Tung regn

Rakcha lagde sig ved hende, så hun skyggede en smule for lyset. Det ville blive en uvant døgnrytme den næste tid, hvis hun skulle jage med flokken, og samtidig være ved Alyssa om natten, så hun lagde sig til at sove med pigen, indtil natten faldt på, hvor hun blidt vækkede pigen endnu engang. Månen var ikke fremme i nat, så Rakcha var spændt på, hvad Alyssa havde i tankerne. Måske skulle hun videre? Ud og opleve noget? Rakcha håbede egentlig lidt, at Alyssa ville blive og være en del af flokken. Rackha fik tvunget et enkelt ord ud: "Sulten?" Hun anede ikke, hvad Alyssa spiste og havde ikke set hende spise endnu.

Alyssas tunge søvn var uforstyrret og fredelig, til Rakcha blidt vækkede hende.
Sulten? mad... Ja, hun var jo sulten! "Ja, det kunne være jeg skulle finde noge bær..." mumlede hun og strakte sig. "vil du med, eller vil du blive her..?" spurgte hun på vej ud af hulen, imens hun strøg en hvalp over hovedet, og legede lidt med dens øre. Lidt efter sprang hun afsted ud af grotten. Skyernes skygge for månen irriterede hende grænseløst, og hvert ndet øjeblik måtte hun stirre op mod den, for at se om den ikke skulle være kommet frem. -Forgæves.
Det var med store spring hun kæmpede sig vej op over klippestykkerne og ledte efter noget spiseligt. Det var først da hun næsten havde nået toppen at hun fandt et lille indhug i en klippe hvor nogle skinnende røde bær lurede. Alyssa greb en håndfuld og grinte i triumf.

Rakcha rejste sig og fulgte med Alyssa som svar til, at hun gerne ville med ud og lede efter bær. Selv havde hun ikke meget forstand på det, men hun fulgte med Alyssa. Lettere vagtsomt og beskyttende, selvom der ikke var meget at være på vagt for lige nu. Natten bragte ikke mange farer for dem. Det lod det i hvert fald ikke til. Så med lette skridt fulgtes de ad, hvor de nåede en mindre flod med et vandfald. Buskene langs var fyldt med bær, men om det var godt nok eller de rigtige, det vidste Rakcha ikke.

Alyssa spiste hurtigt et af bærene, der var på størreles med hendes egen hånd, og efter det fulgte flere. Da hun var færdig, så hun mod den overskyede himmel og sukkede. "Jeg burde nok komme videre... Ikke fordi jeg ikke har nydt at være sammen med flokken, men det er jo bare ikke min flok..." mumlede hun imens hun stirrede ned i jorden. Et øjeblik efter kiggede hun dog op med et nyt glimt i øjet, og med en smule mere energi og en 'nedtryk' lokkende mine, måtte hun dog tilstå, "Men altså... det lader nu heller ikke til at det er så meget din flok. Du kan jo ikke engang sove hvor du vil? Vel..?" Hun smilte overbevisende, og selvom budskabet nok var gået rent ind, måtte hun dog, bare for egen skyld, skære det ud i pap. "Altså, hvad ville su sige til, at leve på hvad man finder? Leve som sin egen herre? Uden nogen til at bestemme over en, men stadig ikke ensom? Du ved... Vi kunne stikke af, lige nu og her, og der er sikkert ikke engagn nogen der ville lægge mærke til det!" Hun smilte opstemt og håbede bare på at hendes yndlingsulv ville komme med. Hun hørte ikke selv til i flokken, og når hendes 'Rachi' selv var så godt som udstødt, hvorfor så ikke?

Spørgsmålene fra Alyssa fik Rakcha til at forvandle sig til en form, der gjorde det nemmere for hende at snakke. Hendes udtryk var sørgmodigt og forsigtigt. "De er min flok, og jeg kender min plads... måske en anden nat.. Så finder jeg dig igen" smilede hun forsigtig og næsten undskyldende. Jo, det var fristende at forlade dem, men lige nu og her. Hun ville gerne have muligheden for at tage afsked med det hele først, måske endda også få flokkens accept af, at hun ville ud på egen hånd. De vidste, at hun ikke var helt som dem. Stak hun af ville hun ikke være velkommen igen. Så havde hun svigtet dem. "Det lover jeg".

Alyssa overvejede det et øjeblik, og kom frem til den konklusion, at det ikke ville hjælpe at spille fornærmet. Og at hun for den sags skyld, ikke engang kunne være bekendt at stjæle Rakcha fra hendes flok. Bare fordi hun selv var flokløs, skulle Rakcha jo ikke være det... hvis hun ikke ville. "Okay, men så... Men så håber jeg snart vi ses Rachi Ulvepote" Grinte Alyssa og smilte venligt, før hun kastede sig i Rakchas favn. "Men jeg kommer nok nu altså til at savne dig." Mumlede hun stille.

Rakcha greb hende i sin favn og knugede hende varmt ind til sig. "Jeg vil også savne dig" hviskede hun stille og kyssede blidt hendes hår "Jeg skal nok finde dig igen. Bare giv mig lidt tid". Ulvepote? Det var vel sødt, ligesom kælenavnet, hun havde fået af pigen. Det var okay. Det hele skulle nok gå. Hun ville give slip, når Alyssa trak sig, og så ville hun forvandle sig tilbage til sin egentlige skikkelse. Et kort slik som farvel. Det var trist at tage afsked, men denne gang var det nødt til at være et 'på gensyn'.

Alyssa lod en sidste gang sine fingre glide igennem pelsen, og samlede en lille tot af løst hår som hun umærkeligt knugede i sin hånd, før hun smilte tappert og sagde, "Jamen så ses vi jo snart!" Smilet gik fra maske til virkelighed og hun grinte en mindre boblende latter, da hun sprang over de mange klipper og lod små undsluppne støvede månestråler fænge sit hår. Hendes fødder fløj lydløst over de mange løse sten, og da hun nåede toppen vendte hun sig for at se Rakcha. Men lige da brød månen igennem sit skydække for et kort øjeblik for at kærtegne hendes ryg. Så hun var jo bundet til at vende rundt og sluge månen med øjnene. Hun lo en sidste gang og sprang ned på den anden side af klippen.

//out?//

De skulle snart ses igen. Forhåbentlig. Man kunne fare så grueligt vild på Fabula. En fare på denne planet de fleste var bevidste om. Rakcha nød, hvad der risikerede at blive sidste syn af Alyssa. Hun håbede det ikke. Forhåbentlig mødtes de snart igen. Lige nu havde Rakcha dog et behov for at gøre op med sig selv og sin flok om, at hun skulle videre. At hun skulle ud og finde ud af, hvem og hvad hun var, foruden en ulv i en flok. Det var snart til at blive enspænder en tid. Og i den tid ville hun finde Alyssa og genforene sig med hende.

//out Hyggelig tråd