor sollyset ikke ville overraske. Hun lagde sig op ad Rakchas tætte manke, og aede den fraværende. "Jeg kan godt lide at grine..." konstaterede hun pludseligt, stadig på kanten til vild latter, imens hun stadig hev efter vejret.

Alyssa var på alle måder livlig og glad. Livsglad. Det smittede, og Rakcha nød det til fulde. Fangeleg? Det var sjovt, og hun ville med vilje ikke fange Alyssa, hvis hun fik muligheden. Det ville ødelægge det sjove. Desuden var våde klippesten ikke det smarteste at være i fuld fart på, når man havde fire ben at holde øje med på en gang. Det sjove holdt dog, da Rakcha blev opmærksom på flokken. Hun satte tempoet ned og lod Alyssa finde en plet,, hvor de kunne sove. Hvalpene var gået til ro. Rakcha havde bare ingen ret til at sove i grotten, så det med at finde en mørk plet havde været noget besværligt, men der var alligevel en hulning i grotten, de kunne bruge - ikke en rigtig hule, men den var nordvendt og lige akkurat dyb nok til, at solen ikke ville komme ind. Med et indvendigt smil slikkede Rakcha pigen, da hun konstanterede, at hun kunne lide at grine. Gad vide, hvordan i morgen blev? De skulle snart op og jage - lige ved solopgang. Så var Rakcha nødt til at efterlade Alyssa så længe, selvom det ikke passede hende spor.

Alyssa sukkede og hørte langsomt hvordan hendes hjerte langsomt begyndte at satte farten ned. Rakcha var så... kærlig? Moderlig? Hun brød sig ikke om at se Rakcha som en moderfigur. Hun ville hellere have sin egen mor. Hun ville have sin mor.
Hun krummede hænderne og maste sig ind imod Rakchas varme krop. Hun stirrede flygtigt på Rakcha og havde en fornemmelse af at hun måske ikke ville få hendes yndlingsulv at se i noget tid. Hun krummede sig sammen ind mod ulven, sukkede og lukkede øjnene og faldt i dyb søvn.

Morgenen kom, og Rakcha sneg sig ud, selvom det ikke var helt let, da hun ikke ville vække Alyssa, men ud kom hun. Flokken, der skulle jage, mødtes og var parate til at komme af sted næsten med det samme. Tidlig morgen. Jagten gik ind. Kendte man til Lupinus, vidste man, at de var strategiske omkring deres jagt, så der gik ikke mere end et par timer, før de kom hjem med mad til flokken. Rakcha var lavest i hierarkiet, og hun måtte derfor vendte til sidst med at spise. Det gav ikke meget mad, og Alyssa? Hun ville ikke kunne få noget, når hun sov om dagen. De måtte finde ud af noget, når hun vågnede. Så Rakcha lagde sig op til Alyssa igen. Mon hun havde været vågen i løbet af dagen?

Den tunge søvn tog til og blev ved. Et væld af farver og indtryk spillede lystigt i Alyssas mange drømme, der fortsatte som i en uendelighed. Skyggen var sval, og et godt sted at sove, så hun ville da hverken vågne tidligt eller i utide. Først da Rakcha kom til hende måtte hun åbne det ene øje på klem. "Rachi!" Det var bestemt noget godt at vågne op til, og hun faldt ulven om halsen. Men den lille mørkhårede pige, veg alligevel en smule tilbage, da hun så solens stråler spille på gulvet af hulen. Hvorfor var den ikke gået ned endnu? Hun satte sig godt og grundigt i skyggen med armene over kors, som en forkælet fornærmet storbyunge.